28.10.2008
Kæltringe.
Forfatter: Bjarke Rosenkilde
Vore dages nazister, de autonome, udmærker sig ved tankeensretning og uniformering!!!
Om ligheden imellem både 33’erne og 68’erne, og om kristen bøn.
De uroligheder som vi herhjemme er vidne til står i nazismens tegn.
Denne påstand gør Katrine Winkel Holm rede for i sin grundige artikel ”68 og 33- Den tyske syge” i Tidehverv, oktober. Ligesom forfatteren påviser ligheden imellem nazisme og utopisme.
Med Hitlers skygge hvilende over efterkrigstidens Tyskland, søger befolkningen bod og bedring oven på alle rædslerne.
På den anden side huskes også tilbage på lykkelige stunder fra et Tyskland under opbygning i 30’erne.
Så når nazisterne huskes for at være autoritære, så bliver børn og unge af 33’erne, nemlig 68’ere anti-autoritære.
Nazismen var udemokratisk.
Derfor bliver 68’erne ikke alene demokratiske, men basisdemokratiske.
Nazisterne stod for lov og orden.
Derfor hyldes formløs -og uordentlighed.
Ligesom alt, hvad der ikke anses progressivt er reaktionært, og derfor må bekæmpes.
Nazismen var nationalistisk.
Derfor er man anti-nationalistisk og undgår i sin politiske syndsbevidsthed alt, hvad der er tysk (dansk).
Dette skønt, vi kristne med Jesus korsfæstelse har syndernes forladelse.
Derfor kan hverken jeg eller andre forlange, at dagens tysker skal stå til ansvar for, hvad en tysker sagde til eller gjorde ved min farfar eller andres for den sags skyld.
Ligesom tanken om at tørre 2.den verdenskrigs rædsler af på Vor Herre, er ude af proportioner.
Derfor konkluderer forfatteren, kopieres nazismen i virkeligheden.
For der er sammenhæng imellem Heil-Hitler-generationen og Ho-ho-ho-chi-min generationen.
Studenteroprøret i 68. er en spejling af 30’ernes nazistiske studenteroprør.
Sammenfaldet ligger i menneskedyrkelsen, undertrykkelsen af samvittigheden, og begge de utopiske bevægelsers antikristelige karakter.
Nazisterne så hovent sig selv som progressive, og rettede følgeligt had og foragt imod støvede, studerende professorer og øldrikkende spidsborgere, hvis fromme ønske det var at leve i fred og ro, under velordnede og tilrettelagte forhold.
Af hadet opstår utopisternes voldsforherligelse.
Samvittighedsløst had og vold med omstyrtningen af det bestående samfund som mål er fællesnævneren for både 33’erne, 68’erne, og de uroligheder vi er vidner til i dag.
Efter utopisternes opfattelse betyder det ikke noget, hvad det enkelte menneske er godt til.
Ligesom meningen med det enkelte menneskes tilværelse imellem fødsel og død, og i ansvar og skyld, og i frimodig tro på Jesus Kristus ifølge samme opfattelse heller ikke giver mening.
Det, som i virkeligheden tæller er på ingen måde det enkelte menneske, men derimod den enkeltes holdning.
Hvis den ikke flugter vor tids nazisters menneskesyn, har de i egen selvretfærdighed ret til at slå ned herpå.
Disse højtråbende og voldelige utopister, kalder sig ganske vist antiracister -og fascister.
Ifølge hvem det klassiske dannelsesideal, og det kapitalistiske uddannelsesmonopol bør ødelægges, og erstattes af det nye menneske.
Med andre ord, er vor tids utopister, uromagere, et spejlbillede af tredivernes nazister.
Skønt de ikke ved det.
Og selvom de får det at vide, nægter de at se kendsgerningerne i øjnene.
Værsgod at læse.
Og gå så hjem og bed.
Som Morten Rydal i samme Tidehverv så smukt og velbegrundet opfordrer til.
Husk på, at i kristendommen regnes den enkelte.
Han/hun holdes nemlig af.
Elskes af Gud.
At være elsket: Det største i livet.
Det alle mennesker higer efter.
Også de, som aldrig har prøvet at være elsket.
De skal også vide, at udenfor den enkelte selv er der noget større.
Noget vi kan bede til.
Noget som giver os styrken til at komme igennem det vi skal.
Kollektivet derimod, har ingen forståelse for den enkelte.
Kun for overskrifterne.
Derfor vinder mennesket i Gud.
Men taber i kollektivet; for her regnes den enkelte netop ikke for alvor.
Hvilket er utopisternes svaghed.
Deres kæltringemanerer taler for sig selv.
27. okt. 2008.
|