
02.07.2023
Europas løgn
Forfatter: BC
Kommentar af Birgithe Kosovic
EUROPAS LØGN
I Frankrig er borgerkrigslignende tilstande brudt ud.
Optøjer breder sig til Belgien og Schweiz.
Enklaverne breder sig som sorte pletter på landkortet, hvor myndighederne ikke har adgang.
Banderne lokker børn ned til 5. og 6. klasse ind i kriminalitet.
De unge er mere voldelige end nogen anden generation, og den etniske animositet er udbredt imellem dem.
Store ressourcer afses for at holde terroren i skak.
Store ressourcer afses til tolkning, mentorprogrammer osv.
Store ressourcer afses til et fængselsvæsen, hvor indvandrere er overrepræsenterede.
Mediehuse forskanser sig med skudsikre facader, sikkerhedschefer og planer til håndtering af potentiel dødsvold.
Undervisere henrettes eller trues dermed og må gå under jorden. Andre undervisere censurerer sig selv.
Atter andre brænder koraner af.
Tyrkiet nægter at lade Sverige indtræde i NATO.
Velfærdsuddannelserne bliver i stigende grad søgt af indvandrere fra MENAPT, som i fremtiden vil bemande stadig mere af det offentlige.
Sekularismens Ældreråd i Ministeriet for National Uddannelse i Frankrig udtaler, at den islamiske selvbevidsthed blandt unge fra MENAPT ikke er udtryk for ungdomsfantasier, men at der står en politisk kraft bag.
Forskerne Sameh Egyptson og Florence Bergeaud-Blackler afdækker, hvordan Det Muslimske Broderskab har infiltreret alle muslimske institutioner i Sverige og Frankrig.
(Tjek FBB på Twitter og Amazon og læs SE's ph.d. her: https://portal.research.lu.se/en/publications/global-politisk-islam-muslimska-brödraskapet-amp-islamiska-förbun )
Hvis nogen for 50 år siden havde fortalt os, at indvandringen fra MENAPT ville forvandle Europa på denne måde, ville vedkommende være blevet udråbt som ondartet og horribel. I dag vækker den ondartede og horrible realitet ikke voldsom protest. Og således er vi selv blevet bemægtiget af det ondartede og horrible.
EUROPAS FREMTID
Den har jeg forsøgt at indkredse i et af mine indlæg i Politiken, som man herunder kan læse et uddrag af. Oven i dette skal man lægge Det Muslimske Broderskab og dets virke.
https://politiken.dk/debat/art8932720/Hvordan-kommer-Danmark-til-at-se-ud-hvis-en-tredjedel-er-muslimer-i-store-dele-af-landet-Her-er-et-bud-på-en-dystopisk-fremtid
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Hvordan vil selvsegregeringen mellem kulturdemokrater og kulturislamister præge samfundet? Ingen ved, hvordan dynamikkerne vil udvikle sig. Men hvis vi ikke har klare svar på, hvordan vi forhindrer selvsegregeringen, er der et andet spørgsmål, vi i stedet må stille: Hvordan kan det stadig mere segregerede samfund se ud?
Skitsen herunder er ikke mit ideal eller en spådom. Jeg peger blot på en række forhold, som allerede findes, og spørger, hvordan de vil se ud, når de fremskrives.
En ny dansk-kristen selvbevidsthed: Da de demografiske forandringer først slår igennem blandt børn og unge, viser tipping points sig først i de dele af samfundet, hvor de har deres færden. I folkeskolen har man allerede haft tvivlsomme erfaringer med den tvungne etniske omfordeling, som nu indføres på gymnasierne. Det samme gælder børneinstitutioner, hvor det har været politisk no-go at tvinge danske børn ind i ghettoinstitutionerne for at sikre, at maksimalt 30 procent kom fra ikkevestlige lande.
