Hvis man er ude i et selskab, hvor en del er bekendt med, at man er medlem af Den Danske Forening, får man ofte det spørgsmål "hvad er du sådan rent politisk", mit svar har altid været.

Jeg er Dansk, og Patriot. Det har hændt, at der kommet et skævt smil, og samtale-partneren, slutter med flere spørgsmål. 

I vores globaliserede/internationalistiske tidsalder, er jeg bekendt med min egen opfattelse, "af mig selv",- kan virke uforståelig for andre.

Det kan skyldes en ægte tro på, at fremtiden er internationalismen, hvor begreber som Folk og Fædreland  ikke er noget der fylder ret meget.

Taler man med unge mennesker på 20-25 år, -ja da er det ikke de begreber de er optaget af. 

De har fået at vide, at "vi er alle mennesker", og som den norske statsminister Jens Stoltenberg, og Kronprins Håkon Magnus har udtalt "Norge er for alle".

Det er ikke særlig kløgtig tale i en tid, hvor verdens befolkning vokser med ca 200.000 personer pr dag.Det er naivt og ansvarsløst snak.

Men tilbage til begrebet patriotisme:

Det har den britiske professor Roger Scruton beskæftiget sig med i sin bog "Nationernes Nødvendighed" om patriotisme skriver Scruton bl.a:

"Nationalisme er en del af den nationale loyalitets patologi, ikke dens normale tilstand - et punkt jeg vender tilbage til senere.

Hvem i Europa har følt sig tilnærmelsesvis truet af de spanske, italienske, norske, tjekkiske eller polske former for national loyalitet, og hvem ville ikke unde disse folk deres ret til eget territorium, jurisdiktion og suverænitet? Polakkerne, tjekkerne og ungarerne har valgt at tilslutte sig Den Europæiske Union: ikke for at bortkaste national suverænitet, men under indtryk af, at det er den bedste måde at genvinde den på.

De tager fejl, tror jeg. Men de vil først kunne indse dette senere, når det er for sent. 

I deres modvilje mod at godkende nationen som social aspiration eller politisk mål adskiller venstre-liberale skribenter af og til nationalisme fra " patriotisme" - en ældgammel dyd, lovprist af romerne og af dem, der ligesom Machiavelli først argumentererede intellektuelt for moderne sekulær jurisdiktion.

Patriotisme, hævder de, er borgerloyalitet og grundlag for en "republikansk" styreform; nationalisme er fælles fjendtlighed mod den fremmede, den ubudne gæst, den person, som hører til "udenfor"

Jeg nærer en vis sympati for den indstilling. Rettelig forstået er imidlertid den af Machiavelli,  Montesqieu og Mill forsvarede republikanske patriotisme en form for national loyalitet: Ikke en patologisk form for nationalisme, men en naturlig kærlighed til fædreland, landsmænd og den kultur, der forener dem.

Patrioter er knyttet til det folk og det territorium, som retsmæssigt er deres; og patriotisme indebærer en bestræbelse på at omskrive den ret til uhildet styre og retsorden.

Denne underliggende territorialret er antydet i selve ordet - patria, som er "fædrelandet", det sted hvor du og jeg hører hjemme."

Kilde:Roger Scruton "Nationernes nødvendighed."

        Fremhævelse:PVJ.