Nu er der gået et halvt år, siden EU på trods af folkelig modstand og mange uløste problemer åbnede optagelsesforhandlinger med det store, muslimske land. Og hvordan er det så gået?

Set fra et forhandlingsteknisk synspunkt går det fint. Der undersøges paragraffer og der bliver forberedt, hvilke områder af Tyrkiet, der først skal reformeres til EU-standard.

Parterne er enige om at rose hinanden for et professionelt stykke arbejde.

Derudover sker der ikke så meget. Tyrkiet nægter stadig at anerkende toldunionen med Cypern, og der er ikke initiativer i gang til at gøre op med deres krigsforbrydelser i landet. Sagen om Muhammed-tegningerne viste klart, at når det kommer til stykket, vælger Erdogan at prioritere religion over ytringfrihed. Deres gentagne tilbud om at få lov til at 'mægle' i konflikten blev høfligt forbigået.

Det ses også i de fortsatte retssager mod journalister, der har 'fornærmet nationen'.

Religiøse mindretal som f.eks. den ortodokse kirke bliver stadig kvalt i bureaukrati. At en journalist i Ikonio blev stenet for ikke at bære muslimsk tørklæde vakte ikke større opmærksomhed - det kunne jo skade processen.

Situationen i den kurdiske del af landet forværres i skrivende stund fra dag til dag.

Tyrkiet har igen krævet, at Danmark lukker ROJ-TV, uanset om det juridiske grundlag er i orden eller ej.

Motiverne for hele EU-processen står som en gåde. Premierminister Erdogan viser igen og igen, at han og hans regering ikke er oprigtigt interesserede i at gøre Tyrkiet til et europæisk land. Olli Rehn og hans kritikløse optimisme er hverken begrundet i en folkelig opbakning eller i objektive kriterier om Tyrkiets egnethed. En mulig motiviation for Erdogan og hans islamistiske parti er at få elimineret hærens rolle i tyrkisk politik, så der åbnes for en dyberegående islamisering af landet.

Der er al mulig grund til stadig at følge med, og nok også at kigge efter parternes motivation.