Regeringen har fremlagt sine visioner for den fremtidige velfærd i Danmark i form af tre forslag om en kvalitetsreform for den offentlige sektor, en 2015-plan for den økonomiske udvikling og et forslag om lavere skat på arbejde.

Socialdemokraterne har samtidig fremlagt deres forslag indeholdende 29 punkter, som skal garantere minimumsstandarder for den fremtidige velfærd.

Glemte er alle ideologiske og holdningsmæssige modsætninger. Glemte er alle visioner om minimalstat eller klasseløst samfund. Der er i dag en bred tilfredshed med den socialliberale model med en liberal privatkapitalistisk sektor, som sørger for at skabe værdier, som den offentlige sektor derpå kan bruge til at levere velfærd til alle.

Vi modtager alle sammen ydelser fra fællesskabets kasse. Vi er alle blevet klienter.

Langt hen ad vejen har vi realiseret Karl Marx’ vision om et samfund, hvor man yder efter evne og modtager efter behov.

Opinionsundersøgelser viser, at der er bred enighed om denne politik. De politiske slagsmål handler ikke længere om forskellige visioner, men om, hvem der rent teknisk er bedst til at levere varen velfærd.

Men midt i al denne fokuseren på service og kvalitet i velfærdsydelserne er det som om, man glemmer at tage højde for de mennesker, som skal levere ydelserne.

Det er jo meget godt, at vi alle har krav på at blive serviceret, men disse krav forudsætter jo faktisk, at der er mennesker, som har pligt til at levere denne service.

”Gør din pligt og kræv din ret” er et gammelt socialdemokratisk slogan. Læg mærke til, at pligten nævnes først. Hvis ingen yder, er der heller ingen, der nyder.

Det er helt i overensstemmelse med denne ånd, når østeuropæiske arbejdere i disse år kommer til Danmark og yder fra dag 1.

Det er derimod en katastrofe, at Danmark igennem årtier har givet ophold til flere hundrede tusinde mennesker, som ønsker at nyde, før de vil yde.

Der skal arrangeres integrationsforløb. Der skal ansættes multikulturelle konsulenter. Der skal laves særlige incitamenter for at lokke dem til at tage en uddannelse. Arbejdsgivere skal betales for at ansætte dem. Der skal serveres halalmad i kantinerne. Der skal være badeforhæng i svømmehaller og eksklusive badetider for kvinder. Forældre skal betales for at holde øje med de børn, som de har undladt at opdrage. Der skal bruges ressourcer på bekæmpelse af ”racisme” blandt de danskere, som synes, at det er for meget.

Senest har integrationsministeren arrangeret busudflugter for kvinder, som skal lokkes til at blive en del af det danske samfund, og sundhedsministeren vil bruge milliardbeløb på sundhedstjeneste i ghettoområder, fordi de indvandrede ikke forstår at tage vare på deres eget helbred.

Der savnes en stillingtagen til disse uhyrlige udgiftsposter, både i regeringens forslag og i Socialdemokraternes.

Hvornår forestiller man sig, at disse indvandrere skal begynde at yde et positivt bidrag til det danske fællesskab? - når man ser bort fra den kulturelle berigelse, som de siges at repræsentere.

Verdensøkonomien er blevet global. Danmark og det øvrige EU skal i årene fremover konkurrere med fremstormende økonomier som Kina, Indien og Brasilien, som ikke bruger ressourcer på sådanne udsigtsløse beskæftigelsesprojekter.

Det er på tide, at herboende folk ”af anden etnisk herkomst end dansk”, som ikke kan finde ud af at tilpasse sig vilkårene i den moderne demokratiske verden, hjælpes tilbage til deres herkomststeder – som af gode grunde ikke har noget som helst med fremstormende økonomier at gøre.

Skrækscenariet er, at Europa på sigt bliver en del af ét stort stagnerende Eurabia, som sover ind i den muslimske tusindårsnat.

Det må ikke ske!