UDSKRIFT

              af

  DOMBOGEN FOR VESTRE LANDSRET

         D 0 M

afsagt den 2. august 1999 af Vestre Landsrets 1. afdeling (landsdommerne C. Haubek, Würtzen og Lone B. Christensen (kst.))

i ankesag B-2453-96

Svend Frede Rasmussen

(advokat Hans Mogensen, Aalborg)

mod

Ole Hasselbalch.

Den indankede dom er afsagt den 6. november 1996 af Retten i Århus, 5. afdeling.

For landsretten har appellanten, Svend Frede Rasmussen, nedlagt følgende påstande:

Påstand I.

Følgende udtalelser, som indstævnte har fremsat, mortificeres:

                1.

Udtalelser fremsat i Berlingske Tidende den 14. oktober 1994:

               A.

"Frede Farmand indlevede sig under sine tyve år hos nazisterne i deres verden med en sådan intensitet, at det endog har fået den gamle nazifører, Povl Heinrich Riis-Knudsen, til at udtale, at der skal et elektronmikroskop til at finde forskellen mellem Farmands holdninger og Riis Knudsens egne. Vurderingen bliver forståelig....."

               B .

"....... Farmand blandt andet har produceret én af de groveste nazi-propaganda-videoer, der er lavet i nyere tid....."

               C.

"Ifølge Farmands udsagn fandt hans "afsløring" sted med nazi-førerens egen indforståelse."

              D .

"Ligeledes mærker man sig, at Farmand i rollen som "nazijæger" åbenbart er så sikker på ikke at blive faldet i ryggen af sine gamle venner, at han endog har turdet starte en injuriesag mod murer Kaj Villadsen fra Struer, fordi denne lige ud har kaldt ham en gammel nazist."

               2 .

Udtalelse fremsat i en skrivelse af 27. oktober 1994 til advokat Hans Mogensen:

                E.

"jeg begriber ikke, hvorledes Deres klient..... har turdet indlade sig på en retssag, hvis heldige gennemførelse forudsætter, at han ikke under sagen bliver stillet over for ubehageligheder fra ny-nazisterne......... Hvad i alverden skulle så afholde dem fra at ødelægge hans omdømme ved at levere kompromitterende materiale om ham til en sådan sag?"

Påstand II.

Indstævnte dømmes til at betale en torterstatning på 15.000 kr. med procesrente fra den 30. januar 1995.

Påstand III.

Indstævnte dømmes til at betale et beløb fastsat af landsretten til dækning af appellantens omkostninger til kundgørelse af dommens resultat.

Indstævnte, Ole Hasselbalch, har heroverfor påstået frifindelse.

Appellanten har endvidere vedrørende indstævntes krav om en tortgodtgørelse på 3.000 kr. med renter nedlagt påstand om frifindelse.

Indstævnte har heroverfor nedlagt påstand om stadfæstelse.

Indstævnte har for landsretten yderligere over for appellantens advokat, advokat l Hans Mogensen, nedlagt følgende påstande:

1.                      Advokat Hans Mogensen dømmes til at betale indstævnte omkostninger efter retsplejelovens ? 321.

2.                      Advokat Hans Mogensen dømmes til in solidum med appellanten at betale de sagsomkostninger, som det pålægges appellanten at betale til indstævnte.

Advokat Hans Mogensen har heroverfor påstået frifindelse.

I Berlingske Tidende var der den 7. oktober 1994 følgende artikel skrevet af journalist Christian Brøndum:

            "Nationalismens mange ansigter.

            Besættelsens stærkt nationale modstandsfolk deler farligt tankegods med moderne nazister, mener nazikenderen Frede Farmand Rasmussen.

                Den rabiate nationalisme, der kræver Danmark renset for udlændinge, eller i hvert fald indrejsen af fremmede stoppet, har mange ansigter.

                Nationalisterne er organiseret i en række foreninger og grupper, der begynder i Fremskridtspartiet og Den Danske Forening, som udtrykkeligt tager afstand fra nazisme. 09 fortsætter over partier som Nationalpartiet Danmark og Struers "Holger Danske" til de åbenlyst nazistiske partier med hagekorset som varemærket. Det danske nazistparti med dens formand Jonni Hansen i førerbunkeren i Greve hedder Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse og er stiftet i 1970. Den tidligere formand var Povl Heinrich Riis-Knudsen, der nu ifølge nazi-kenderen Frede Farmand Rasmussen, Kulturhistorisk Fondsarkiv Århus, er konsulent for foreningen.

                I alt omkring 12.000 danskere har gennem især de sidste seks-syv år været aktive i de højre-radikale grupper. Alene i Den Danske Forening har medlemsgennemstrømningen været omkring 8.000 frem til 1992, som skal lægges sammen med de nuværende aktive medlemmer og nogle få tusinde tidligere og nuværende medlemmer af nationalist- og nazistpartierne.

                Hvem er de så? Ifølge Frede Farmand Rasmussen har grupperne tilslutning både fra "gadesoldater" - de råbende unge mænd, der ikke har mange brikker at flytte med - og fra veluddannede akademikere.

