Marianne Breed er den 29. oktober afgået ved døden efter lang tids sygdom.

Hun har været et kendt ansigt i foreningen lige siden dens første år - altid på pletten til møder, altid parat, når det behøvedes.

Da foreningen måtte opbygge et apparat til at skaffe indsigt i, hvorledes den uskønne kombination af autonome "antiracister", humanistiske fundamentalister og medløbende politikere fungerede, meldte Marianne sig straks under fanerne. Hun arbejdede her i marken og demonstrerede både selvstændighed og stort talent for at finde de "varme" sager. 

Hun var en fremragende researcher. Bag den uskyldige, lidt naivt facade, hun præsenterede sig med udadtil, gemte der sig en betydelig skarpsindighed og fingerspidsfornemmelse for stoffet, kombineret med enorm stædighed.

Hun var således altid i stand til at skille væsentligt fra uvæsentligt og til på en konstruktiv måde at komme videre fra et givet punkt. Hun forstod herunder på fremragende vis at se og udnytte de muligheder, der altid viser sig i takt med, at et undersøgelsesarbejde skrider frem, og at forfølge netop de elementer i et broget billede, som var relevante for at nå til bunds i tingene.

Når hun fik et kommissorium, kunne man også være sikker på, at opgaven blev løst, uden at det var nødvendigt at skubbe bagpå. Når først hun havde fundet en løs ende - og det gjorde hun altid - arbejdede hun utrætteligt med stoffet fra alle tilgængelige vinkler, indtil hun følte sig overbevist om, at enhver sten var vendt og alle muligheder efterprøvet. 

Marianne nåede på den måde i al stilfærdighed at komme til at stå bag nogle af de mest markante af foreningens afsløringer af misbrug i det humanitære bureaukrati, af politikersvigt og af de besynderlige - i den almindelige presse lidet påagtede - forhold, der hersker på den yderste venstre- og højrefløj.

Marianne vil blive savnet i kredsen.