Skyldes fremvæksten af privatskoler, at menapt-populationen vokser blandt børn og unge? Hvis ja, og hvis staten også indfører tvungen etnisk omfordeling for privatskolerne, vil det kunne få flere af disse skoler til at lade et dansk-kristent grundlag blive eksplicit i skolernes dagligdag. Det kan føre til en ny kristen selvbevidsthed. Hvordan vil det præge gruppedynamikkerne i næste generation?
En ny salafistisk selvbevidsthed: Når yngre muslimske kvinder går med tørklæde og forsvarer islam i debatterne, skyldes det ikke nødvendigvis tonen, men en mere påtrængende ufrihed i deres liv. De gør oprør imod forældrenes kultur, hvor kvinder må undvære uddannelse og et liv uden for hjemmet. Men når de er salafistisk vakte, kan de bruge teologien til at argumentere imod familiens krav og eksempelvis afvise at gifte sig med en af familien valgt mand, fordi han ikke er muslimsk nok. Og fordi de demonstrerer religiøs autoritet, kan familien vise dem den tillid, at de må leve aktivt uden for hjemmet.
Disse kvinder har lært dansk og fået en uddannelse, men de bruger deres evner til at forsvare islam og kritisere det danske samfund. Det er dem, der opdrager de muslimske børn, der vokser op nu. Hvad vil en salafistisk selvbevidsthed betyde for deres møde med den danske ungdom om 20 år?
Uddannelsessystemet: I dag undlader mange undervisere at inddrage satiretegningerne af Muhammed i undervisningen af frygt for en reaktion fra deres muslimske elever. I fremtidens uddannelsessystem vil flere undervisere have menapt-baggrund. Hvis de også vil afvise at vise tegningerne, vil det måske i mindre grad skyldes hensynet til elevernes følelser og i højere grad lærernes egne overbevisninger.
Emner som fx ligestilling, seksualitet, Israel-Palæstina-konflikten kan blive præget af et muslimsk perspektiv. Et godt eksempel er synet på terroristen Omar el-Hussein i lektor Iman Hassanis nye undervisningsbog, hvor der står, at »hans motiv til gerningen kendes ikke«, selv om det er åbenlyst forkert: Terroristen bekendte sig til voldelig islam.
I fremtidens folkeskole kan det synspunkt blive almindeligt promoveret, at der skal tages væsentligt mere hensyn til islam, og denne fornemmelse af islamisering kan forstærke danske børns og læreres søgning mod dansk-kristne privatskoler.
Private virksomheder: Efterhånden som folk fra menapt kommer ud på arbejdsmarkedet, kan man håbe, at det vil demokratisere kulturislamister i forskellig grad. Men hvad hvis det ikke sker?
Hvorledes magt og indflydelse i private virksomheder kan blive kapitaliseret i det nepotistiske system, som kulturislamismen er en del af, er Taxa 4x35 et eksempel på. Virksomheden, der årligt omsætter for over en milliard kroner, blev i 2022 overtaget af Muhammad Aslam, der er kendt for som beboerformand for Mjølnerparken at have skaffet sig adgang til områdets videoovervågning på sin private computer og kontaktet familierne til de kvinder, der ikke bar tørklæde.
Som formand for taxaselskabets bestyrelse har han hjulpet en gruppe vognmænd, der er pakistanere som ham selv, med at købe indskudsbeviser og dermed stemmer til valg til bestyrelsen. Bestyrelsen blev derpå overtaget af folk, der er loyale over for Aslam. Han er i skrivende stund under anklage for at have overskredet sine beføjelser som bestyrelsesformand; for at sørge for, at hans egne venner kunne blive taxavognmænd uden om venteliste; og 26 ud af 32 kontoransatte har klaget over 18 eksempler på, hvad de mener er magtmisbrug fra hans side.
