FN har sat sig ”17 verdensmål for en bæredygtig udvikling” frem til 2030 (https://www.verdensmaalene.dk/fakta/verdensmaalene). De fleste af dem er for så vidt gode, men dømt med sund fornuft vildt urealistiske. Man skal imidlertid nu engang have noget at sigte efter.

Rasmus Paludan er blevet beskyldt for at ville ”etnisk rensning”, men hans ambitiøse planer for at tilbagerulle islamiseringen udspringer egentlig af samme logik som FN’s. Der er for tiden langtfra realpolitisk grundlag for det, ligesom den konkrete proces først kan fastlægges efter vanskelige forhandlinger, men målet er sat for i det mindste at nå længst muligt ad vejen.

 Et samfund med Danmarks nuværende grad af islamisering vil jo nemlig aldrig komme til at dreje sig om særlig meget andet igen. Selv uden en forværring vil fokuspunktet for dansk politik stadig om 500 år dreje sig om at dele sol og vind lige mellem muslimerne og resten, som i øvrigt altid må træde varsomt for at bevare den skrøbelige fred.

 Naturligvis vil selv et voldsomt, kortvarigt indgreb for repatriering være at foretrække frem for et spændingsfyldt samfund med vold og armod i al synlig fremtid – som det historisk altid har været skæbnen for delvist islamiserede lande. Og det er endda det bedst tænkelige scenarie. Så det er på tide, at partier i Folketinget gør reelt op med integrations-paradigmet og tænker stort og bæredygtigt for Danmark, som FN ønsker det for verden.