De vesteuropæiske landes rigdom er ved at blive deres skæbne (også) på en mere subtil måde. Nemlig at det regnes for nærmest identisk med folkemord at ville sende nyligt indrejse befolkningsgrupper tilbage til deres hjemlande. Hvis vesterlændinge smides ud af et udviklingsland efter afkolonisering eller omvæltning, er der vel ikke mange her, som åbenlyst gnider sig i hænderne, men det ses i hvert fald heller ikke generelt som en stor forbrydelse eller tragedie, at europæere skal flytte tilbage til det land, de eller måske endda kun deres forfædre har set for mange år siden.

Det skyldes primært forskel i rent materielt velfærdsniveau, at hjemsendelser fra i- til ulande anses for noget helt anderledes dybt menneskeligt krænkende. Dertil kommer historiske betragtninger om (kollektiv) skyld og retfærdighed, som sært nok oftest vejer tungt for dem, der er meget optaget af individets rettigheder. Fælles for alle disse holdninger er dog, at de ikke er nogen trøst for de nulevende vestlige befolkninger, som skal finde sig i at se deres egen kultur og landsmænd fortrængt på stadig flere områder og måder i eget land.

Hvor jeg vil hen, er jo den aktuelle urimelighed i at forbinde Paludan-bevægelsen med andre epokers folkemords-fænomener. En beskyldning, der, uanset hvor meget de vrider og vender sig, vil ramme personer og partier, som ikke vil sidde med hænderne i skødet og bare lade denne mest grundlæggende ændring af landet ske. Selv har undertegnede tidligere som repræsentant for Fremskridtspartiet og derpå Danskernes Parti oplevet det samme. At jeg gik i brechen for sidstnævnte er en årsag til, at jeg i dag desværre ikke kan repræsentere Stram Kurs ved folketingsvalget. Forståeligt, men forgæves går Paludan langt for at markere sin afstand til nazismen. Jeg har altid afvist ”guilt by association”-logik og har – sikkert politisk ”uklogt” – støttet alle, der demokratisk ville vende befolkningsudskiftningen. Men vi ender med samme stempel påsat af mainstream, som simpelthen står forsvarsløs, når alverden påberåber sig menneskerettigheder her, og derfor som politisk nødvendighed må stemple alle, der er villige til modstand, som ”nazister” eller deslige. Skønt man så logisk må takke ”nazistisk” aktivitet gennem 1000 års historie for, at Danmark som dansk hjem for det danske folk overhovedet er bevaret indtil vor tid, for dét har jo kun været muligt ved ret hensynsløst at skelne mellem landsmænd med odelsret her og fremmede med invasions-/indvandringsønsker.

Peter Neerup Buhl