Historien har sikkert fået nogle til at boykotte firmaet. Men hvordan vil folks hverdag fungere, hvis de udelukker sig selv fra kontakt med stadig flere virksomheder? Og hvordan vil samfundet forme sig, hvis stadig flere boykotter stadig flere butikker og virksomheder?
Arbejdsmarkedet: Samarbejde og performance hænger sammen. Derfor er det ufordelagtigt for en virksomhed, når ansatte i kantinen begynder at dele sig op i folk med menapt-baggrund og andre. Det er et problem, uanset om de ikke hader hinanden, men blot lever meget forskellige liv og har lettere ved at snakke med andre som dem selv, eller om selvsegregeringen skyldes spændinger imellem dem. Men den slags kan opstå, hvis fx en mand skyder folk i Field’s, og kulturdemokrater ser en psykisk syg, mens kulturislamister ser en terrorist. Og omvendt når Omar el-Hussein skyder debattører og jøder. Ledelsen vil begynde at overveje, hvilken medarbejdergruppe man skal satse på.
Hvad vil dette betyde for arbejdsmarkedet? Og hvad vil det betyde for virksomhedernes performance, hvis staten indfører kvoter for etniske ansatte inden for erhvervslivet?
Det offentlige: Ønsket om at blive mødt af folk, som har forståelse for éns person og kultur, vil kunne skabe en efterspørgsel efter private tilbud, hvor man serviceres af folk med samme baggrund som én selv. Det vil kunne ske inden for børne- og ungdomsinstitutionerne, uddannelsesinstitutionerne samt sundhed og ældreomsorg.
På kommunekontoret vil det være svært at imødekomme borgernes ønske om, at det skal være en med samme baggrund som dem selv, der skal træffe afgørelser om deres forhold. Når dette ønske ikke kan imødekommes, vil ubehagelige beslutninger kunne ses som racisme, og det vil gradvist kunne delegitimere det offentlige.
Inden for politiet vil folk kunne insistere på at få deres sag behandlet af en betjent med samme baggrund som dem selv. Det kan fx være en kvinde, der ikke vil fortælle om sin voldtægt til en mand, hun mistænker for ikke at respektere ligestilling mellem kønnene. Eller det kan være en dansker, der ikke vil anmelde en fra menapt til en betjent med tilsvarende herkomst og vice versa.
Integrationsindsatsen vil kunne skifte karakter: For hvordan klager man over social kontrol, hvis man bliver modtaget af offentligt ansatte, der kan kompromittere én i det miljø, man vil frigøre sig fra?
Det offentliges virke vil kunne blive forstyrret af det islamisk-nepotistiske systems mangeartede kapitaliseringer. Det gælder ikke kun arbejdsformidlingen og børnehavebørn. En muslimsk ansat ved en byret, jeg har kendskab til, blev så presset af sin familie og klan, for at vedkommende skulle hjælpe dem med at vinde deres sager, at vedkommende til sidst måtte væk fra retten.
Hvor udbredt problemet er, kan man kun gætte på. Men at oplysninger fra det offentlige kan tilflyde det islamisk-nepotistiske system i stor stil, ved vi, for visse kommuner må have parallelle journaliseringssystemer for at beskytte minoritetskvinder på krisecentre imod at blive opsporet af dem, de er på flugt fra. Muligvis danner det islamisk-nepotistiske system også baggrund for to muslimske advokaters obstruktion af politiets arbejde i Sverige, da de lækkede efterretningsoplysninger til de muslimske kriminelle, de skulle forsvare. Kunne det samme ske med mere vitale oplysninger om statens sikkerhed?
Mere etnisk profilering: Etnisk profilering er ikke kun det, der sker, når unge mænd fra menapt i højere grad end andre bliver stoppet af politiet eller sigtet for forbrydelser. Det er også, når det er sværere at få et arbejde eller en lejebolig på grund af sin herkomst. Principielt er det det samme, når vi ikke vil bo i nærheden af hinanden, gå på skole eller gifte os med hinanden. Men etnisk profilering er segregering af de andre, og det skælder vi ud over. Den frivillige apartheid er selvsegregering, det bedriver vi selv, og det taler vi ikke om.
