Kosovo er ikke den første stat, USA har etableret for at tjene egne interesser.

Det samme skete i 1903, da USA oprettede staten Panama.

I begyndelsen af forrige århundrede planlagde man i USA anlæggelsen af en kanal mellem Stillehavet og det Caribiske Hav. Man kom frem til, at det bedste sted at anlægge kanalen ville være i den smalle nordlige del af Columbia. Imidlertid stødte planen på den praktiske vanskelighed, at Columbia ikke ville give tilladelse til kanalens anlæggelse.

Det fandt man imidlertid på råd for i USA. Regeringen besluttede i samarbejde med firmaer, som gerne ville deltage i kanalbyggeriet, at betalte nogle lokale folk for at agere frihedsbevægelse.

Den 3. november 1903 erklærede ”frihedsbevægelsen” løsrivelse fra Columbia og etableringen af en ny stat under navnet Panama. USA anerkendte straks den nye stat og tog imod invitationen fra løsrivelsesbevægelsen til at sende tropper, som kunne beskytte den nye stat mod Columbias undertrykkelse. Krigsskibe fra USA var allerede på stedet, og Columbia kunne intet stille op mod overmagten.

Den nye stat gav straks USA tilladelse til anlæggelse af Panamakanalen.

USA præsident Theodore Roosevelt forbeholdt sig retten til at krænke folkeretten, når det tjente USA's vitale geopolitiske, militære og økonomiske interesser. Og det gjorde Panamakanalen.

I begyndelsen af 2008 skete det tilsvarende, at USA anerkendte den nye stat Kosova (den albanske udgave af det serbiske ord Kosovo. Af gode grunde findes der intet albansk navn for området). Tropper fra USA var allerede på stedet, og Serbien kunne intet stille op imod dette brud på både folkeretten og FNs resolution 1244, som fastslår Serbien suverænitet over området.

Løsrivelsen blev planlagt flere år forinden.

Allerede i begyndelsen af 1990’erne begyndte man planlægningen af en Trans-Balkan olielinie gennem Bulgarien, Makedonien og Albanien. Albanien gjorde det klart, at Albaniens positive medvirken forudsatte, at ”Kosovo-spørgsmålet ikke fandt en løsning indenfor Serbiens grænser”.

I 1998 udtalte USA energiminister Bill Richardson, at ”dette drejer sig om USA's energisikkerhed. Men det drejer sig også om at forhindre strategiske adgangsveje for dem, som ikke deler vore værdier. Vi forsøger at trække disse nye uafhængige lande mod vest.”

Formålet var klart. Før angrebet på Serbien i 1999 skrev Washington Post, at ”med et stadig mere skrøbeligt Mellemøsten har vi brug for baser og overflyvningsrettigheder på Balkan for at beskytte den kaspiske olie.”

Den 16. januar 1999 fløj den amerikanske general Walker med et stort pressefølge ind til den lille by Racak i Kosovo, hvor 45 lig var blevet slæbt sammen. Her fastslog han straks overfor verdenspressen, at en massakre på uskyldige civile havde fundet sted.

Undersøgelser afslørede senere, at påstanden om massakre ikke holdt vand. Men det var mindre væsentligt, for i mellemtiden havde USA (og Danmark) indledt luftbombardementer af Serbien med ”massakren” som begrundelse.

Efter at være blevet sønderbombet i 5 måneder gav serberne op og trak deres styrker ud af Kosovo. Straks herefter gik USA i gang med at opføre en gigantisk militærbase, Camp Bondsteel, i det sydøstlige Kosovo. Det er USA's største militærbase siden Vietnamkrigen indeholdende over 300 bygninger incl. Europas mest moderne hospital, kirker, Burger King og massageklinikker med thailandske piger.

Basen er omgivet af pigtråd og 11 vagttårne.

Ifølge en rapport fra Europarådet indeholder lejren Guantanamo-lignende fængsler, og lejren er et vigtigt led i CIAs internationale fangetransporter.

Ifølge en artikel af oberst Robert L. McClure i byggemagasiner ”Bulletin” begyndte planlægningen af Camp Bondsteel mange måneder før bombningen af Serbien begyndte.

Det gjaldt ligesom i 1903 om at sikre, hvad man mener er USAs vitale geopolitiske, militære og økonomiske interesser.

Danmark valgte i 1999 at støtte USA's krig imod Serbien, og Danmark valgte i februar 2008 at anerkende Kosovos løsrivelse fra Serbien.

Det kan have sine fordele at følge i hælene på de store. Det gjorde Danmark også i begyndelsen af 1940’erne.

Imidlertid er der næppe tvivl om, at det er de små nationer, som kommer til at betale prisen, når folkeret tilsidesættes til fordel for den stærkes ret.

På det punkt er forholdet mellem drengene i skolegården og mellem nationer ens.

http://www.abc.net.au/cgi-bin/common/printfriendly.pl?http://www.abc.net.au/news/newsitems/200511/s1517535.htm