Det er kun i de seneste måneder, at falske nyheder og det postfaktuelle samfund er blevet tematiseret i medierne, men reelt har de herskende opinionsdannere i adskillige årtier selv ført an i de kritiserede tendenser, hvilket blev en hovedårsag til oprettelsen af Den Danske Forening i 1987. Lige fra de første numre har ”Danskeren” bragt talrige eksempler på de fortielser, forvrængninger, skønmalerier og direkte løgne, som de toneangivende med Danmarks Radio i spidsen har kolporteret. At de samme ”professionelle” medier nu kører kampagner mod de nye alternative medier for at være løgnagtige, er selvfølgelig kun historiens ironi og en utrolig frækhed efter den velkendte skabelon, at lyver man stort nok, hopper folk på det.

  Den Danske Forening fungerede som alternativt medie, før de alternative medier blev til ved hjælp af internettet. Nu er den altså langtfra alene, og man kan spørge, om den så stadig udfylder en meningsfuld niche. Jeg vil sige ja, for skønt der er myriader af mere eller mindre kritiske stemmer på nettet, har DDF lige den ekstra grad af troværdighed og pondus, der kan være tiltrængt inden for den principielt indvandringskritiske lejr, hvor mange sandt at sige desværre ikke altid tjekker kilderne og vejer ordene en ekstra gang.

  Rigtignok var der en del – også kendte nationalsindede – debattører, som allerede ved Dansk Folkepartis stiftelse mente, at nu havde foreningen udspillet sin rolle. Resten skulle nok klares på magtens bonede gulve... At et politisk parti har svært ved at stå fast på de principielle sandheder, var vi dog nogle, der anede allerede dengang, og udviklingen har kun bekræftet denne frygt. Uanset hvor langt situationen end er fra, at der kan gennemføres noget, som reelt batter imod masseindvandringen, er det stadig værdifuldt, at der er kredse, som uden at skele til popularitet og stemplinger kan holde fast i den sunde fornuft og fremføre fortiede kendsgerninger, der er ubekvemme for alle folketingspartier.  

  Æraens ledende dansknationale debattører mener ligesom Dansk Folkeparti, at de har opnået meget for at ændre udviklingen, men mediernes aktuelle omtale af fx volden mod ”For Frihed” ligner til forveksling dén, Den Danske Forening blev genstand for 30 år tidligere i lignende situationer: Der er angiveligt grundlæggende tale om fremmedfjender, som er medskyldige i de hadske konfrontationer. Grundtonen i dansk samfundsdebat er stadig den samme, og det er forrykt nok stadig de almindelige danskere, som blot vil værge deres land mod fremmed hærgen, der igen og igen må være i defensiven i de herskende medier. Nationalsindede stemmer er stadig de ”kontroversielle” og i udgangspunktet fordækte... Således er striden langtfra slut, og DDF må nok se frem til endnu 30 års kamp. Men da vil den også være afgjort: Enten er migrationsstrømmen vendt markant, eller danskerne er ikke længere herrer i eget hus.