Som efterkrigsbarn (1946) voksede jeg op i en tid, da Socialdemokratiet havde en afgørende politisk position.

Jeg har aldrig selv stemt på socialdemokraterne, men indrømmer gerne, at det store gamle arbejderparti har en stor plads og kredit hos mig.

Det er ledere som H. Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen, der har været med til at præge udviklingen igennem næsten fyrre år.

De var alle internationalt orienteret, og havde mange gode kontakter til partifæller i Norden og Europa.

Men de kendte deres ansvarsområde.

Det var Danmark og den danske befolknings ve og vel, der var opgaven.

De var politiske sønner af Thorvald Stauning og videreførte hans banebrydende sociale linje, der afstedkom, at Danmark kom ud af klassesamfundets snærende bånd.

Ledetråden i dette arbejde var, som Dr.phil. Sune Dalgård har udtrykt sig, ”landets brød til landets børn.”

Vi er mange efterkrigsbørn i Danmark, der står i taknemmelighedsgæld til Socialdemokratiet.

Derfor skærer det i hjertet, når man de seneste 15 – 20 år har været vidne til, at en ny generation af socialdemokratiske ledere er mere optaget af at ændre Danmark til et multikulturelt og multietnisk landområde - end at fastholde og udvikle det demokratiske sociale folkestyre, som de har fået overdraget af deres forgængere.

Jeg har stort set læst, hvad der er at læse om Socialdemokratiet op i gennem dets historie.

Jeg har igennem 35 år arbejdet sammen med utallige socialdemokrater, faglærte og ufaglærte. Jeg kender tankegangen hos disse trofaste folk.

Trofaste vælgere, som partiet altid har kunnet regne med, når klokken slog.

Jeg ved, at Socialdemokraternes vælgerbagland er nationalt og dansk i tanke og sind!!!

Her er der intet ønske om at ændre Danmark til et indvandrerland for alverden.

Der er et håb og en vilje til at fastholde Danmark som et roligt harmonisk land,

’hvor få har for meget og færre for lidt.’

Nu står vi i en valgkamp, hvor det store ranke arbejderparti må tage til takke med ’smulerne’ fra Venstres bord.

Årsagen hertil er, at lederne, Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft, og en lang række fremtrædende folketingsmedlemmer har valgt at se bort fra de menige vælgeres nationale sindelag.

Det kan man slippe godt fra et stykke tid, men også kun et stykke tid.

Den 8. februar bliver en besk dag for det store gamle arbejderparti.

Den dag vil Socialdemokraterne erfare, at de ikke længere er landets store førende parti, der sætter den politiske dagsorden.

Men det er muligt, at genrejse Socialdemokratiet. Man skal blot lytte til vælgerne - især når det gælder udlændingepolitikken!!!

Det vil samtidig være særdeles klogt at opfordre arbejderpigen Karen Jespersen til at indmelde sig i partiet igen.

Hun repræsenterer det, som partiets kærnevælgere mener om udlændingepolitikken!!

Det var den, der fældede Poul Nyrup Rasmussen på trods af en fremragende indsats på det økonomiske område.

Den næste i rækken bliver Mogens Lykketoft.

I håb om, at Thorvald Staunings gamle parti finder den ’nationale vej’ igen med en ny og yngre generation ved roret, følgende til eftertanke:

Forfatteren Ole Kiilerich skriver til slut i sin bog ”Politikeren Estrup og hans Konge,” følgende:

”Stauning var socialdemokrat, men i sit hjerte en dansk, konservativ almuesmand, mere konservativ end de konservative som dansede rundt i springdans til den lige og almindelige valgrets lokketoner og endte med at erklære, at ”vi alle er socialister”.

Det var ikke engang Stauning. Han var socialdemokrat ligesom Estrup var social konservativ.

Men det har man glemt. Ligesom man har glemt, hvad det er at være konservativ.

Det er at bekræfte livet.”