                "Den moderne nazist kan også være en veluddannet ung, som både er fyldt af had og samtidig søger frelsen i den religion, nazismen tilbyder" sagde han forleden, da han holdt foredrag for en fyldt idrætshal på Tornbjerg Gymnasium ved Odense. Men højrefløjen har også tilslutning fra gamle modstandsfolk, der i dag ser "Danmarks fjender" i form af mørklødede fremmede, der "som ugræs fyger over hegnet". "Gu er nogle af de mennesker syge og latterlige. Men det er det fælles nationalistiske tankegods, der er det alvorlige - ikke så meget personerne," mener Frede Farmand. Han fæstner sig ved, at nazismen i dag påberåber sig at forsvare Danmark mod "Landsforrædere", ganske som modstandsbevægelsen gjorde det i sin tid.

                Formanden for Folkebevægelsen mod nazismen, John Bustrup, Randers, turnerer ligesom Frede Farmand på mange skoler. Han mener, de unge på begge de ekstreme politiske fløje først og fremmest har behov for at hævde sig: "Er der også mere fattigdom blandt de unge, end vi kender til", spørger han, hvis folkebevægelse har sat en underskriftindsamling i gang mod nazismen.

                På Christiansborg har justitsminister Bjørn Westh (S) som forgængeren Erling Olsen bebudet en strammere kurs over fra racisme og udbredelse af racistisk propaganda. Men samtidig er advarslerne mod at stramme danskernes grundlovssikrede menings- og ytringsfrihed også strømmet ind. Senest fra den nyvalgte formand for retsudvalget, Bjørn Elmquist (R).

                Frede Farmand er enig i advarslerne. Det er ikke ytringsfriheden, der skal indskrænkes, men beskyttelsen af minoriteter, der skal forstærkes. Lovgrundlaget findes allerede i straffelovens racismeparagraf."

I Berlingske Tidende den 14. oktober 1994 var under overskriften "Frede Farmand utroværdig kilde" optaget at følgende læserbrev skrevet af indstævnte i sin egenskab af formand for Den Danske Forening:

            "Den 7. oktober karakteriserer Berlingerens ellers seriøse Chr. Brøndum Den Danske Forening som "højreradikal" og placerer den i et broget selskab af "højrefløjs" foretagender - hvoraf flere er nedlagt.

                Hans refleksmæssige karakteristik af foreningen skyldes vel, at den mener, erfaringerne fra f.eks. Jugoslavien og Libanon ikke lader formode, at vore efterkommere vil blive lykkeligere ved at skulle leve under tilsvarende "multietniske" tilstande.

                At en del af foreningens medlemmer kommer fra venstrepartier (næstformanden f.eks. fra SF), og at foreningen generelt set bæres af social indignation over misbruget af dansk humanitær tradition på et tidspunkt, hvor 50.000 mennesker hver dag dør af sult, er åbenbart uden betydning.

                Artiklen spiller på den måde nydeligt sammen med nynazisterne i deres bestræbelser på at markedsføre den forestilling,, at al modstand mod indvandringen - ja, blot opfattelsen af, at Danmark er værd at værne ~ rummer et element af "nazistisk tankegods".

                Som kilde anvender Brøndum da også bl.a. den efter 20 år blandt nazisterne opstandne Frede Farmand, som til lejligheden leverer frit opfundne tal om Den Danske Forenings "medlemsgennemstrømning". Til information for Berlingerens læsere kan oplyses, at foreningen har uhyre få udmeldelser.

                Farmand benytter endvidere behændigt chancen til på ny at placere foreningen i sit forskruede naziunivers. Sidst, Farmand optrådte hermed, var da han 25.8. i TV 2 påstod, at den sønderjyske "hjemmeværnsattentatgruppe", som medierne dengang tærskede langhalm på, rummede hele to personer med tilknytning til foreningen. Som det vil erindres, var historien om denne gruppe imidlertid fup - kilden var en psykiatrisk patient suppleret med opdigt i Danmarks Radio. Ved samme lejlighed hævdede Farmand for øvrigt, at foreningens medlemmer har pligt til at melde sig ind i Hjemmeværnet, der derved havde fået et tilskud på 200 mand. Foreningen tæller 3.500 Hvad er det for en kilde at anvende?

                Frede Farmand indlevede sig under sine 20 år hos nazisterne i deres verden med en sådan intensitet, at det endog har fået den gamle nazifører, Poul Heinrich Riis-Knudsen, til at udtale, at der skal et elektronmikroskop til at finde forskellen mellem Farmands holdninger og Riis-Knudsens egne.

                Vurderingen bliver forståelig, når man f.eks. véd, at Farmand bl.a. har produceret en af de groveste nazipropagandavideoer, der er lavet i nyere tid (mod et vederlag på 40.000 tyske mark).

                Ved vurderingen af Farmands kildeværdi er det også værd at vide, at han i sit slingrende kølvand har efterladt en særpræget (båndet) udtalelse om den "afsløring" af naziføreren, Farmand sammen med andre slagtilbud solgte sidste år til TV 2's sensationsudsendelse "De skjulte bånd" for 65.000 kr. Ifølge Farmands udsagn på båndet fandt hans "afsløring" således sted med naziførerens egen indforståelse.

