Det er tid til en smuttur sydpå, til den by i Europa, der som den første i løbet af få år vil få et ikke-europæisk flertal. Og det må vel så være en herlig smeltedigel af multikultur, hvor menneskene for alvor kommer hinanden ved, og hvor mangfoldigheden gør livet let at leve. Byen må være noget nær en drøm for enhver, der hylder uindskrænket indvandring til Europa; ja, man mindes Gregers Dirckinck-Holmfeld, der til Ekstra Bladet den 3. oktober 1986 udtalte, at »Tænk på, hvad vi kan lære af muslimerne, jeg synes, at vi skal lade verdens flygtninge vælte ind over vore grænser, og labbe al deres kultur i os.« Muslimerne udgør 25 procent af befolkningen i Rotterdam, andre godt 20 procent af forskellige etniske grupper, og så er der altså akkurat stadig et flertal af hollændere.

Lad os se, hvordan det går for sig, sådan som den italienske avis il Foglio har berettet det den 14. maj i år, her, med visse korrektioner, som venlige læsere af denne blog har bidraget med.

Politisk korrekthed på hollandsk

Holland har udviklet en politisk kultur, der er et studie værd. På den ene side er landet så frisindet, så aktiv dødshjælp for længst er kommet på menuen. På den anden side skal man helst holde mund, hvis man har problemer med f.eks. muslimsk indvandring. På et kort efterladt ved den myrdede Pim Fortuyns hus (i Rotterdam) stod derfor følgende at læse: »I Holland er alt tilladt, blot ikke sandheden«.

Tidsskriftet The Economist, der hylder enhver form for masseindvandring, har skrevet, at Rotterdam på overfladen løber risikoen for at blive et “eurabisk mareridt” (derefter følger nogle spændende forklaringer på, hvorfor det alligevel ikke går så galt). Der må ligesom være noget i Rotterdam, der ikke helt fungerer, sådan som eliterne i deres visdom havde udtænkt det.

Hvorfor dog rejse sig for en dommer?

For nylig var der en sag ved domstolen i Rotterdam, hvor den muslimske advokat Mohammed Enait ikke mente, at han behøvede at rejse sig op, når dommeren trådte ind i lokalet. Mohammed Enait forklarede, at han ikke kunne rejse sig, da det ikke var dikteret af den islamiske tro. Enait mener nemlig, at alle mænd er lige. Og det med mænd skal tages temmelig bogstaveligt. Han er kendt for ikke at ville give kvinder hånden, og han har gentagne gange udtalt, at kvinder burde iføre sig burka. Burkaer er der så også en hel del af i Rotterdam. Sagen verserer så vidt vides i skrivende stund ved det hollandske advokatnævn.

Teatre bør vel være kønsadskilte?

I slutningen af april i år godkendte Zuidplein Teater, at de første fem rækker var reserveret kun for kvinder. Instruktøren af stykket Salaheddine Benchikhi udtalte bl.a., at »Der er to millioner muslimer i Holland, og de ønsker at få vore traditioner ud i det offentlige rum, alting udvikler sig. Borgmester Aboutaleb har støttet mig i denne sag«. Jeg glemte da vist at fortælle, at Rotterdam har en muslimsk borgmester, der, som det ses, gør meget for sin store vælgergruppe.

Apropos muslimske medlemmer af byrådet i Rotterdam, så skrev byrådsmedlem Bouchra Ismaili for et års tid siden i en e-mail: »Hør her, I skøre vanskabninger, vi er kommet for at blive. I er udlændinge her, med Allah ved min side er jeg ikke bange for noget. Følg mit råd: konverter til islam, og I vil finde fred«. Rene ord for pengene, ingen tvivl om det.

Homoseksuelle bør vel hænges?

En af de ældste moskeer i Rotterdam er al Nasr. Moskeen var så heldig at have en imam, Khalil al Moumni, der har beskrevet homoseksuelle som »syge mennesker værre end svin«. Imamen har udgivet en folder, hvor han fortæller, at homoseksuelle burde »hænges fra den højeste bygning i byen«.

Imam Moumni får varm støtte fra professor ved Erasmus Universitetet i Rotterdam Tariq Ramadan, særlig rådgiver for bystyret. Tariq Ramadan er meget berømmet blandt progressive for sin såkaldte euroislam. Om homoseksualitet har Ramadan udtalt, at der er tale om »en sygdom, en forstyrrelse, en ubalance«. Det bliver spændende at se Ramadans euroislam udfolde sig for alvor, Ramadan, der om kvinder har sagt, at »de skal se ned i jorden, når de går på gaden«.

Må man skrive »du må ikke slå ihjel«?

Efter mordet på Theo Van Gogh i 2004 malede Chris Ripke, en kendt kunstner i Rotterdam, en engel på en mur, hvor der stod budet »Du må ikke slå ihjel«. Det blev imidlertid for meget for de muslimske naboer, der fandt ordene »fornærmelige«. Den daværende borgmester Ivo Opstelten gav klagerne medhold, idet han fandt maleriet og ordene »racistiske«. Maleriet blev bortvasket af politiet.

Og hvad kan vi så lære af den historie?

Der er efterhånden ikke ret meget, der kan overraske mig. Jeg vil således ikke blive spor forundret, hvis der findes hjemlige dhimmier, der mener sig i stand til at bagatellisere, hvad jeg her har beskrevet. Det må de selv om. Fornuft kan man kun selv tilegne sig. Man kan ikke banke den ind i hovedet på folk. For alle andre - ikke mindst de mange tvivlere - må Rotterdam stå som et sandt mareridt og et forvarsel om, hvad der venter rigtig mange storbyer i Europa i de kommende år. Det skal nok blive muntert.

P.S.

Dette er en redigeret version af mit oprindelige indlæg. Takket være Esben Agersnap og Carsten Agger er en række unøjagtigheder blevet afdækket og rettet. Jeg takker dem for deres assistance.

Sat på af Keld Anthony