Grundlovstale på Borum Eshøj 5. juni 2008

For cirka fjorten dage siden holdt mit lokale bibliotek udsalg. Som ivrig bogorm var jeg blandt de, der brugte en del af en lørdag formiddag på at pløje de opstillede bogkasser igennem. 

Udsalget var arrangeret som en såkaldt hollandsk auktion.  

At det hedder hollandsk hentyder til Hollands tradition for blomsterhandel; des friskere blomsterne er, des dyrere. Des længere tid der går, des mere går "glansen af Skt. Gertrud.", hvorfor prisen følger med nedad. 

Den dag, hvor jeg indfandt mig på biblioteket, var prisen faldet til den svimlende sum af 6 kr. pr. bind. 

Efter at have skimmet igennem utallige titler, omfattende bl. a "Mavedans som motion", "Jeg holder fugle", "Pilates for begyndere" og "Politikens store bog om lamper", stod jeg med en tyk bog i hånden. 

På omslagets forside var der et billede i profil af en ganske ung mand. Så ung, at han nærmest må betegnes som et stort barn. 

Den unge mand er iført en gammeldags uniform, med trekantet hat, halsbind i silke og store epauletter. Uniformen er en søløjtnants fra året 1801, og bæreren er den da kun 17-årige marinesecondleutnant Peter Willemoes. 

Bogens titel er "Tapperhed Ærer". 

Trods min ellers umættelige trang til historiske fortællinger og biografier, har jeg med skam at melde ikke læst ret meget om den del af Danmarkshistorien, der har med den napoleonske tid at gøre. 

Jeg betalte derfor ufortrødent 6 kr., og begav mig hjem med mit bytte. 

Biografien om Willemoes viste sig at være indbegrebet af et røverkøb. Den er simpelthen fremragende. Glansen er aldrig gået af Peter Willemoes! 

Titlen er helt central, for den er en del af Willemoes valgsprog, der i sin helhed lyder: 

"Tapperhed Ærer, Feighed vanærer!"

Valgsproget er nedskrevet i august 1797 som efterskrift til et digt, den da kun 14-årige Peter skriver i sin ældste brors, Joachim Godske Willemoes,  poesibog. 

Peter har på det tidspunkt været søkadet i omtrent to år, under den lunefulde og forfængelige næstkommanderende for flådens Søkadetakademi Hans Christian Sneedorffs regimente. 

Kun knap 3½ år senere, Skærtorsdag, den 2. april 1801, vinder Willemoes en umistelig plads i Danmarkshistorien, da han som kommandant for det Gernerske Flådebatteri tager kampen op mod en overvældende numerisk overmagt. 

Hans direkte modstander er ingen ringere end sejrherren fra Abukir, Horatio Nelson, hvis statue står på toppen af sejrssøjlen på Trafalgar Square i London. Willemoes kæmper indædt og opnår reelt en sejr, der desværre, grundet kronprinsens, den senere Kong Frederik VIs, uheldige mellemkomst, kun udmynter sig i en våbenhvile. 

Hvad har det med Grundlovsdag at gøre?

Jo, trods det, at Willemoes kæmper et lille halvt århundrede før Grundlovens ikrafttræden i 1849, ligger relevansen i det, som kendetegner både Willemoes indsats og Grundloven: 

Målet er Danmarks beståen og danskernes fremtid. Hverken mere eller mindre. 

Jamen, Willemoes kæmper jo under et enevældigt monarki, der ovenikøbet reelt er i hænderne på en forfængelig og alt andet end ansvarsbevidst kronprins.  

Ja, selve den hasarderede politik, der leder til Slaget på Reden og senere til flådens ødelæggelse og statsbankerotten i 1813, skyldes kronprinsens uforstand og begærlige købmænds misbrug af Dannebrog, for nu at skære det helt ud i pap. 

Selv samme kronprins er manden bag censurlovene. De censurlove, som i en lang periode belægger Grundtvig med et skriveforbud. De censurlove, som er den direkte anledning til, at der netop i Grundloven skrives, at "censur og lignende foranstaltninger kan ingen sinde genindføres." 

Så meget desto mere har det en relevans for Grundloven hvad Willemoes gør i 1801, og hvad folk som han har gjort op igennem hele vort lands historie. 

