Ethvert mellemstatsligt samarbejde, der griber ind i nationalstaternes og de enkelte borgeres handlefrihed, må nødvendigvis have en retsinstans, hvor man kan træffe afgørelser i tvister i det fælles samarbejde, der foregår.

De Europæiske Fællesskabers Domstol har til opgave at holde ret i hele EU-området, når det drejer sig om sager, der har forbindelse til EU-forfatningen og de vedtagne retsakter, det vil sige forordninger og direktiver.

EU-Domstolen blev oprettet i henhold til EKSF-traktaten (Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab) i 1952.

Dens opgave er at sikre, at EU-lovgivningen (med den tekniske betegnelse ”fællesskabsretten”) fortolkes og anvendes på samme måde i alle medlemsstater, at den med andre ord – altid – er ens for alle parter og under – alle - forhold.

EU-Domstolen, der har hjemsted på Plateau du Kirchberg i Luxembourg, består af èn dommer pr. medlemsstat, således at alle EUs nationale retssystemer er repræsenteret.

Selv efter udvidelsen vil der stadig være èn dommer pr. medlemsstat, men af hensyn til effektiviteten vil Domstolen kunne sidde som en ”stor afdeling” med blot 13 dommere i stedet for altid at skulle sættes i plenum med deltagelse af alle dommere.

Domstolen bistås af otte ”generaladvokater”. Deres opgave er at præsentere begrundede udtalelser om de sager, der indbringes for Domstolen

Det skal de gøre offentligt og upartisk.

Dommerne og generaladvokaterne er enten tidligere medlemmer af de højeste nationale domstole eller særdeles kompetente advokater, der skal være upartiske.

De udpeges efter fælles overenskomst af medlemsstaternes regeringer.

Hver dommer udpeges for en embedsperiode på seks år, hvorefter de kan genudnævnes for endnu en eller to perioder på tre år.

I 1989 blev ”Retten i Første Instans” oprettet for at bistå Domstolen med at klare de tusinder af sager, der indbringes for den, og for at give borgerne en bedre retsbeskyttelse.

Denne domstol (der er tilknyttet De Europæiske Fællesskabers Domstol) skal træffe afgørelser i visse typer sager, først og fremmest sager, der indbringes af private borgere og sager vedrørende unfair konkurrence mellem virksomheder.

Domstolen og Retten i Første Instans har hver en præsident, som vælges af deres meddommere for en periode på tre år.

Domstolen træffer afgørelse om de sager, der indbringes for den.

De fire mest almindelige typer sager er: 1. anmodninger om en præjudiciel afgørelse.

2. traktatbrudssøgsmål. 3.annullationssøgsmål. 4. passivitetssøgsmål.

 1. Den præjudicielle afgørelse

Domstolene i hvert EU-land er ansvarlig for at sikre at EUs love anvendes korrekt i det pågældende land.

Men der er risiko for, at domstolene i forskellige lande kan fortolke EUs love forskelligt.

De ”præjudicielle sager” skal forebygge, at det ikke sker. Det betyder, at en national domstol, som er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af en EU-lov, kan spørge Domstolen til råds.

Dette råd gives i form af en ”præjudiciel afgørelse”.

Det vil på godt dansk sige, at man får en ”afgørelse” inden alle retsakter er bedømt endeligt.

Nationale dommere, har naturligvis en stor interesse i at ramme præcist i sager hvor EU-retten er inde i sagen.

Fællesskabsretten har nemlig – ubetinget- forrang frem for nationalret!!!

2. Traktatbrudssøgsmål

Kommissionen kan anlægge disse sager, - hvis den har grund til at tro, at en medlemsstat ikke overholder sine forpligtigelser i henhold til EUs love.

Disse sager kan også anlægges af en anden medlemsstat.

I begge tilfælde undersøger Domstolen alle påstande og afsiger dom. Hvis den medlemsstat, der er indledt undersøgelser imod, findes skyldig, skal den omgående bringe forholdene i orden.

3. Annulationssøgsmål

Hvis en af medlemsstaterne, Rådet, Kommissionen eller (under visse betingelser) Europa-Parlamentet mener, at en bestemt EU-lov er ulovlig, kan de anmode Domstolen om at annullere den.

Disse ”annullationssøgsmål” kan også føres af borgere, der ønsker, at Domstolen ophæver en bestemt lov, fordi den direkte og negativt påvirker dem som enkeltpersoner.