                Ligeledes mærker man sig, at Farmand i rollen som "nazijæger" åbenbart er så sikker på ikke at blive faldt i ryggen af sine gamle venner, at han endog har turdet starte en injuriesag mod murer Kaj Villadsen fra Struer, fordi denne ligeud har kaldt ham en gammel nazist.

                Er det blevet den hæderkronede Berlingers politik at betjene læserne med letbenede historier bygget på informationer med så tvivlsom oprindelse?"

I en skrivelse af 27. oktober 1994 fra indstævnte til appellantens advokat Hans Mogensen hedder det bl.a.:

            "I besvarelse af Deres skrivelse af 25. ds. skal oplyses følgende:

            1)          Povl H. Riis-Knudsen har faktisk udtalt sig som anført i Deres skrivelse, og der vil kunne føres bevis for udtalelsen. Jeg forstår i øvrigt ikke, at det skulle være krænkende for deres klient, at han i sin rolle som ,muldvarp,, har været i stand til at optræde endog så tilforladelig for de "udspionerede" at det har givet dem anledning til en sådan vurdering af ham. For mit eget vedkommende hæftede jeg mig imidlertid ved udtalelsen, fordi den på en kortfattet måde viser, at Deres klient måske kan have levet sig så meget ind i nazisternes tankegang og metoder, at er blevet svært for ham at frigøre sig fra dem.

            . . . . .

            3)          Jeg begriber ikke, hvorledes deres klient, som jo vedholdende hævder, at nazisterne kan finde på hvad som helst, har turdet indlade sig på en retssag, hvis heldige gennemførelse forudsætter, at han ikke under sagen bliver stillet over for ubehageligheder fra nynazisterne. Hvis Deres klient har ret, hvad angår nazisternes skrupelløshed og misfornøjelse med Deres klients "antinazistiske" kampagne samt med hans rolle som "muldvarp", hvad i alverden skulle så afholde dem fra at ødelægge hans omdømme ved at levere kompromitterende materiale om ham til en sådan sag? Denne betragtning er efter min opfattelse i højeste grad af interesse for offentligheden ved vurderingen af Deres klients adfærd.

            Deres klients kampagne har gradvis udviklet sig til at involvere ikke blot flere af de almindelige politiske partier og endog gamle modstandsfolk, der hævdes at være kommet ind på at "dele farligt tankegods" med nazisterne. Deres klient har også udtalt sig således om Den Danske Forening - kulminerende da han for nylig udtalte, at foreningens og undertegnedes "holdninger og livsværdier forener korset og hagekorset". Han har på alle mulige måder søgt at koble foreningen til nazisterne - f.eks. ved nylig i Politiken at fortælle, at den har medlemmer, der tilslutter sig nazismens racebiologiske elementer. Dette uagtet retten, som De ved, flere gange har fastslået, at der ikke er grundlag for en sammenkobling af foreningen med nynazisterne, og til trods for at EkstraBladet, gennem hvilket Deres klient startede kampagnen, for retten har måttet vedgå, at foreningen gør, hvad den kan, for at sikre overholdelsen af foreningsvedtægtens regel om, at nazister ikke må optages.

            ...."