Vi kan ikke aftale, at det er orden at segregere sig selv, men ikke andre. Efterhånden som den frivillige apartheid spreder sig, vil den etniske profilering også gøre det.
Stadig mere ’subtekst’: Subtekst beskriver det forhold, at der siges og sker ét (tekst), men betydningen læses som noget andet (subtekst). Et eksempel er den lov, der skal omfordele gymnasieeleverne. Ifølge loven fordeler man ud fra forældrenes indkomst, men reelt vil man trænge mellemøstlig kultur og religion tilbage. Et andet eksempel er, når en psykisk syg går til angreb på vilkårlige mennesker, og mange fra det ene eller det andet folk mener og promoverer det synspunkt, at det var terror rettet mod dem.
I subteksten ekspliciteres og næres fjendskabet. Man kan indvende, at vi burde alle lade vores fordomme falde, men den, som vejrer et fjendskab, det være sig faktisk, potentielt eller indbildt, navigerer ud fra en ufravigelig præmis: Det er ikke tilladt at tage fejl. For den, som tager fejl over for en fjende, risikerer at betale den højeste pris. Derfor er subtekst svær at imødegå, og den er altid en del af gruppedynamikkerne i staten med flere folk.
Når vi ikke har den samme sandhed om de begivenheder, der udspiller sig imellem os, er der noget potentielt farligt på spil. Jo mere subtekst, desto større advarsel. Som bekendt: I væbnede konflikter er sandheden altid det første offer.
Velfærdsstaten: Velfærdsstaten og staten med flere folk er begge samfundsdannende kræfter. Selv om velfærdsstatens omdrejningspunkt er økonomi, og staten med flere folk drejer sig om gruppeidentiteter, kan de ikke eksistere side om side: Den ene vil samle, mens den anden vil splitte. Derfor vil den ene kraft vige mere og mere for den anden. Men hvilken?
Det er klart, hvordan staten med flere folk kan erodere velfærdsstaten, fordi det ene folk ikke i længden vil acceptere at omfordele ressourcer og rettigheder til det andet folk. Denne uvilje kan blive mere udtalt, hvis vi står over for en større recession med krigen i Ukraine og en tilbagegang for globaliseringen.
Det er omvendt uklart, hvordan velfærdsstaten skal opløse gruppeidentiteterne. Forudsætningen er, at identitet er noget, der kan gøres til genstand for en økonomisk transaktion. Modborgerskabet indikerer, at det ikke er muligt. Putins konflikt med Ukraine og Europa viser også, at forestillingen om, at når vi gør andre økonomisk afhænge af os, så sikrer vi os også imod deres potentielle fjendskab.
Så vil folk opgive deres identitet, tilhørsforhold og deres gruppes politiske interesser, fordi de modtager velfærdsydelser? Næppe.
Islamiske partier: I Holland har en gruppe indvandrerpolitikere brudt med Socialdemokratiet i utilfredshed med partiets integrationspolitik og stiftet deres eget parti, Denk, som er blevet valgt ind i parlamentet med 40 procent af stemmerne i de indvandrertunge distrikter. Indvandrerpartier er også at finde i Østrig, Sverige, Frankrig og Belgien, hvor partiet Islam vil implementere islamisk lov i landet. Hvad vil der ske, efterhånden som stadig flere af de gamle partier forlader den indvandrervenlige kurs for i stedet at tiltrække indvandrerkritiske vælgere?
Terrortrusler og tab af jurisdiktion: Vi kender reaktionerne på Flemming Roses publicering af satiretegninger, Paludans koranafbrændinger, Rushdies roman og Samuel Patys undervisning i demokrati. Men repressalierne og frygten for disse kan forme samfundet i bredere forstand.
