26.02.2011

Med hovedløs lovlydighed

Forfatter: Ole Hasselbalch

Folketinget bestemmer, om nogen skal have statsborgerskab

Debat: Med hovedløs lovlydighed

Af OLE HASSELBALCH professor, jur. dr. Skolebakken 5 Humlebæk


19/ 2 udtaler professor Henning Koch til JP, at der ikke foreligger noget grundlovsbrud i forbindelse med Danmarks tilslutning til den FN-konvention, som hævdes at give 500 palæstinensere krav på dansk indfødsret.

Professorens juridiske vurderinger er lige så forudsigelige som solopgangen. De understøtter således altid de pseudoprogressive, ureflekterede holdninger, der dominerer i udbredte dele af medierne og den politiske verden - hvilket vel også er grunden til, at han bestandig konsulteres.
Grundlovens bestemmelse
Det fremgår af grundloven, at indfødsret kun kan tildeles ved lov, samt at Folketingets medlemmer alene er bundet af deres overbevisning.

Det er følgelig Folketinget, der i det enkelte tilfælde bestemmer, om nogen skal have statsborgerskab.

Ingen regering og intet folketing har uden om grundloven gyldigt kunnet binde Danmark til en konvention, der forpligter til at give statsborgerskab under bestemte betingelser.

Men det hindrer naturligvis ikke folketingsmedlemmerne i at lade sig lede af den vildfarelse om, hvad de skal og ikke skal, som professor Koch bidrager til at befæste.

Hvis de derfor af angst for en konvention, som grundloven giver dem ret til at blæse på, vælger at uddele statsborgerskaber til den gruppe, der har gjort sig bemærket som topscorer på kriminalitets-hitlisten, nemlig de statsløse palæstinensere (JP 7/ 12 2010), er der intet, som forhindrer dem i det.
Et sådant valg falder i øvrigt udmærket i tråd med de beslutninger, der igen og igen er truffet i Folketinget i de seneste årtier, og som prioriterer internationale regelsæt, der er helt ude i hampen i forhold til den dagsaktuelle situation, forud for den sunde fornuft.

Sidst så vi det, da befolkningen blev formanet om, at vi skal fastholde de åbne grænsers EU i forhold til et Grækenland, der ikke opretholder nogen grænse til Tyrkiet, hvorfra endnu flere statsløse palæstinensere derfor ifølge de seneste vanvittige konventionstolkninger kan strømme videre til Danmark.


Integritet savnes
Vælgerne bør forstå, at Folketinget i dag domineres af politikere, der savner den integritet og tænksomhed, der ville få dem til at frigøre Danmark fra konventioner, der er kommet helt ud af trit med det, der foregår i verden, og som med dette afsæt dagligt skamrides af den humanitære lobbys lykkeriddere.

De må også forstå, at hovedløs lovlydighed over for disse konventioner uden enhver tvivl vil ødelægge landet, uanset at den understøttes af universitetsverdenens samvittighedsløse medløbere i forhold til de letteste meninger.

Så længe disse mennesker bevarer magten, vil det derfor kun gå én vej: Der vil blive flere ghettoer, flere indvandrerbander, flere ødelagte skoler, mere kriminalitet, mindre social velfærd for danskerne selv, flere terrorforsøg - og i sidste ende også vellykkede sådanne.
»Professorens juridiske vurderinger er lige så forudsigelige som solopgangen.
Billedtekst: Ingen minister, ingen regering og intet folketing kan uden om grundloven binde Danmark til en konvention, der forpligter til at give statsborgerskab under bestemte betingelser. Men politikerne kan godt lade sig lede til vildfarelse. Foto: Joachim Adrian

Kilde: Jyllands-Posten  25.02.2011

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810