Irakerne vil ifølge JP 16/12 ikke hjem. Det er for farligt og usikkert.

Efter Danmarks Statistiks publikation Befolkning og Valg (2003:5) er der pr. 1/1 2003 430.689 indvandrere og efterkommere i Danmark i hovedsagen fra lande uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel og Australien. Men statistikken viser ikke hele sandheden. F.eks. medtælles blot børnene af indvandrere og ikke også deres senere efterkommere. Private, som udviklingen tidligere har givet ret, skønner, at her nok ikke er under 650.000. I 2002 fik f.eks. 17.300 (deres mindreårige børn vistnok ikke medtalt) brev på, at de var gjort til danskere (jf samme publikation). Deres efterkommere vil derfor efterhånden udgå af den officielle statistik over fremmede.

Efter sidste opgørelse over etniske danske kvinders fødselstal (som er fra 80-erne og viser langt under 2 børn pr. kvinde) kan vi regne med, at antallet af ”gammeldanskere” vil falde. Helt anderledes kan det ventes at gå med ”nydanskerne”. Herværende kvinder fra Afrika får f.eks. 4,4 og dem fra Asien 3,3 børn hver (se DS’ publikation Befolkningsbevægelser 2001). Hvis vi samtidig fortsætter med at få 10-20.000 flere ind fra disse regioner hvert år, vil folk dérfra komme i flertal længe inden næste århundredskifte.

Så vil den offentlige administration med en vis sandsynlighed komme til at foregå efter samme principper som i Mellemøsten, i INDSAM og i POEM. Boligområderne vil blive lige så umulige at bo i for danskere, som det ghetto-område i Vanløse, JP beretter om 14/12. Vore sociale tryghedssystemer vil bryde sammen. Som en palæstinenser siger i avisen samme dag: ”Vi går ikke rundt med dårlig samvittighed og tænker på, at vi skal bidrage til det danske samfund”.

Og så er det jo da i øvrigt ikke er lykkedes at indpasse muslimer med andre noget steds i verden. Endog børn af muslimer, der synes velindpassede, kan som bekendt pludselig finde på at genoplive deres kulturelle identitet i en sådan grad, at de holder ferie i mellemøstlige terroristleje for at uddanne sig til at slå os andre ihjel.

Hvis vi nu antager, at bare én ud af hver hundrede blandt dem, som er her i dag, er i den vaskeægte problemklasse, er der altså allerede er et regulært terroristpotentiel på flere tusinde inden for dørene. Det hjemmeværn, regeringen vil have nedlagt, bør altså snarere udvides til mindst 300.000 mand.

Skal alt dette undgås, er repatriering den eneste løsning, medens integration er den sikre vej i afgrunden.

Men irakerne vil altså ikke hjem og hjælpe med til at genopbygge det land, danske soldater med livet som indsats har været med til at sikre for med.

Hvad er det for mennesker?

Og hvad er det for danskere i Amnesty (JP 16/12) og Flygtningehjælpen (JP 25/11), der uden hensyn til deres egne børns fremtid bistår irakerne, bosnierne, somalierne og alle de andre med at sætte sig fast her?