Selvom Danmark er et lille land, så går der efterhånden ikke en dag uden, at man hører om etniske danskeres voldsomme møder med den multikulturelle "berigelse". Ofte skal der ikke mere til, end et dyt eller et forkert blik.

Det efterlader et indtryk af, at der er stor forskel på, hvilket beredskab man er i. Når muslimske "unge mænd" forlader hjemmets fire vægge, så er det iført en soldats persona-panser. Man er parat, og den mindste provokation udløser øjeblikkeligt angreb.

Det reaktionsmønster afspejler en virkelighedsopfattelse af, at man er i krig, og det er i grunden ikke så mærkeligt. Det er grundlaget i den politiske ideologiske del af islam, hvor Muhammed på Medina-færden viser vejen i blod, og det er noget de "unge mænd" får ind sammen med modersmælken i den muslimske børneopdragelse. Samtidig lægger de religiøse ledere i Vesten i stigende grad vægten på disse fjendtlige dele af islam, så den spæde fjendtlige barnelærdom holdes generelt ved lige op gennem opvæksten og ungdommen i moskeerne, ved imamernes husbesøg, med imamerne i fængslerne, i koranskolerne, i de muslimske friskoler, i den sociale kontrol i de lukkede miljøer etc. Man har i andre ord, ikke bare importeret helt ekstremt mange med et fjendtligt værdigrundlag, men man har også samtidig etableret et utrolig effektivt selvdestruktions-apparat.     
 

Men ikke nok med det. Oveni den påbudte islamiske fjendtlighed, så kommer der efterhånden flere og flere modreaktioner såsom udlændingestramninger, stigende krav til integration / assimilation, hård og vred retorik samt islamkritik, og det katalyserer den igangværende fjendtlige spiral yderligere. Resultatet er en stadigt eskalerende konflikt, men (NB) : sammenstødet vil komme uanset hvad vi i Vesten gør. Det med mindre vi underkaster os som slaver eller konverterer. I islam er det påbudt at tromle "vantro og de vantro samfund", så det hjælper ikke berøringsangste at dukke hovedet. Vores tiltagende modtryk nu, bevirker bare, at modsætningsforholdet og konflikten tidligere bliver tydelig.

 

De "unge mænd" har længe været bevidste om at befinde sig i krigens hus, men nu bliver også danskerne mere og mere bevidste om krigstilstanden. Ganske tit nu hører man ude og omkring folk sige : "det ender med borgerkrig" ! Men har der ikke været det længe, bare uden at danskerne har forsvaret sig ?

Alt for længe er danskerne blevet bekriget i deres eget land, og den bevidsthedsændring det medfører, bevirker formentlig, at flere og flere etniske danskere, når de skal ud i samfundet, også forlader deres hjem som soldater - klædt på til krig.

Steffen Wernberg-Møller