Appellanten har supplerende forklaret, at han benytter navnene Frede Farmand og Frede Farmand Rasmussen. Thies Christophersens videofilm findes i to versioner, dels en version som appellanten selv har sammenklippet, dels en anden version, som han senere og efter Christophersens forslag klippede sammen til distribution i Tyskland i anledning af Thies Christophersens ønske om at blive valgt ved et lokalvalg i Slesvig-Holsten. Sidstnævnte udgave er præget af det nynazistiske historiesyn. Appellanten havde aftalt sin deltagelse i projektet med PET i 1980'erne for derigennem at afsløre, hvorvidt nynazisterne var kriminelle. Thies Christophersen oplagrede således på sin bopæl i Kollund bl.a. forskelligt materiale, som han søgte at fordele i Tyskland, hvor det var ulovligt. I kraft af appellantens samarbejde med PET blev den amerikanske nazist Gerhard Laub udleveret til Tyskland, og bl.a. dette er grunden til, at appellanten først efter 1996 har kunnet redegøre for sit samarbejde med PET. Appellanten mener ikke, at videofilmen har kompromitteret ham. Appellanten blev efterhånden gennem sit arbejde for nynazisterne opmærksom på optræk til forskellige ulovligheder, hvilket han dels efter aftale meddelte PET, dels lod tilflyde offentligheden ved at tage initiativ til fjernsynsudsendelsen "De skjulte bånd". Det er endvidere appellantens indtryk gennem forskellige tips, han fik, at også Den Danske Forening tog forberedende skridt til illegale aktiviteter, således i hjemmeværnssagen, som skarpskytten Vagn Lindhardtsen havde med at gøre, og episoden med bombeopskriften. Meningen var, at dette i politiske kredse skulle fremkalde det indtryk, at der var fare for væbnet uro, hvis ikke den officielle flygtninge- og indvandrerpolitik blev ændret. Indbruddet hos Fair Play skete med Poul Heinrich Riis-Knudsens indforståelse. Når Riis-Knudsen i en telefonsamtale røbede dette, var det en hævnaktion mod Jonni Hansen, der var blevet formand for DNSB efter, at Riis-Knudsen var blevet afsat. Da Riis-Knudsen i TV 2 blev konfronteret med sin udtalelse i telefonen, udvandrede han. Det er forkert refereret, når det i Oplandsavisen Brønderslev er anført, at appellanten havde haft adgang til den Danske Forening. Der skulle have stået DNSB. Ved mødet i DNSB i 1987 i Greve optog appellanten med nazisternes vidende forhandlingerne, og Riis-Knudsen fremsatte herunder stærkt racistiske udtalelser. I 1989 ville Riis-Knudsen gerne have offentliggjort dele af det optagne i radioen, men appellanten, der efter aftale med Riis-Knudsen kontaktede journalister herom, gav dem hele båndet, herunder med de racistiske udtalelser om bl.a. "kloakbeduiner". Det gav anledning til en voldsom reaktion fra Riis-Knudsen, og appellanten måtte derfor over for Riis-Knudsen foregive, at journalisterne selv skjult havde optaget appellantens bånd, medens han var i færd med at finde frem til de dele deraf, som skulle afspilles for dem. Riis-Knudsen ville derefter have erstattet de værste udtalelser med noget andet. Det blev dog ikke til noget, og appellanten videregav senere oplysninger om Riis-Knudsens adfærd til journalisterne. I lyset af dette blev der på nazisten Jørgen Nielsens foranledning og efter nogen forhandling indgået en særlig restriktiv aftale mellem DNSB på den ene side og appellanten og Kulturhistorisk Fondsarkiv på den anden side vedrørende fremstilling af en Danmarks-film, hvor DNSB's medlemmer skulle interviewes. Appellanten forlangte, at Riis-Knudsen medunderskrev. Et af de fremlagte eksemplarer af kontrakten, som appellanten kan identificere, må indstævnte have fået af Riis-Knudsen. Uanset at det ikke er anført i dens indhold, angår kontrakten kun den planlagte produktion af Danmarks-filmen og ikke tillige anden aktivitet fra appellantens side for forhold til DNSB, således som indstævnte mod bedre vidende hævder. Danmarks-filmen blev på grund af uoverensstemmelser i DNSB ikke fremstillet. Når der i protokollen vedrørende den ekstraordinære generalforsamling den 2. december 1990 er anført forkortelsen FF, betyder det forretningsføreren, og det er ikke en henvisning til appellanten. Appellanten har ikke udleveret lister over medlemmer af Folkebevægelsen mod Nazismen til Riis-Knudsen. Appellanten er derimod bekendt med, at Riis~Knudsen i 1989 havde fået sådanne lister fra anden side. Med hensyn til artiklen i Berlingske Tidende den 7. oktober 1994 har appellanten oplyst, at han i sine foredrag bl.a. illustrerer det højreekstremistiske netværk ved at vise, hvilke personer der - uanset medlemskab - optræder i tilknytning til forskellige foreninger, herunder Den Danske Forening. Kontoudtoget fra Nordland Forlags debitorsystem af 6. december 1994, der hidrører fra et edb-register, som appellanten havde rådighed over, vedrører en periode i 1989. Heri er Søren Espersen betegnet som medlem af DNSB. Den pågældende var journalistisk konsulent for DNSB. Appellanten fastholder bestemt, at han aldrig har været på rejser eller til møder i Tyskland som anført af Espersen i dennes brev af il. april 1995. H. Krog Pedersens brev af 24. januar 1996 var foranlediget af appellantens bog, Løgneren fra Auschwitz, som udkom den 15. december 1995. Brevet tager sigte på at nazificere appellanten, og det indeholder adskillige unøjagtigheder. Appellanten har således ikke anvendt H. Krog Pedersen som ejendomsmægler eller benyttet ham som rådgiver. Appellanten fik i 1995 lov at optage en videofilm af H. Krog Pedersen om dennes oplevelser på østfronten til brug for sit arkiv. Det var i 1990-1991, at modsætningsforholdet til indstævnte begyndte. Appellanten har levet af at være freelance journalist, bl.a. med researcharbejde. Kulturhistorisk Fondsarkiv opsamler radio- og tv-udsendelser og foretager selv opfølgende optagelser. Fonden leverer mod betaling materiale på grundlag heraf. Appellanten har af Den Danske Forenings sekretariat ved Else Riber og Flemming Hammerich fået udleveret delvise fortegnelser over foreningens medlemmer samt dens postudsendelsesliste. Appellanten råder ikke over medlemslisten for Folkebevægelsen mod Nazisme. Han er den eneste faste medarbejder hos Kulturhistorisk Fondsarkiv, og han leder fondens arkiv. Fonden er erhvervsdrivende, og han er selv formand for dens bestyrelse, som har 3 medlemmer. Appellanten har ikke solgt oplysninger om venstrefløjen, uanset at dette er anført i en af PET udfærdiget beretning. Arkivets oplysninger er ikke kommet nazisterne til gode, men appellanten er opmærksom på, at Riis-Knudsen har den modsatte opfattelse. Appellanten har sagsøgt en række personer i anledning af, at de har beskyldt ham for at have udleveret medlemslister for Folkebevægelsen mod Nazismen til Riis-Knudsen, dog ikke mod Riis-Knudsen selv, fordi han ikke har tilstrækkelig konkret dokumentation dertil. Appellanten har ikke været edb-konsulent for Nordland Forlag, og dette har han meddelt fru Sonne i Registertilsynet, men tilsynets skrivelse med afgørelsen blev ved en fejltagelse ikke rettet i overensstemmelse hermed. De fremlagte breve fra Thies Christophersen til andre end appellanten er autentiske, men appellanten har ikke fået dem fra ham. Riis-Knudsen var konsulent for DNSB, men han blev i øvrigt benævnt ved forskellige titler. Forkortelsen FF brugte nazisterne undertiden om appellanten, men det gjaldt ikke generalforsamlingsreferatet for den 2. december 1990, hvori FF formentlig hentyder til forretningsføreren Henrik Olling. Den film, som appellanten gennemgik ved mødet i Varde, svarer til den fremlagte film. Appellanten forstår tysk, men han talte engelsk med Thies Christophersen, og manuskriptet til videofilmen var oversat til dansk. Appellanten tjente ikke noget på filmen, men fonden fik efter aftale med forlaget 40.000 DEM udbetalt af Thies Christophersen for fremstilling af 1.000 kopier. Appellanten leverer stadig opdaterede oplysninger om nynazisterne til journalister.

