I august satte Dagbladet Information fokus på Europas muslimer.

I to særdeles fine artikler forsøgte journalisterne Børge Visby og Bjarke Møller at afdække situationen i Frankrig.

Ved en samtale imellem Børge Visby og sociologen, professor Michel Wieviorka, der underviser ved  den  Sociale Højskole i Paris, hvor han har et nært samarbejde med Frankrigs førende sociolog Alain Touraine, stiller Visby dette spørgsmål:

”Hvordan opfatter De moderniteten og arven fra Oplysningstiden i relation til Islam? Er det forenelige værdier?”

Professoren svarer:

”Det forekommer mig, at moderniteten ikke kan reduceres til fornuft og ret, og at den snarere består i spændinger eller tendenser bort fra dette register over i et andet, der handler om identiteter, om kultur, ja lidenskab. At være moderne i dag er, at søge veje til at forsone de to registre med hinanden, få dem til at mødes.”

Visby:

”Det vil sige, at den udelelige republik må acceptere det multikulturelle samfund?”

”Ja, vi har ikke noget valg, det multikulturelle samfund er uundgåeligt. Kulturelle identiteter er ikke en trussel mod republikken, og adskillesen af stat og religion bør ikke blive til statens bekæmpelse af religion. De universelle ideer - som Republikken er den franske inkarnation af – er kun gyldige og holdbare, så længe de ikke knuser de kulturelle identiteter.

Omvendt betyder det at erklære sig som muslim mere og mere, at man refererer sig til en kollektiv identitet uden, at man afskærer sig fra moderniteten, men tværtimod deltager i den og nyder dens frugter som individ.”

Jeg er ikke enig i ovenstående:

”Michel Wieviorka  kommer lidt for let om ved, at Islam ikke er en sekulær religion, men en lovreligion!!

Der er ingen, der ønsker at knuse nogen kulturel identitet. Men når der er tale om en totalitær konstruktion som Islam, der ikke tåler noget ved sin side, men vil fylde hele rummet, ja, da kan det være nødvendigt at værge sig.

Det er just situationen i Europa i dag !!

Hvis en ”moderne muslim” i Europa kommer i denne situation, at valget står imellem solidaritet med Staten eller Islam, er der intet valg for en troende muslim.

Her vil loyaliteten ubetinget være  i Islams favør.”

Det er her konflikten er.

Hvis det drejer sig om et meget lille mindretal, vil et moderne vestligt samfund kunne klare disse modstridende opfattelser.

Men i mange europæiske lande, - herunder Danmark og især Frankrig, er der ikke tale om ubetydelige mindretal.

For Frankrigs vedkommende er det 4 - 5 millioner muslimer, og i Danmark drejer det sig om ca. 200 tusinde.

Det er rigeligt til at danne en stat i staten, der vil kunne påvirke statens lovgivere og beslutningstagere til at støtte tiltag, der styrker det islamiske samfund i de europæiske nationalstater.

Børge Visby stiller spørgsmålet:

”Kan bekendelsen til Islam – og den hadefulde indstilling overfor det franske samfund, der under tiden ledsager den – ikke i mange tilfælde opfattes, som en reaktion mod eksklusion, mod racisme, fattigdom og ghettoisering? Er det det, der giver Islam ’vind i sejlene’?

”Hvis det franske samfund havde holdt sine løfter med hensyn til integration, hvis den model, som det baserer sin politiske kultur på, havde fungeret, og navnlig, hvis den offentlige skole skaffede hver enkelt sin plads i samfundet, og hvis der ikke var diskrimination på arbejdsmarkedet, ville der være mindre aggressivitet. Men de republikanske institutioner svigter, og arbejdsløshed og social udstødelse breder sig.”

Her må man sige til Michel Wieviorka:

”Hvis og hvis og hvis!! Det kan man ikke bruge til ret meget, når virkeligheden er en  helt anden!

De kæmpeproblemer, der er opstået i de franske storby-ghettoer, har været til at forudsige, - det samme er tilfældet i Danmark.

Det store spørgsmål er, hvad europæiske politikere vil gøre i fremtiden for at undgå et sammenbrud i europæiske storbyer. Indtil videre har der ikke været andet en store ord og vidtløftige integrationsplaner, som alle ved ikke ændrer noget som helst.

For mig at se, er der ikke andet valg, end at europæiske politikere erkender, at spillet er tabt. Det lader sig ikke gøre at integrere Islam i den europæiske modernitet.

Hvis man erkender dette, og har politisk vilje til at fastholde de europæiske nationalstater som - ægte nationalstater - er der mulighed for at repatriere en stor del af de muslimer, der p.t. opholder sig i Europa.