Det sås under den svenske Muhammedkrise i februar 2022. Her blev der på tv-kanalen Al Jazeera og sociale medier spredt et rygte om, at de svenske myndigheder tvangsfjernede muslimske børn og bortadopterede dem for at chikanere muslimer. Opstandelsen var så voldsom, at myndighederne frygtede gengældelse i form af terrorangreb.
Selv om truslen udgår fra en uklar gruppe og ikke nødvendigvis er ekspliciteret med ord, er beskeden klar: Muslimer i Sverige accepterer ikke svensk jurisdiktion, når det gælder tvangsfjernelser af børn. Sandsynligvis må svenskerne renoncere på denne del af jurisdiktionen, når den angår muslimer. Det vil ikke ske med en officiel erklæring, men de facto ved at offentligt ansatte diskret opgiver eller nægter at tage sådanne opgaver, fordi de frygter borgernes reaktion, og fordi de overordnede billiger denne retræte, fordi de ikke ved, hvordan de selv og institutionerne kan gøre andet end at bøje sig.
Hvis det kan ske i Sverige, kan det også ske her. Varsomheden over for et omskæringsforbud viser en tendens. Spørgsmålet er, hvilke andre former for politik, som rammer menapt-befolkningen, der også har potentiale til at udløse terror eller frygt for terror. Hvordan sikrer vi vores samfund imod denne latente krisetilstand? Og hvis vi ikke kan det, hvor kan det så bringe os hen?
En stat med flere stater - ghettoen: Hvordan ghettoen opererer som en stat i staten, kan man læse om i reportagebogen ’Familjen’ fra 2020 af journalist Johanna Bäckström Lerneby. Den beskriver en forstad til Göteborg, hvor en familie på 120 medlemmer under en imams ledelse har overtaget kontrollen. Politiet kan ikke beskytte dem, der kommer på tværs af familien, så det de færreste, der vil hjælpe politiet med at opklare familiens forbrydelser, og således har familien grundfæstet sig som en magtfaktor.
Vi er vidner til fremvæksten af en førmoderne samfundsform, hvor imamer, bander eller storfamilier slår sig op som ledere af nye de facto-stater i staten. De har ikke et præcist defineret geografisk område, ingen formelle institutioner eller officielt erklærede love, men er båret af løst organiserede individer med egen intern justits. Når den nye stat i staten retter sin vold mod folk i den gamle stat, kan politiet kun beskytte få prominente ofre. De mindre prominente risikerer at betale den højeste pris og må selv finde ud af, hvordan de vil underkaste sig eller prøve at undslippe.
Med andre ord har den nye stat åbne grænser. Og det er kun ekspanderende stater, der har det. En retsstat kan ikke imødegå de facto-staterne i staten ved at sikre individer. Det er for ineffektivt. En retsstat kan kun opretholde de manges sikkerhed ved at sikre et territorium imod de førmoderne.
En stat med flere stater - gated communities: Efterhånden som menapt-befolkningen vokser, kan kriminaliteten vokse tilsvarende, og stadig flere kan komme i berøring med staterne i staten. Det kan udarte til forskellige former for selvtægt. Selv om politiets bemanding og beføjelser kan blive øget, er det ikke sikkert, at folk vil føle sig sikre, og måske vil flere begynde at trække sig tilbage i gated communities med private vagter. Sådanne nye enklaver vil fungere som stater i staten, hvor danske normer og love kan fungere uantastet.
Muligvis er de eneste steder, hvor multikulturalismens ideal uantastet vil blive holdt i hævd, de globale virksomheders nye byer som fx den kommende Coop Byen i Albertslund, baseret på fællesskab, bæredygtighed, Coop-identitet, sundhed og mangfoldighed.
Retsstatsprincipper: Det er uundgåeligt, at der vil komme flere Muhammedkriser, og vores forståelse af, hvad fjendskab vil sige, vil være i stadigt skred. Det vil ændre vores syn på lighed for loven.
