I dag for 10 år siden gik NATO til angreb på en suveræn europæisk stat - i strid med folkeretten og uden FNs accept.

Den officielle begrundelse var ønsket om at stoppe et folkedrab, - som efterfølgende viste sig aldrig havde fundet sted.

Den uofficielle begrundelse blev udtalt af daværende senator - nuværende vicepræsident – Joseph Biden under en senatshøring:

”Pristina er en af de få muslimske byer i verden, hvor USA ikke blot er respekteret, men direkte afholdt. Hvis vi sørger for den rette løsning, vil muslimer i hele verden blive mindet om, at USA kom Kosovos muslimer til hjælp og hjalp dem med at opbygge et stærkt, uafhængigt multietnisk demokrati.”

Den kvindelige serbiske læge Zorica Mitić førte dagbog over sine oplevelser under krigen på Balkan i 1990’erne. Den 24. marts 1999 noterede hun:

Klokken 20 falder den første NATO-bombe i Smederevo. Jeg er på vej til tandlægen. En stærk eksplosion runger gennem luften. Frygten følger lige efter, vantroen også. Sirenerne, som advarer mod faren, høres for første gang. Smerterne bemægtiger sig hele kroppen. De er barbarer! Jeg hader dem! Jeg hader Milosevic, men nu hader jeg dem mere end ham. Det viser sig, at han har ret: Verden er ond og uretfærdig. Hvor er mine børn nu? Hvordan har de det? De bomber mine børn nu! Hør efter deroppe! I kan nedkæmpe os, men i får os aldrig til at sige, at vi elsker jer. Aldrig! Forbrydere! Ubarmhjertige forbrydere. Det er ren komedie at kalde jeres angreb på os ”Barmhjertig engel”. Alle, som er ude i gaderne, vender hjem. Ingen larmer, vi løber stille. Tror ikke på, at det er virkelighed.

Men hvad skal jeg gøre? Jeg må til Beograd. Der er bekendtgjort krigstilstand, og vi må alle til krigspositionerne. Lægers krigsposition er arbejdspladsen, og min arbejdsplads er i Beograd. Hvad skal jeg som alenemor gøre med børnene? Dilemmaet skærer i mig. Jeg tænder for TV, men der får vi ingen information om, hvad der sker. På Internet-nyhederne står der, at NATO bomber i hele Serbien og Montenegro. Den første bombe faldt netop hos os i Smederevo. Velkommen galskab!

Mine naboer strømmer ind til mig. Jeg læser højt fra Internettet og anbefaler, at alle pakker og drager hjem til deres egne landsbyer. En nabo siger, at de kan tage mine børn med sig. De skal snart køre til Suvodol, en landsby 15 kilometer fra byen. Der vil de være beskyttet, hvis de ikke kaster bomber helt på må og få. Mens vi snakker om den mulighed, kommer børnenes far til lejligheden. Han er også fortvivlet. Han går let i panik. Nu må vi alle handle fornuftigt. Jeg henter kufferter og pakker pigernes tøj sammen med mad fra køleskabet. De har nøgle til lejligheden og kan komme tilbage senere. Vi omfavner hinanden, og jeg forsøger at holde tårerne tilbage. Vi skal ikke græde nu. Jeg kysser børnene, og de går ned ad trapperne. Jeg lukker døren efter dem, græder alligevel og synker ned på knæ. Stilhed. Ingen information om skader, om omfanget af bombningen. Ingenting. Stum nat. Jeg rejser mig på skælvende ben og pakker også min egen kuffert. Den første bus til Beograd går 05:30. Jeg må være der i god tid. Jeg lægger mig med tøjet på under dynen og forsøger at sove lidt. Ingen kan vide, hvad der venter mig.

Marko er i Montenegro. Der er han på genoptræning efter at have brækket benene. Jeg har ingen kontakt med ham. Sidst vi snakkede sammen var for tre dager siden. Han troede ikke, at NATO ville bombe uden FNs godkendelse. Det vil være et groft brud på international ret. Men det gør de.

Lyden af vækkeuret trækker mig ud af en kortvarig søvn. Jeg står op helt automatisk, kaster et blik rundt i huset, tager alle stik ud af kontakterne og forlader lejligheden. Udenfor er himmelen oplyst af en brand kun 800 meter fra huset. Et benzinlager står i flammer. Jeg har ikke hørt eksplosionen. Sov jeg så dybt? Det er muligt. Jeg har stadig gode nerver og erfaring fra krig. Den får stor betydning nu. Der er ingen biler og ingen lys. Folk er rejst og er nu i landsbyerne. Jeg går mod rutebilstationen, mens himlen brænder bag min ryg.

Den Danske Forening har udgivet Zorica Mitićs dagbog fra krigen på Balkan i 1990’erne under titlen Tårer.

Bogen koster 140 kr.

Den kan bestilles ved indsættelse af beløbet på DDFs konto Reg.nr. 9173 konto 4547551

eller ved henvendelse til danskeren@danskeren.dk eller tlf. 86 13 24 01.