Deres indsats sikrer nemlig, at der vedblev at være et dansk rige, for hvilket, der i 1849 kunne indføres en Grundlov. 

Danmark er for Willemoes lig med hans familie, hans venner og de levende og virkelige københavnske borgere, der efter Slaget på Reden hylder ham. 

Hans kærlighed til Danmark og danskerne, hans forpligtelse, mindskes ikke af hverken kronprinsens uduelighed eller visse overordnedes urimelige og i forfængelighed bundende handlinger. 

Dertil vil nogen måske indvende, at Willemoes dygtighed og mod bare gør ham til en særlig skikkelse, en unik person, med særlige egenskaber, der er hans private egenskaber, hvorfor de intet har med Danmark eller de andre danskere at gøre.  

Det er værre end blot usandt. Det er at håne Willemoes mod. Det er at degradere ham til enten en karrieremager, der sætter sine undergivnes liv på spil for sin personlige anseelses skyld, eller til et fjols, der kæmper for kæltringe, der ikke er det værd.   

Willemoes beærer nemlig de mennesker, han kæmper for. Han fortæller med handling, der er mere værd end tusinde ord, at han sætter borgerne bag voldene så højt, at han er villig til at risikere sit og sine undergivnes liv for deres skyld. Og, disse borgere er Danmark anno 1801. Derved ærer Willemoes Danmark. 

Det, at Willemoes kæmper, forlener i sig selv Danmark og danskerne med den værdi, der gør at kampen er det værd. Hans mod sætter hans værd, og det, han anser for vigtigere end sin egen overlevelse, får derved en blivende værdi, en betydning, som ingen spekulativ kynisme kan røre ved. 

Kun gennem en genstand, for hvis skyld der udvises mod, bliver mod til mere end blot et ord, et begreb. Gennem modet æres så denne genstand. Uden kærlighed, ingen ære. Uden ære, ingen kærlighed. At ære er at elske! 

Det er en helt andet definition på ære, end den "ære", der kun ser den synlige skam som sit modstykke. Dens kærlighed er nemlig selvkærligheden, ønsket om selv at fremstå som god, som særligt ren eller lignende, kun for at undgå skammen. Det er en negativ definition.

Willemoes tapperhed er en positiv definition. Willemoes handlinger er hans samvittigheds testamente, hans inderstes frugt. Ikke efterfølgelsen af en kogebog for ureflekteret overholdelse af rigide regler for det synligt gode. 

Willemoes og hans ligemænd gav os muligheden for at forblive herrer i eget hus, så vi kunne få vores Grundlov. Vores Grundlov!

Deres handlinger sagde: "I er det værd! - I er vores liv værd!"

Hvis vi kaster vrag på den ret, som de har betalt med deres blod, så kaster vi vrag på dem. Så håner vi deres mod. 

Tramper vi på os selv, tramper vi på Willemoes. Nedgør vi os selv, og bagatelliserer vi vort lands og vort folks betydning, så nedgør og bagatelliserer vi Willemoes offer. 

Det er at slå hånden af kærligheden i dens egentlige og pure udgave; den udgave, der virkelig koster noget. 

Se det er vanærende, for det er fejgt!

Nu kunne jeg sagtens begynde at remse en hel masse episoder, tendenser og navne op.  

Der er begivenheder nok til, at jeg kan remse op og fortolke, indtil både I og jeg falder udmattede om. 

Jeg vil imidlertid lade det være en pointe i sig selv, at jeg ikke gør det. 

Hvem der er tapre og hvem der er fejge, det vil jeg lade op til jer, at afgøre med jer selv. 

Det er I nemlig sat frie til; at vælge. Det er jeres arv, som fribårne mænd og kvinder. Hvordan I forvalter den, det er helt og holdent op til jer. 

Friheden at leve på, friheden at dø for. Det gør det værd at fejre Grundlovsdag!

Willemoes døde under Slaget ved Sjællands Odde den 22. marts 1808. 

Grundtvigs digt "De snækker" pryder mindestenen på Odden kirkegård, og opsummerer i sidste vers hele Willemoes væsen og arv: 

"Danske af tunge, af ære og af id. Thi skal de nævnes i løbende tid. 

Fædrenes værdige sønner!"