Indstævnte har supplerende forklaret, at Den Danske Forening blev stiftet af seriøse personer, men den mødte ingen forståelse hos Folketingets partier. Foreningen mærkede efterhånden højre- og venstrefløjens konspiratoriske og efter omstændighederne voldelige fremgangsmåder, men fandt sig ikke tilstrækkeligt beskyttet herimod af politiet, og for at begrænse risikoen søgte foreningen derfor at få de miljøer kortlagt, hvorfra man generede foreningen. Det var bl.a. nynazister og andre højreradikale, som søgte at infiltrere foreningen. Gennem Vinther Jensen tog foreningen herefter kontakt med appellanten, som man vidste, var meddeler for PET. Appellantens indsats var til at begynde med til nogen nytte, bl.a. med oplysninger om Folkebevægelsen mod Nazismen. Det lykkedes imidlertid ikke appellanten at levere et tilfredsstillende overblik over den nazistiske infiltration. Foreningen bestilte en video hos appellanten, men appellanten holdt sig ikke til de retningslinier, som foreningen havde udstukket. De oplysninger, som appellanten fremkom med, var i det hele præget af uklarhed og hans fortolkninger ofte af overdrevet konspiratorisk karakter. Det er indstævntes opfattelse, at han ved appellantens mellemkomst i udlandet er blevet opfattet som nazist, hvilket har været stærkt generende, f. eks. i forbindelse med hans videnskabelige arbejde. Journalist Søren Espersen er efter indstævntes opfattelse ikke nazist. Indstævnte har aldrig sagt, at appellanten er nazist. Foreningen har vundet de sager, den har anlagt i anledning af sigtelser for at være nazistisk eller racistisk. Plakaterne i Danskeren for den 3. juni 1994 og artiklen i tilknytning hertil ville indstævnte, der ikke er redaktør, ikke selv have sat i bladet. Det er vanskeligt at ekskludere nazister fra foreningen, idet erfaringen viser, at dette kan give anledning til injuriesøgsmål fra de pågældende. Den varmemester, som appellanten hjalp med at oprette en forening mod en påtænkt stor moské, var ikke formand for Den Danske Forenings københavnske afdeling. Der var tale om juridisk bistand i forbindelse med foreningens oprettelse. Dokumentet vedrørende sprængstoffer er udskrift af en almindeligt tilgængelig bog, og appellanten har i sin tid modtaget det fra en anden person. Vagn Lindhardt var en person med psykiske problemer, og hjemmeværnssagen udsprang af hans fantasier. I Danskeren står foreningens ledelse for den ledende artikel. Det var en publiceret artikel, som appellanten formentlig havde forelagt ham, der gav indstævnte anledning til at ekskludere Tage Abilgart.

Niels Westberg har forklaret, at han siden 1984 har været journalist ved Ekstra Bladets Århus-redaktion. Appellanten har i perioder leveret vidnet kildemateriale. Materialet har undertiden skullet suppleres med yderligere research eller bekræftes, men det har ikke været forkert. Thies Christophersens film havde appellanten vist vidnet et års tid, før det kom frem, at den fandtes. Vidnet og hans kolleger var orienteret om appellantens arbejde med filmen og betragtede det som en måde at infiltrere det såkaldte nynazistiske revisionistiske miljø på. I 1988 havde Ekstra Bladet på grundlag af appellantens optagelser bragt en reportage fra nazisternes solhvervsmøde i Greve, og Riis-Knudsen var fortørnet herover. Journalisten Kramer, der havde fået ansættelse ved Aktuelt, var skuffet over dermed at være gået glip af nogle historier, og derfor skrev han artiklen om appellantens tilknytning til nynazisterne. Vidnet talte med Vagn Lindhart angående hans rolle i attentatplanerne, og Lindhart bekræftede, at han var eller havde været medlem af Den Danske Forening. Han tilhørte dog en højrefløj i forhold til indstævnte, der ikke kunne kende til attentatplanerne. Der er i hvert fald 3 medarbejdere på Ekstra Bladets Århus-redaktion, der betjener sig af appellanten, og der modtages stadig ajourførte oplysninger om nynazistiske kredse. Vidnet har hørt optagelser af appellantens samtaler med Riis-Knudsen, og herunder bemærket dennes vrede, når appellanten havde videregivet fortrolige oplysninger.