Sker det ikke, vil de europæiske værdibegreber og den europæiske sædvane og retskultur komme under pres i løbet af et par generationer.

Den generation af politikere og beslutningstagere, der sidder disse realiteter overhørig, fortjener at blive stemplet som forrædere overfor den europæiske tradition, - og den europæiske befolkning.

Det er nu i dette årti, der skal handles !!!

Men det er ikke nogen nem opgave, og det vil koste gigantiske beløb at gøre skaden god igen.

Men det vil være at foretrække for begge parter.

Med en hjemsendelse fra Europa med en startkapital til en ny tilværelse i hjemlandet, vil der være mulighed for at bringe situationen under kontrol.

Der skal her lyde en opfordring til Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Mogens Camre, om at indrage dette afgørende spørgsmål for andre nationale kræfter i Parlamentet.

Og dernæst forsøge at få emnet under debat i Parlamentssalen.

Det er nødvendigt. For der er ikke kontrol over situationen i Europa i dag.

Terrortrusler fra muslimer, der opholder sig i Europa, er en barsk og konkret virkelighed.

Bjarke Møller har i den forbindelse talt med dr. Riva Kastoryano, der er forskningsleder på Center for Internationale Studier ved Sciences-Po i Paris. Hun er født i det muslimske Tyrkiet.

Riva Kastoryano  definerer sig selv som en sekulær borger, selv om hun har jødiske forældre og i sin barndom gik i en katolsk skole.

I en årrække har hun forsket i identitetspolitik og immigration, og hun har bl.a. undersøgt, hvordan muslimske indvandrere organiserer sig i Europa.

Hun siger til Bjarke Møller:

”Det er meget farligt, at folk reducerer debatten om terrorisme til muslimsk terror. Det kan skabe stærke fordomme og fremprovokere en konflikt i fremtiden, der er meget værre end i dag.”

B. Møller stiller det spørgsmål: ”Hvorfor er Islam og muslimerne i de senere år

blevet sat i forbindelse med Terrorisme og fundamentalisme. Hertil svarer Riva Kastoryano:

”Vi lever i en tidsalder præget af frygt. Det er en dybere og bredere usikkerhedsfølelse i tid og rum. Globaliseringen skaber et åbent globalt rum, der gør staterne mere sårbare overfor angreb. Staterne kan ikke beskytte borgerne imod de nye de-territoriale trusler som bl.a. terrorismen. Det gør folk utrygge.

Alle de sidste store terrorattentater er udført af muslimer. Grupper, der hævder, at de taler i Islams navn og som opfordrer til en krig imod de vantro, har taget ansvar for attentaterne.

Frygten er rykket ind i nationalstaterne. I Handling og ord er folk begyndt at identificere terrorismen med muslimer.”

Ja, det er tilfældet.

Det er ikke tilfældigt.

Europæiske borgere læser aviser og ser TV nyheder hver dag. Her er der anskuelsesundervisning hver eneste dag. Islam er lig med ufred !!!

Derfor må Riva Kastoryano stille sig selv det spørgsmål, hvilket formål og hvilken hensigt, der er ved at multietnisere det ellers forankrede Europa?

Jeg kan ikke følge hendes ønsker for de ’europæiske muslimer’, når hun skriver:

”Da EU i begyndelse af 1990’rne skulle vedtage Maastricht-traktaten talte muslimer i Europa om, at de var den 13. stat i EU. Den muslimske diaspora i Europa søgte at organisere sig over grænserne, som et transnationalt politisk netværk.

De havde en fælles erfaring af at leve i eksil og at føle sig knyttet til et Europa, der ikke er en stat. Muslimerne ønsker institutionel anerkendelse i Europa, som de har svært ved at få i de enkelte nationalstater.

Den transnationale identitet kan blive  et tilflugtssted for muslimerne, et ydre rum, som kan styrke dem i deres forhandlinger med staten.”

Riva Kastoryano mener, at dette kan afværge konflikter i fremtiden.

Jeg spørger så: ”Hvorfor skulle Europa anerkende denne muslimske stat i staten?

Hvorfor skulle de enkelte nationalstater i EU underlægge sig EU-regler, der vil fratage dem retten til at afgøre, hvad der skal ske med et muslimsk mindretals vilkår i fremtiden?

EU er et mellemstatsligt organ, der aldrig bør få mandat til at kunne diktere nationalstaterne noget, der ikke vil være til de europæiske folks styrkelse.

En ’islamsk stat’ i EU vil være en femte-kolonne, der adlyder ordrer udefra.

Det er der ikke brug for i Europa i dag, - tværtimod !!

Kilde: Dagbladet Information den 9.og 12 august. 2004