I Norge ønskede politikerne at finde ud af om politiets og forvarets tjenester under Den Kolde krig havde handlet i overensstemmelse med, hvad, der kunne anses naturligt, nødvendigt og lovligt for at løse opgaven med at varetage det norske riges sikkerhed.
 
Resultatet, en ca. 1.300. sider frimodig, bredt anlagt og detaljeret fremstilling af hovedtræk i det norske overvågningssystems historie.
 
Dette blev opnået på baggrund af dygtigt historisk håndværk, frygtløshed, og forskningsmæssig frie hænder til selv at beskrive og definere problemstillinger, i henhold til den åbne opgavebeskrivelse.
 
I modsætning hertil, støder historieprofessor Bent Jensen overraskende på massiv modstand imod at løse sin opgave i Danmark.
 
Projektlederen mødes af uoverskuelige tidshorisonter, generel modvilje, papirnusseri, et kontor uden lys, en medarbejder, han selv må aflønne m.v. 
 
Når han klager sin nød til danske politikere, bøjer disse sig for mantraet:
Statens sikkerhed.
 
Denne er åbenbart vigtige end løsningen af den opgave de, som demokratisk valgte politikere, selv har sat manden til at løse
I Norge blev opgaven løst.
 
I Danmark derimod bestemmer systemkræfter, hvilke sider af Den Kolde Krig, der skal forskes i, hvor og hvornår og slet ikke.
 
Hvorfor sørger danske politikere ikke for, at de nødvendige midler står til rådighed til løsning af den opgave, de selv har bestilt?
 
Hvis ikke forskere, der har fået til opgave at finde ud af om PET og FET varetog det danske riges sikkerhed på naturlig, nødvendig og lovlig vis under Den Kolde Kirg, kan forske frit, hvem skal så?
 
Det er danske politikeres opgave at varetage danskernes interesser.
 
Der står i hvert fald ikke noget i Grundloven om, at de skal varetage en selvudnævnt skares syn på, hvad de finder er danske interesser.
 
Tværtimod.
 
Hvem og hvis interesser lystrer danske politikere, må man spørge?
 
Kilde: JP. 28. marts 2008.