Jaques Samuel Blum har forklaret, at han er lektor ved RUC i socialpsykologi og tillige formand for Mosaisk Trossamfund. Han har forsket i racisme i en stor del af sit videnskabelige virke. Vidnet ved ikke, om appellanten er nazist. Appellanten har anlagt injuriesøgsmål mod vidnet, og den dom, der er afsagt i 1. instans, har vidnet påanket til landsretten. Appellantens påstand i den nævnte sag omfatter bl.a., at vidnet skal have anført, at appellanten var led i et nazistisk netværk. På vegne af Arbejderbevægelsens Internationale Forum har vidnet afkøbt appellanten oplysninger, som dog har vist sig at være af tvivlsom værdi. Ved sine 3-4 besøg ved Kulturhistorisk Fondsarkiv traf vidnet Nidal Khazou som medarbejder. Appellanten oplyste ved et af disse besøg, at han havde Den Danske Forenings medlemsliste, som var overført til edb. Det er vanskeligt at få oplysninger om appellanten hos nynazisterne. Vidnet har været i kontakt med Simon Wiesentahls Center i Wien og der fået oplyst, at appellanten er optaget i centrets kartotek med karakteristikken "usikker". Når der er relativt lidt negativt om appellanten i pressen, skyldes det - efter, hvad Anne Liebach, Week End-Avisen, har meddelt vidnet -, at blade, der giver sig til at undersøge appellantens aktivitet, let udsætter sig for sagsanlæg. Det er normalt, at nynazister anser skandaler og retssager for fremmende for deres sag, og at de benytter retssystemet til at udmarve deres modstandere. Vidnet har med jævne mellemrum et professionelt samarbejde med indstævnte, som ikke er nazist. Efter hans opfattelse kan man ikke sige, at Den Danske Forening, som vidnet er uenig med, forener korset med hagekorset.

Poul Ejner Nørager har forklaret, at appellanten har anlagt en injuriesag imod ham. Vidnet har været journalist og redaktør samt formand for Landsforeningen mod Nazisme og har siden 1983 skrevet 14 bøger, heraf 2 om nazismen. Han har i den anledning været sagsøgt af Riis-Knudsen og dennes svigerfar. På Riis-Knudsens vegne fremsatte appellanten i denne forbindelse forskellige forligsforslag. Det er rigtigt, at det vigtigste for nazisterne er omtale, uanset om den er dårlig, og de forsøger også i offentligheden at fremkalde det indtryk, at personer, som f.eks. er modstandere af den nuværende udlændingepolitik, tillige er nazister. Der er ikke noget nyt i appellantens film i forhold til vidnets bøger. Vidnet kender Den Danske Forening, som han tidligere har anlagt en retssag mod. Retssagen blev imidlertid forligt. Vidnet har holdt foredrag ved Den Danske Forenings møder. Både foreningen og vidnet blev ved disse lejligheder beskyldt for at være nazister, og de blev endvidere fysisk generet af tilstedeværende venstreradikale modstandere. Den Danske Forening er ikke nazistisk, og vidnet har ikke oplevet, at nazister har været til stede ved møderne. Der var heller ikke skin-heads med som dørvogtere. Det var appellanten, der gav vidnet postboksnummeret på en person i Esbjerg, som angiveligt skulle være nazist, hvilket imidlertid viste sig ikke at være tilfældet.

Appellanten har yderligere forklaret, at han kun samarbejdede med Jaques Blum i ret kort tid. Blum skulle for Arbejderbevægelsens Internationale Forum (AIF) vurdere appellantens kildemateriale, men da det viste sig, at Blum ikke forstod sig på emnet, ophørte samarbejdet. Appellanten modtog 35.000 kr. fra AIF for sin bistand. Appellanten har hjulpet Poul Ejler Nørager med at opnå forlig med nazisterne, som Nørager på en række punkter havde givet forkerte oplysninger om i en af sine bøger.

Ad appellantens selvstændige påstande over for indstævnte:

Appellanten har til støtte for påstand I - III i første række gjort gældende, at indstævnte ved fremsættelsen af hver af de 5 udtalelser, der er anført i påstand I under A - E, eller af disse udtalelser taget under eet har overtrådt straffelovens 267, stk. l. Indstævnte har ved fremsættelse af disse 5 udtalelser krænket appellantens ære, idet udtalelserne vedrører forhold, som er egnede til at nedsætte appellanten i medborgeres agtelse, derved at de alle indeholder en sigtelse for at være "nazist" eller for at være "nazificeret", forstået som en beskyldning om at gå nazisternes ærinde eller at have sympati for nazisternes holdninger.