Fjendskab er den form for modstand, der udøves med andre midler end ord; med hærværk, trusler, vold og drab. Politisk fjendskab er politik ført med andre midler end ord. Den slags anerkender vi traditionelt kun som noget, der finder sted stat mod stat (16), ikke internt i staten. Politisk fjendskab udøvet af medborgere mod medborgere er for os en begrebsmæssig umulighed. Medborgere tilhører jo per definition det samme politiske fællesskab. Så når medborgere bekæmper deres medborgere med andre midler end ord, kan det ikke begrebsliggøres som politisk fjendskab, kun som forbrydelser, og forbrydere skal anses for uskyldige, indtil det modsatte er bevist.
Denne tvivl vil ingen lade en fjende komme til gode – hvad enten denne er faktisk, potentiel eller indbildt. Spændingerne og mistilliden imellem folkegrupperne gør, at mange ikke længere oplever fred og frihed som hinandens forudsætninger, men at de i stigende grad udelukker hinanden. Derfor er staten med flere folk en ramme, hvor retsstatsprincipper har ringere kår.
Statens svækkelse: Ghettoerne og enklaverne af gated communities vil i stigende grad kunne fungere som de facto stater i staten. Der vil føre til masser af indre strid, og fordi de individuelle aktørers alliancer vil være hurtigt og hyppigt skiftende, vil voldsudøvelsen indimellem eskalere voldsomt, ligesom vi ser det med bandekonflikterne.
Den gamle stat vil bestræbe sig på at skabe et rum, hvor staterne i staten kan eksistere side om side. På den ene side vil myndighederne fx acceptere kønsadskillelse, og at undervisere ikke underviser frit i visse emner. På den anden side vil den indføre tvungen etnisk omfordeling og lukke visse muslimske skoler og moskeer. Den vil samarbejde med ghettoledere for at opretholde nogenlunde ro og orden, som når man bruger imamer til at mægle i kriminelles konflikter.
På den lange bane risikerer man, at ingen af staterne i staten er helt loyale over for den gamle stat, fordi den aldrig står helt på deres side i konflikterne imellem staterne i staten. Det er således en strategi, som på sigt kan svække staten og styrke de facto-staterne i staten.
Den nye krig: Inden for militærvidenskaben skelner man mellem ’den gamle krig’, som er stat mod stat, og ’den nye krig’, som finder sted internt i staten. Den nye krig er karakteriseret ved det, som professor i konfliktstudier Jolle Demmers oplister i ’Theories of Violent Conflict – An Introduction’: Konflikten har ingen erklæret begyndelse, ingen afgørende slag, ingen formelle afslutninger. Den er langvarig, og voldsomme kampe afløses af perioder af relativ fred. Territoriet, hvor kampene udspiller sig, er også flydende, og kampzoner kan ligge som lommer af ufred midt i fredelige områder, eller der kan være tale om områder, som om dagen er behersket af staten, mens voldsmonopolet er overtaget af andre om natten. Kampene udkæmpes af løst sammenknyttede grupper. Udenlandske aktører yder finansiel og ideologisk støtte, og med moderne kommunikationsmidler kan strategiske beslutninger tages øjeblikkeligt verden over.
Staten med flere folk danner en ramme, der passer til ’den nye krig’, som siden 1960erne har været den mest udbredte form for væbnet konflikt. Denne ramme styrkes, jo mere vi i tipping point efter tipping point grundfæster os som en stat med flere stater.
Tanken er så forstyrrende, at mange hellere vil udråbe mig til totalitær end tage deres egen anfægtelse over perspektivet op til alvorlig overvejelse. Men er jeg som demokrat forpligtet til ikke at være foruroliget over tilstanden? Eller er jeg forpligtet til at tænke frit og vove den svære samtale? Hvorfor er perspektivet (ikke) relevant at forholde sig til?
|