Ifølge Michael Aastrup Jensen, EU-ordfører for Venstre, så var de der sad i Europaudvalget i 2003 for det første i tvivl om, hvad de sagde ja til, og for det andet i tvivl om, hvor vide rammerne var. 

(EU-domstolen politiserer i sine domme, i flg. samme.) 

Vi kan på baggrund af Michael Aastrup Jensens afsløringer roligt konkludere, at vi altså har at gøre med et politisk system, vi hverken kan eller bør fæstne lid til. 

Folkevalgte, der til gengæld for, hvad mange anser en både rigtig god betaling og status, demonstrerer grundlæggende mangel på viden, indsigt og evner, siger såmænd bare: ”Ja”, til det ene eller andet. 

Reelt uden at have forstand på, hvad de har med at gøre.

Fordi de er ude af stand til at sætte sig ind i sagerne. 

Helt eller blot delvis analfabeter.

Uden evne til at formulere sig, sætte sig ind i stoffet, begribe det, endsige fatte dets konsekvenser, med andre ord, evner folkevalgte ikke noget så basalt som dels at overveje og dels at sætte sig ind i årsag og virkning.

Det har man hidtil kunne fortie med mediernes aktive medvirken. 

Således, kunne man i foråret bevidne MAAJs forsvar af Lissabon-traktaten fra Folketingets talerstol.

I følge Jesper Langballe var der ikke fugls føde på hans argumenter. 

Nu viser det sig, at samme forhold gælder for hans forgængere:

Skønt de er ansat til det, og får betaling derfor, aner de med andre ord ikke, hvad de taler om.

Det indrømmer han blankt. 

Danmarks økonomiske politik afspejler denne manglende kyndighed

Den er nemlig baseret på internationalistisk indflydelse.

Med andre ord, er den økonomiske slagside forankret i dansk flygtninge – og indvandrerpolitik, og EU-politik.

Som konsekvens heraf, er danskere jaget vildt året rundt. 

På den ene side er der altså en forklaring på hvorfor tingene forholder sig som de gør.

På den anden side er forklaringen alarmerende

For, hvad skal det mon føre til, når fundamentet i dansk politik siden 1972. er og har været accept af løgn, forstillelse og fortielser?

Vikingerne og andre siden dem har dygtigt formået at manøvrere de faktiske forhold taget i betragtning.

Det samme krav bør man naturligvis kunne stille til alle danske folkevalgte. 

I det mindste bør man besidde et minimum af viden, talent, evner, og begavelse inden, nogen kommer i betragtning til at være med til at lægge kursen for Danmark.

F eks. bør mennesker der har boet hele deres liv i Danmark have basal viden om kristendommen.

Udover psykopatisk etik, hvor det er rigtigt at ofre andre for sig selv, er desuden hverken analfabetisme eller uvidenhed et duelighedstegn. 

Bør man absolut ikke sikre sig, at folkevalgte har et minimum af forudsætninger for at vide, hvad de taler om? 

Giver spørgsmålet ikke ligeledes grund til at opfordre medierne til dels at tage deres ansvar som demokratiets vogter alvorlig, og dels at kassere den intetsigende og uduelige begrebsforvirring, baseret på sødladne og kælne drømmerier om at gøre virkeligheden mere spiselig.

Hvilket forhindrer virkelighedens lys i at trænge igennem tågesløret.

Dansk pædagogik duer kun i teorien. 

Derfor må vi tage udganspunkt i de faktiske forhold. 

For dansk politik handler vel om mere end at føre skib inde på Tivoli-søerne?

Kilde. DR tekst TV. 2. august 2008.