Hvis Domstolen finder, at den pågældende lov ikke blev vedtaget på korrekt vis eller ikke er korrekt baseret på traktaterne, kan den erklære loven ugyldig.

4. Passivitetssøgsmål

I henhold til traktaten skal Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen træffe visse beslutninger under bestemte betingelser.

Hvis de ikke gør det, kan medlemsstaterne, de øvrige EU-institutioner og (på visse betingelser) borgere og virksomheder indbringe en klage for Domstolen for at få denne overtrædelse registeret officielt.

Hvis man vil kontakte Domstolen med en sag, sender man det til justitskontoret, og der sættes herefter en bestemt dommer og generaladvokat på hver sag.

Den efterfølgende procedure er opdelt i to faser: Først en skriftlig og derefter en mundtlig fase.

Domstolens kendelser besluttes ved flertal og afsiges på et offentligt retsmøde.

Der afgives ikke dissens.

Det vil sige ”et tillæg til en dom der udtrykker mindretallets anskuelse”.

Man kan roligt sige, at De Europæiske Fællesskaber er opbygget under et strengt, men sikkert retssystem. Efter de bedste retstraditioner som europæisk retskultur har fostret.

Her kan den menige EU-borger få sin ret og beskyttelse overfor et mægtigt EU-system, hvis man har handlet i strid med gældende regler.

Det samme er tilfældet for en virksomhed eller nationalstat.

Modsat kan Kommissionen få Domstolens medhold i sager, hvor nationalstater eller virksomheder forsøger at omgå de fælles spilleregler i EU-fællesskabet.

Men prisen er, at vi afgiver en stor del af den nationale suverænitet.

Det danske Folketing kan ikke bare lovgive, fordi der et flertal for en lov.

Det kræver, at lovforslagene er i overensstemmelse med EU-lovene, eller i det mindste ikke strider imod dem.

Hvis dette ikke er tilfældet, ender de hos Domstolen i Luxembourg. Her dømmes der ud fra Fællesskabsretten, der har - ubetinget - forrang frem for nationalretten!!!

Der er, som man kan se, tale om et dybt, dybt forpligtigende samarbejde, der griber ind i nationalstaternes lovgivning.

Siden 1970 har Domstolen udvidet fællesskabsrettens forrang til også at omfatte bestemmelser i direktiver og beslutninger rettet til medlemsstaterne.

I 1999 skrev Dr. Klaus-Dieter Borchardt ”Fællessabsrettens ABC” - et udførligt skrift med en grundig gennemgang af domssamlinger fra EU-Domstolen.

Dr. Klaus-Dieter Borchardt slutter sit skrift med følgende om Fællesskabsrettens forrang:

”Fællesskabsrettens direkte anvendelighed rejser et andet, ligeså principielt spørgsmål:

Hvad sker der, hvis fællesskabsretlig bestemmelse hjemler EF-borgeren direkte rettigheder og pligter, men indholdsmæssigt er i strid med en national retsregel?

En sådan konflikt mellem fællesskabsretten og national ret kan kun løses, såfremt en af de to retsordener viger.

I den skrevne fællesskabsret findes der imidlertid hverken bestemmelser om, at den fortrænger national ret, eller at den viger for nationalret.

Alligevel kan kollision mellem fællesskabsret og national ret kun løses på den måde, at fællesskabsretten får forrang for nationalret og dermed fortrænger alle nationale bestemmelser, som er i konflikt med EFs bestemmelser.

For hvad ville der være tilbage af Fællesskabets retsorden, hvis man lod den være underordnet national ret?

Næsten intet!

De fællesskabsretlige bestemmelser kunne da tilsidesættes ved en hvilken som helst national lov, og der ville så ikke længere være tale om, at fællesskabsretten havde fælles og ensartet gyldighed i alle medlemsstater.

Det ville da også være umuligt for EF at løse de opgaver, som det er blevet pålagt.

Fællesskabets funktionsdygtighed ville blive bragt i fare, og de store forhåbninger om opbygning af et forenet Europa ville blive tilintetgjort.”

Hvis vi som folk og nation ikke kan leve med at afgive en stor del af vores lovgivningssuverænitet til EU, kan vi blot forlade De Europæiske Fællesskaber.

Intet forhindrer Danmark heri.

Det kræver blot, at 90 mandater i Folketinget stemmer for en udmeldelse.