Appellanten har til støtte for påstand I - III i anden række gjort gældende, at udtalelserne anført i påstand I under A - E, selvom disse udtalelser ikke indeholder ærekrænkende sigtelser omfattet af ? 267, stk. l, dog er retsstridige i forhold til appellanten, da de indeholder en "løsere nazificering" af appellanten.

Appellanten har særligt vedrørende påstand I i første række gjort gældende, at de ærekrænkende sigtelser omfattet af ? 267, stk. l, er ubeføjede, og at de derfor efter ? 273, stk. l, skal mortificeres. Appellanten har i anden række gjort gældende, at de 5 udtalelser, selvom de ikke indeholder ærekrænkende sigtelser mod appellanten omfattet af ? 267, stk. l, som anført dog er retsstridige i forhold til appellanten, og at den "løsere nazificering" af appellanten er af en sådan beskaffenhed, at han - også uden særlig lovhjemmel - må have krav på at få udtalelserne mortificéret.

Appellanten har særligt vedrørende påstand II gjort gældende, at han som følge af indstævntes strafbare udtalelser, henholdsvis indstævntes retsstridige udtalelser, har krav på godtgørelse for den tort, der er påført ham ved de strafbare eller retsstridige udtalelser, efter erstatningsansvarslovens ? 26.

Appellanten har særligt vedrørende påstand III i første række gjort gældende, at det som følge af indstævnte strafbare udtalelser i medfør af ? 273, stk. 2, skal pålægges ham at betale et beløb til dækning af appellantens udgifter til kundgørelse af dommens resultat. Appellanten har i anden række gjort gældende, at de 5 udtalelser, selvom de ikke indeholder ærekrænkende sigtelser mod appellanten omfattet af ? 267, stk. 1, som anført dog er retsstridige i forhold til appellanten, og at det som følge heraf kan pålægges indstævnte at betale et beløb til dækning af appellantens udgifter ved kundgørelse af dommens resultat.

Indstævnte har ikke bestridt, at en udtalelse om en person gående ud på, at den pågældende person er nazist, kan være en ærekrænkende sigtelse omfattet af straffelovens ? 267, stk. l. Indstævnte har imidlertid til støtte for sin påstand om frifindelse i første række gjort gældende, at han hverken ved nogen af de 5 udtalelser anført i påstand I under A - E eller ved disse udtalelser taget under eet på retsstridig måde har tilkendegivet, at appellanten er nazist, og at hans udtalelser derfor ikke er omfattet af ? 267, stk. l.

Indstævnte har for det tilfælde, ar det antages, at en eller flere af hans udtalelser anført i påstand I under A - E indeholder en strafbar sigtelse mod eller en retsstridig udtalelse om appellanten, i anden række gjort gældende, at han ved fremsættelsen af den pågældende udtalelse eller de pågældende udtalelser har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse samt eget og andres tarv, jf. straffelovens ? 269, stk. l, og at udtalelsen eller udtalelserne derfor ikke kan mortificeres efter ? 273, stk. l.

Indstævnte har endvidere gjort gældende, at hans udtalelser

heller ikke iøvrigt er retsstridige i forhold til appellanten.

Indstævnte har særligt vedrørende påstand II gjort gældende, at der som følge af den virksomhed, som appellanten udøver, og den offentlige fremtræden, som appellanten har, ikke i givet fald er grundlag for at tilkende ham godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens ? 26.

Indstævnte har særligt vedrørende påstand III gjort gældende, at der som følge af appellantens evne til at få omtale i medierne ikke i givet fald er grundlag for pålægge indstævnte at betale appellanten noget beløb til offentliggørelse af dommens resultat i medfør af straffelovens ? 273, stk. 2.

Ad indstævntes Påstande over for advokat Hans Mogensen:

Indstævnte har til støtte for påstand 1 over for advokat Hans Mogensen gjort gældende, at advokat Hans Mogensen under sagens behandling såvel ved byretten som ved landsretten ved at forhale og vidtløftiggøre sagen har handlet pligtstridigt, at han derfor i medfør af retsplejelovens ? 321, l. pkt., skal pålægges at betale de omkostninger, som han ved sine pligtstridige forhold har påført indstævnte.

Indstævnte har til støtte for påstand 2 over for advokat Hans Mogensen henvist til det, som han har anført vedrørende påstand l, og har yderligere henvist til retsplejelovens ? 327, sammenholdt med ? 324 og ? 325.

Advokat Hans Mogensen har til støtte for sin påstand om frifindelse vedrørende påstand l gjort gældende, at han ikke som advokat for appellanten under sagen har handlet pligtstridigt, og at der således ikke er grundlag for i medfør af ? 321, 1. pkt., at pålægge ham at betale omkostninger til indstævnte.

Advokat Hans Mogensen har til støtte for sin påstand om frifindelse vedrørende påstand 2 anført, at han i betragtning af sagens særlige karakter ikke har forhalet processen unødigt.

Ad indstævntes selvstændige påstand over for appellanten:

Appellanten har ikke for landsretten bestridt, at den pågældende udtalelse er en ærekrænkende sigtelse, som indebærer en overtrædelse af straffelovens ? 267, stk. 1, og appellanten har derfor ikke nedlagt påstand om frifindelse vedrørende bestemmelsen i byrettens dom om mortifikation af udtalelsen efter ? 273, stk. 1. Appellanten har til støtte for sin påstand om frifindelse vedrørende bestemmelsen i byrettens dom om betaling af godtgørelse for tort gjort gældende, at der som følge af udtalelsens beskaffenhed og de samlede omstændigheder ikke er grundlag for at tilkende indstævnte en godtgørelse for tort.

