Der er stor forargelse over, at Dansk Folkeparti vil fratage såkaldte humanitære organisationer offentlig støtte "pga. deres holdninger". Der fremstilles nærmest som en art censur. Som om det er en selvfølgelig ret at få offentlig støtte, ikke et privilegium. Stik modsat vilkårene for en række "danskerhumanitære" organisationer såsom Den Danske Forening og Dansk Kultur. De har aldrig fået en krone i offentlig støtte, og så er det selvsagt også mindre iøjnefaldende, at de heller ikke fremover får det, end at nogen fejlagtigt hidtil har fået og nu får tilskuddet fjernet.
Igen vil der være forargelse over denne sammenligning: Man kan ikke sammenligne sådanne ekstremistorganisationer med almennyttige, velmenende sammenslutninger! Jamen pointen er jo netop, at det er et rent holdningsspørgsmål, at fx Den Danske Forening aldrig har fået støtte, akkurat ligesom en regering med en anden holdning kan beslutte, at det er andre, der ikke skal have støtte. Med rette burde ingen kunne drømme om at kalde dette meningstyranni, idet ingen forbyder nogen noget, blot de gør det for egne midler. Men det viser blot den indbildske selvforståelse hos de "humanitære", at de åbenbart betragter det som en grundlæggende demokratisk ret at blive finansieret af andre.
Tværtimod er det dog et demokratisk fremskridt, hvis organisationer på begge "fløje" helt generelt fremover udelukkende skal fungere for egne midler. Så vil det også blive åbenbaret, hvor stor støtte godhedsindustrien egentlig har. Demokratiet rummer ingen forpligtelse til offentlig støtte, eller rettere er det ifølge sit sande væsen værdineutralt: Enten får alle parter støtte efter proportionale regler, eller også får ingen støtte. Og der er vel ikke noget parti, der ville foreslå at sætte Den Danske Forening på finansloven?
For det vil vel ikke være Dansk Folkepartis logiske næste forslag, hvis deres første ikke bliver gennemført?