Torsdag den 8. juli var Frankrigs præsident Jacques Chirac ude at tale for kampen mod diskrimination, og han opfordrede til at mobilisere alle kræfter på at respektere medborgere uanset deres hudfarve, oprindelse eller religion.

Det skete i den lille by Chambon-sur-Lignon på højsletten Cevennerne syd for Lyon.

Baggrunden for talen er den,  at Frankrig i øjeblikket oplever en bølge af racistiske, antisemitiske  angreb og ytringer. Og ikke mindst, at partiet Front National med Jean-Marie Le Pen i spidsen står stærkt i mange lokalområder rundt om i Frankrig.

Adskillige jødiske og muslimske gravpladser er blevet vandaliseret, jødiske børn overfaldes, indvandrerforretninger ødelægges, synagoger og moskeer udsættes for angreb og vandalisme.

Det er virkeligheden for Chirac!

Det er just ikke nogen munter situation, Frankrig befinder sig i. Men det kan naturligvis ikke være nogen overraskelse. Igennem fire årtier har franske regeringer ukritisk tilladt en massiv islamisk indvandring til landet. Med det resultat, at mange af de franskmænd, der er blevet mest trængt af den islamiske indvandring, nu er gået over til fysisk modstand imod indvandrerne. Det bliver naturligvis imødegået med samme mønt fra de islamiske kredse. En udvikling, der kan være begyndelsen til borgerkrigslignende tilstande. Det forholder sig sådan, at fransk politi i mange situationer ikke vil gå ind i de voldshærgede ghettoer.

Kort sagt: En ulykkelig og dybt uansvarlig situation.

Derfor er det også et slag i luften, når Chirac nu udtaler følgende:

”Franske idealer og værdier bygger på mod, generøsitet, tolerance og solidaritet.”

Hvad skal indbygerne i betonforstæderne i Paris, Marseille og Lyon  bruge disse idealer til? Her er det ikke de franske eller europæiske idealer, der er gældende. Ifølge den franske efterretningstjeneste DCRG er der her tale om etniske ghettoer i dyb opløsning.

Ifølge en intern rapport  fra DCRG, som avisen Le Monde har fået fingre i, er situationen meget alvorlig. DCRG har gransket i 630 af landets socialt hårdest belastede kvarterer - områder, der er præget af arbejdsløshed, høj kriminalitet, vold, social nød og kummerlige boligforhold, med sammenlagt 1,8 millioner indbyggere.

Ifølge rapporten er halvdelen af disse kvarterer ved at udvikle sig til etniske ghettoer, hvor en ”anti-fransk grundtone, racisme, islamisk fundamentalisme, polygami og undertrykkelse af kvinder hører til dagens orden”.

Rapporten er meget pessimistisk med hensyn til ghettoernes fremtidsudsigter. De bedst stillede familier, ofte af europæisk oprindelse, flygter fra områderne, og det lokale forretningsliv lukker ned. Rapporten advarer også mod en stigende muslimsk radikalisering og påpeger, at ”fundamentalistiske imamer spiller en  stadig stigende rolle i 200 af de omfattede kvarterer” .

Der har ikke været nogen politisk kommentar til rapporten!

Men den franske sociolog Didier Lapeyronnie, der har fulgt udviklingen i de franske forstæder, er uenig i rapportens konklusioner. Didier Lapeyronnie mener, det ser langt sortere ud, og han udtaler følgende til Le Monde: ”For 20 år siden talte folk om samfundet. De stillede krav. I dag tror de ikke på, at det er muligt at ændre noget som  helst.”

Det er ganske enkelt for sent for de franske politikere!

Det hjælper heller ikke noget, at Jacques Chirac på Bastille-dagen her 14. juli holder en politisk korrekt formaningstale til sine landsmænd.

De har hørt nok om integration, tolerance, multikulturelle  projekter, og ikke mindst flere bevillinger og atter bevillinger. Derudover har den franske befolkning oplevet det skisma, at trods mange års højkonjuktur har franske politikere krævet besparelser i stor stil på alle områder. Det har en forklaring, nemlig, at midlerne er forbrugt til de store multietniske projekter, der i dag ligger i ruiner.

Det er den franske elite, der har skabt de håbløse og uløselige tilstande. Men de lever ikke selv med problemerne i deres dagligdag. Derfor er det de folkelige kræfter, der må tage over og ændre på situationen.

Jacques Chirac og det politiske establishments kan ikke.

(Kilder: Morgenavisen Jyllandsposten 9/7 2004 og Politiken 9/7 2004)