Indstævnte har til støtte for sin påstand om stadfæstelse gjort gældende, at der som følge af den ærekrænkende sigtelse er grundlag for at tilkende ham en godtgørelse for tort, og at byretten her fastsat en overordentlig beskeden godtgørelse.

Landsretten udtaler:

Ved sin afgørelse vedrørende appellantens påstand I har landsretten lagt vægt på, at det af appellantens egen forklaring fremgår, at hans aktiviteter i forhold til DNSB i væsentligt omfang har haft karakter af samarbejde med denne forening og dertil knyttede personer. Appellanten har herved som en del af sin arbejdsmetode fremkaldt et tvetydigt indtryk med hensyn til sine egne holdninger over for den nævnte personkreds og dens politiske opfattelser.

Ad påstand I, 1, A:

Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at Povl Heinrich Riis-Knudsen er fremkommet med den udtalelse, som indstævnte har citeret i sit læserbrev i Berlingske Tidende den 14. oktober 1994, under en telefonsamtale med Holger Petersen, og at Povl Heinrich Riis-Knudsen fremkom med denne udtalelse i forbindelse med, at han var blevet klar over baggrunden for, at appellanten under sin mangeårige kontakt til DNSB havde udvist en vis loyalitet over for denne forening. Efter indholdet af indstævntes læserbrev, der med henvisning til appellantens samarbejde med DNSB alene fremtræder som en gengivelse af Povl Heinrich-Knudsens udtalelse til Holger Petersen, har indstævnte ikke med denne udtalelse fremsat en sigtelse mod appellanten for et forhold, som er egnet til at nedsætte ham i medborgeres agtelse, og udtalelsen er heller ikke i øvrigt retsstridig i forhold til appellanten.

Ad påstand I, 1, B:

Efter bevisførelsen, herunder appellantens egen forklaring, lægger landsretten til grund, at appellanten i betydeligt omfang har medvirket til produktionen af en video for Thies Christophersen. Indstævntes udtalelse indeholder en henvisning til denne kendsgerning, og uanset, at indstævnte til denne konstatering har føjet sin subjektive vurdering af den pågældende video, og uanset indholdet af indstævntes subjektive vurdering har indstævnte ikke med denne udtalelse fremsat en sigtelse mod appellanten for et forhold, som er egnet til at nedsætte ham i medborgeres agtelse, og udtalelsen er heller ikke i øvrigt retsstridig i forhold til appellanten.

Ad påstand I, 1, C:

Indstævntes udtalelse er af de grunde, som byretten har anført, ikke en sigtelse, der er egnet til at nedsætte appellanten i medborgeres agtelse, og udtalelsen er heller ikke i øvrigt retsstridig i forhold til appellanten.

Ad påstand I, 1, D og påstand I, 2, E:

Ingen af disse udtalelser vedrørende en injuriesag, som appellanten havde anlagt, har et indhold, som gør, at de kan opfattes som en sigtelse mod appellanten for et forhold, som er egnet til at nedsætte ham i medborgeres agtelse, og udtalelserne er heller ikke iøvrigt retsstridige i forhold til appellanten.

Ad påstand I, II og III:

Under hensyn til det anførte, og da udtalelserne heller ikke samlet fremstår på en sådan måde, at de er egnede til at nedsætte appellanten i medborgeres agtelse eller i øvrigt er retsstridige, tager landsretten indstævntes påstand om stadfæstelse til følge.

Ad indstævntes selvstændige påstand:

Efter indholdet af den udtalelse fremsat af appellanten, som ved byrettens dom er kendt ubeføjet, er der grundlag for at tilkende indstævnte godtgørelse efter erstatningsansvarslovens ? 26, og der er ikke grundlag for at fastsætte godtgørelsen til et beløb lavere end 3.000 kr.

Ad appellantens påstande over for advokat Hans Mogensen:

Landsretten har ikke fundet grundlag for efter retsplejelovens ? 321, 1. pkt., at pålægge advokat Hans Mogensen at betale omkostninger. Landsretten tager derfor ikke indstævntes påstand l til følge.

Den påstand, som indstævnte for landsretten har nedlagt over for advokat Hans Mogensen, er nedlagt over for ham som advokat for appellanten, men ikke over for ham som selvstændig part. Allerede fordi der herefter ikke er hjemmel til at pålægge advokat Hans Mogensen som advokat for appellanten at hæfte solidarisk for de omkostninger, som retten pålægger appellanten at betale, tager landsretten ikke indstævntes påstand 2 til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

Appellanten, Svend Frede Rasmussen, skal til indstævnte, Ole Hasselbalch, betale sagens omkostninger for landsretten med 20.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

C. Haubek              Würtzen              Lone B. Christensen

                                                   (kst.)

cfr.                        ---------------

Uden betaling.

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Vestre Landsret,

Viborg, den 2. august

Tommy Brogaard

sektionsleder