Den svenske forfatter John Järvenpää fortæller om forholdene i Sverige i Kulturhuset, Ahlefeldtsgade 3, onsdag d. 4. april kl. 19.

John Järvenpää er uddannet sociolog og har et kritisk syn på den multikulturelle udvikling i Sverige.

Han er især kendt for bøgerne ”Invandring och demokrati. Om politisk korrekthet i Sverige 1988-2001” fra 2002 og ”Politisk korrekthet” fra 2006.

Sidstnævnte blev anmeldt af Peter Neerup Buhl i Den Danske Forenings tidsskrift Danskeren i december-nummeret 2006.

Som introduktion til John Järvenpää bringer vi anmeldelsen nedenfor:

John Järvenpää:
Politisk korrekthet.

Likriktning, åsiktsförtryck och dikotomisering.

(Reson Produktion, www.resonproduktion.com, 2006. 246 sider).

Egentlig er demokratiet blot en formel styreform, en procedure for valg af landets styre. Men under den politiske korrektheds herredømme er demokratiet blevet indskrænket til at handle om en bestemt holdning. Afvigere forties, dæmoniseres eller kriminaliseres. Denne proces er i Vesten nået længst i Sverige, og John Järvenpää (født 1970) beskriver nøgternt og analytisk mekanismerne bag afdemokratiseringsprocessen.

  I Sverige er der i riksdagen og medierne ingen uenighed om det vigtigste spørgsmål: Det multikulturelle samfund. Tværtimod konkurrerer partierne om, hvem der er ”bedst” i indvandringsspørgsmålet.

  Järvenpääs bog er et velargumenteret forsvar for absolut ytringsfrihed på den politiske arena. Selv de ”skadeligste” synspunkter gør gavn, for de tvinger andre til at argumentere mod dem. Men dette er netop, hvad de politisk korrekte magthavere ikke vil. Ud fra de mange vanvittige citater i Järvenpääs bog får man mistanke om, at det er, fordi de ikke kan argumentere for multikulturalismen, som faktisk er en dårlig sag. Men de behøver heller ikke at argumentere, for de har magten. Den manglende debat har dog ført til en ”intellektuel kastrering” af magthaverne, som nu kun kan svare med øget undertrykkelse – skønt de i egen selvforståelse ifølge deres venstrefløjstradition er ”progressive” og ”oppositionelle”. Egentlig tænkning og debat forsvinder og erstattes af associative tankekæder.

  Tilstanden i Sverige antydes af, at den forhv. diskriminationsombudsmand har udtalt, at de svenske adventslysestager ”ikke er så uskyldige, som de ser ud til”, da de kan være et problem for muslimer. Og den nuværende diskriminationsombudsmand har ud fra samme hensyn hævdet, at kravet om, at politiet går i uniform, ”er indirekte diskrimination”.

  Lederen af Statens Integrationsforskning hedder nu Masoud Kamali. Professor Anders Westholm blev fyret fra posten af ”demokratiminister” Mona Sahlin, fordi han som hvid ”er en del af de undertrykkende strukturer”. Den omvendte racisme mærkes på gadeniveau: I en forstad til Stockholm må lyshårede piger således farve deres hår for at undgå muslimsk chikane. Indvandrere får al mulig støtte, mens ifølge en rapport et flertal af ældre svenskere med plejebehov lever på sultegrænsen. Der er ikke råd til saft til medicinen eller et æg til morgenmad. Og de har ikke lov til at afvise etnisk fremmede plejere, som måske ikke forstår dem.

  Det svenske forsvarsakademi fik i 2001 til opgave at udforme ”en national handlingsplan for holdningsændring”. En repræsentant for akademiet udtaler: ”Det er en national kraftanstrengelse mod fremmedfjendtlighed, racisme og nazisme. Vi skal én gang for alle udrense dem fra vort demokratiske samfundssystem. Disse personer modvirker samfundets udvikling i sund retning.”

  Hysteriet er iøjnefaldende, fx har generaldirektøren for Integrationsverket udtalt: ”Så længe et land ikke elsker sine homoseksuelle, kan vi ikke være sikre på, at nye koncentrationslejre ikke bygges.” Järvenpää konstaterer, at svenske politikere ikke vil ændre kurs, og påpeger detaljeret deres adfærds nærhed til psykopatien, nemlig at man ikke vil erkende egne fejltagelser. På samme måde er samfundsforskningen blevet et selvrefererende univers, der ”bruger stadig mindre kraft på saglighed og objektivitet og stadig mere kraft på ideologiproduktion”.

  Ensretningen i Sverige er nu så slem, at selv en gruppe venstreorienterede jurister i en artikel sidste år anbefalede som eneste middel mod den tiltagende konformisme: ”Hetz mere”. Mange er på det seneste blevet dømt for ”folkehetz”, endda pga. uddeling af faktuelt korrekte pjecer.

  De politisk korrekte er som rotter, der har lært at trykke på de rette knapper for at få belønning af deres herrer, mens indvandringskritikere mange gange har mistet job og nægtes den hjælp fra myndighederne, der tilkommer dem. Fantastisk nok har fx det svenske postvæsen fået en ”Civilkuragepris”, fordi det nægtede at omdele ukorrekt post – som om det har vovet noget som helst! Begreberne er blevet omdefinerede: De, der flyder mest med strømmen, hyldes for ”mod”. Folk som Järvenpää er dog dem, der i dag reelt udviser det største mod. Han dokumenterer det absurde, at tidligere seksualforbrydere udmærket kan indtage høje stillinger, blot de har rette holdning, mens man kan miste alt, skønt holdningen til indvandringen er den eneste ”forbrydelse”.

  Järvenpää afliver adskillige politisk korrekte historiske myter, der er med til at grave Vestens grav. Fx at slaveriet i USA var racespecifikt rettet mod sorte. (Der var hundredtusinder af hvide slaver, og de blev vurderet lavere end sorte). Vedrørende islam referer han forskning, der hævder, at også den ”moderate” gren af islam stræber efter at underlægge sig Vesten. Den svenske integrationsminister Jens Orback har da også forudseende sagt: ”Vi skal være åbne og generøse mod muslimer og islam, for når vi bliver i mindretal, vil de gøre det samme mod os.”

  Efter en debat om politisk korrekthed i Svenska Dagbladet forsøgte Järvenpää forgæves at få følgende konklusion trykt: ”Nu mangler vi bare at se, om disse ord (fra redaktørerne) omsættes i praksis, og at vi frem til næste valg får en debat at se, hvor også de kontroversielle spørgsmål drøftes. En sådan debat er ligesom al anden debat dog meningsløs, hvis ikke de bedste argumenter får gennemslag i praktisk gerning, såsom i politikken.”

  Det rammer jo i plet også for Danmarks situation. Her har vi langt mere ytringsfrihed – men muslimerne vælter konkret stadig ind over grænsen. Man kan spørge, hvad der er værst: Et land, hvor man åbenlyst for alle undertrykker dissidenter, eller et land, hvor munden gives (næsten) frie tøjler, og folk indgives tro på, at der sker en masse, men hvor muslimerne stadig vil være i flertal om 50 år?

                                                            Peter Neerup Buhl