Tusinder af irakere fra Danmark og Sydsverige strømmer i disse dage til afstemningsstedet uden for København. At de tydeligvis identificerer sig som irakiske borgere og har en positiv, demokratisk indstilling må uvægerligt vække spørgsmålet, hvad de så gør i Danmark i stedet for at bidrage til den demokratiske genopbygning i hjemlandet. For mon man ikke kan være ret sikre på, at de ikke rummer mange af de specielt inviterede eksperter, Danmark har brug for? Efter billeder fra valghandlingen at dømme udgør de et bredt udsnit af den irakiske befolkning, fra vestligt klædte til helt tilhyllede. Hjemme i Irak ville de ikke være i større fare end resten af befolkningen, så hvad laver de overhovedet her i landet, Bertel Haarder, hvis da ikke generel ustabilitet i et land er blevet gyldig asylgrund?

Irak-afstemningen i Danmark burde blive et foregangseksempel på valghandlinger for mange andre nationaliteter bosat i Danmark: Når der er valg i Sri Lanka, Somalia, Tyrkiet osv., så indbyd de respektive folkeslag bosat i Danmark til en valghandling på et bestemt sted her i landet – men i stedet for, at de ved fremmødet får udleveret en stemmeseddel, får de en enkeltbillet. De har jo ved deres fremmøde selv erklæret deres egentlige tilhørsforhold, og det faktum, at der er demokratisk valg i hjemlandet, udelukker samtidig retfærdiggørelse af fortsat ophold her.

At "stemme med fødderne" får da desuden en helt ny, positiv betydning: Rejs hjem og bidrag selv til den positive udvikling i stedet for blot at sidde i et andet land og støtte med et kryds. Der er kun alvor bag rejsen til afstemningsstedet, hvis man faktisk er villig til selv at rejse videre til det sted, hvis fremtid man stemmer om.