26.05.2008

Anstændighedens lærepenge

Forfatter: Bjarke Rosenkilde

Størstedelen af dansk presse har solgt sin sjæl til "anstændig-heden". Derfor må mange aviser dreje nøglen om!!!

I følge News. bbc 24. maj d.å. får Storbritanniens buschauffører af praktiske årsager udleveret spytopsamlere.

Disse skal bruges med henblik på senere identifikation således, at spytteren, når denne med præcision har sendt sit fluidum imod chaufførens ansigt, med fornødent held kan identificeres på sin dna -profil og siden straffes.

Anmeldelserne af spytteriet er taget til i omfang siden 2006 fra 866, til 998 i 2007.

En både lære -og begivenhedsrig udvikling.
 
Ganske ligesom, når enkelt personer på gaden stoppes under tilsyneladende tilforladeligt forehavende for derpå at se sig i en tre,fire, fem- en situation, og blive overdænget med slag og spark, for endelig at efterlades bevidstløs og blødende.
Lavet om til lirekassemand, eller simpelthen død.
 
Hvilket angiveligt sker for kampens, spændningens skyld.
Vitale erfaringer, intet samfund kan være foruden.

Hvilket ingen anstændige mennesker vel nogensinde kunne drømme om at anfægte.
 
Det er imidlertid ikke uden undren, man kan betragte danske journalister og redaktører definere sig selv som forstående, indsigtsfulde og anstændige.
Ja, løjerne synes ingen ende at ville tage.
Alle andre, der ikke deler deres uigennemtænkte, pubertære udgangspunkt, skal pr. definition kanøfles.
Alene, fordi de er anderledes.
Når de gode mobber de onde, er det naturligvis anstændigt.
Hvad ellers?
 
Senest er det Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, som fremstilles som topstyret.
Hvilket ikke er ment som en kompliment.
 
Naturligvis i modsætning til gode demokratiske partier som SF, S, Radikale, NA, Venstre, og Konservative.
 
DF er en koncern med et politisk sigte og dagsorden.
Som på et skib, skal der ledelse til.
Somom dette ikke gælder alle andre partier.
 
Når man betragter de seneste års magtkamp i f eks. S., må man le ved tanken om, at dette skulle være specielt humant og derfor særligt demokratisk.
 
Ledelsen med Nyrup og Lykketoft og Auken havde så travlt med at være ledere, at der ikke en gang lige neden under i hierakiet var plads til at uddanne efterfølgere.
Man var angst for konkurrence.
S ligger som de har redt.
 
Jelved styrede R hårdt.
Hun ville være statsminsiter.
I stedet for statsministeren.
 
Da hun aht. partiets overlevelse måtte gå, valgtes den silkebløde og katteagtige, men urutinerede Vestager.
Denne kan tale længe uden at sige noget som helst af betydning.
Hun vender og drejer ord, og begreber som teenagepigen tyggegummiet i sin mund.
Derfor kan det hun siger i reglen koges ned til ganske få ord, som  en sætning eller to kan rumme.
Hvis det da skal give nogen som helst mening.
 
Ikke særligt mange andre radikale ses på banen; andre naturligvis end premiereløjtnanten M. Østergaard.
Den unge mands udgangspunkt er som Vestagers og journalisternes:
Det pæne.
Anstændighedens.
Konstant.
 
I SF styrer Villy.
Og hans rådgivere.
Han alene vide.
Derfor udtaler stort set kun han sig.
Men det er skam demokratisk, og dermed humant set med jounalisternes øjne.
 
Journalister gør som de bliver bedt om, ellers står de uden arbejde dagen efter.
Derfor er redaktørernes ord lov.
Hvilket ikke er meget anderledes end de forhold, der gælder på et skib.
Her styrer kaptajnen.
Af nødvendighed.
Ikke af anstændighed.
 
Først Frank, siden Gitte og Pia, Naser og Anders gik.
De ville så gerne til fadet, og overbød hinanden og alle andre i anstændighed.
Men de endte med hver især at måtte gå.
 
Hvem kan se tilbage på forløbet i K inden Bendtsen betrådte magtens tinde -uden at lægge bånd på sig selv.
 
Eller hvad med partiets ledende skikkelse indtil da.
Han havde åbenbart nået så store beføjelser, at han mente, at han kunne bede folk om at sejle sin egen sø.
Hvilket nogen øjeblikkelig gjorde.
Med det resultat, at et dyb pludseligt åbnede sig foran ham, og for at bringe sig selv i sikkerhed, måtte han forlade den synkende skude.
 
Journalisters produkter kommer ikke på, uden redaktørens tilladelse.
Redaktørerne er naturligvis anstændige.
Altid.
Demokratiets vagthund.
Vor Herre bevars.
 
Sandheden er den, at sandheden må vige på bekostning af kapital.
Når dette er et faktum, hvorfor så ikke beskæftige sig hermed?
Er man for anstændig til at beskæftige sig med sandheden?
 
Skønt, vanviddet ofte lyser ud af øjnene på ham, ses redaktøren med fedtede hænder, og fortvivlelsen præget i ansigt, toner og gebærder forklare om de uanstændige, i forhold til sig selv.
Alle de uanstændige, der omgiver ham.
Disse formastelige.
Stakkels lille iskagemand, alle hans is er smeltet til vand.
 
Virkeligheden.
Andres altså, den gives der ikke en pind for.
Den slags kan man skam ikke beskæftige sig med i pænhedens og anstændighedens navn.
Det anstændige er blevet så anstændigt, at anstændighedens eneste formål er at være anstændig for sin egen skyld.
Helt uden forhold til virkeligheden.
 
Hvad blev der af det enkelte menneskes tilværelse i ansvar og skyld, og frimodighed?´
 
Forsvandt det i i floromvundet anstændigheds tale?
 
Far, far krigsmand i døden skal du lide, den der kommer allersidst skal i den sorte gryde.
 
 
 
 
 
 
 

 
 

 





 

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810