Hvis man er utilfreds der hvor man er, så må man enten flytte sig eller lave noget om.

Nu har jeg flyttet mig, for der hvor jeg var, gik det ikke at lave noget som helst om. Tværtimod.

Som bekendt er muslimer resistente overfor ændringer af islam, og reagerer aggressivt når det forsøges. Det gør mange danskere i de små samfund også, hvis man tvinger dem til at "drikke"..

Hvis man trækker en "hest" hen til brønden, og påtvinger den en masse information om islam, lige mens de er så godt i gang med at være gode og hjælpe flygtningene i lokalsamfundet, så bliver også de lokale ude i de små samfund vrede. De fleste vender sig mod en, og er ikke blevet et hak klogere.

Så lad være med at gøre som jeg. Lad være med at skrive informerende mails til den lokale mekaniker som netop har antaget en lærling ved navn Muhammed eller til eliten i Borgerforeningen der er i gang med at islamisere den lille by. Heller ikke til den lokale købmand der er sulten efter flere kunder, den lokale politisk korrekte præst eller byens praktiserende læge der stemmer på Radikal Venstre eller andre. Det eneste der sker er, at budbringeren bliver endnu mere skurk, og "flygtningene" endnu mere stakkels ofre.      

Skrives der tilmed til egen tandlæge, er det med betydelig risiko jf. Marathonmanden med Dustin Hoffmann.

Men hvad gør man så, når man er ved at gå i panik over udviklingen ? Hvad gør man så, når man er ved at eksplodere af frustration over journalistisk venstrepartis 5'te kolonne virksomhed ?

Jeg ved det ikke. Kun en ting ved jeg nu. Timing er vigtig. Folk skal være parate, og selv åbne informationsfolderen.

Som nævnt, så har jeg nu flyttet mig. Der hvor jeg er nu, er der ikke så mange tørklæder i gadebilledet. Men det er en stakket frist, for mange af dem der er her, skubber en barnevogn foran sig. Og også her er mange af de lokale ivrige efter at hjælpe. Og også her vil købmanden og det øvrige erhvervsliv gerne have flere kunder i butikken. Og også her er der en junta - en sanktionerende elite der presser på. 

Selvom mødet med tørklæderne her er mere sporadisk, forstemmes jeg hver gang. For er man så muslimsk, at man hverken kan eller vil lægge tørklædet på hylden, så ødelægger det samfundet. 

Jeg fyldes med mismod hver gang jeg møder tørklædet på gader og stræder for det tilkendegiver, at man har Muhammed som rollemodel. Det er det modsatte af, at have Jesus som rollemodel. 

På den ene side er der påbud om at islamisere alt og alle i verden med alle midler, bløde såvel som hårde, og på den anden side er der påbud om næstekærlighed, vende den anden kind til og tilgive. 

Det er modsat. Værdierne er diametrale modsætninger. Det ene er mørke, og det andet er lys.

Det første ødelægger ikke bare det danske samfund, men alle samfund der koloniseres.         

Derfor forstemmes jeg og fyldes med mismod, hver gang jeg møder tørklædet. Det mere end støder. Det krænker alt hvad jeg står for her hvor jeg bor, og så ødelægger det mit samfund - mit land.

Både de venstreorienterede og muslimerne selv er blevet nøje instrueret, såkaldt "coaching". De røde i medier som Politiken og DR, og muslimerne af imamerne og deres religiøse omgangskreds. Begge sider befinder de sig i fastholdende ekkokamre.   

For eksempel hører man ofte en venstreorienteret sige, at der er forskel på muslimer. 

Det giver lige så lidt mening, som hvis man under den tidligere besættelse havde sagt, at der er forskel på nazister. 

Om tyskeren der står vagt i baggården med den søde hund er venlig og hyggelig at drikke kaffe med, ændrer ikke ved det faktum, at han er medlem af den "klub" der hedder nazismen. 

Sådan er det også med muslimer. Selvom mange er venlige udadtil og umiddelbart fredelige, ligesom den flinke grønthandler, så er de alle medlemmer af den "klub" der hedder islam. 

For eksempel hører man også ofte en muslim sige, at jeg ønsker bare at være en god samfundsborger. 

Af gode grunde uddyber han ikke det specifikke samfund som han har i tankerne. 

For sandheden er, at en god muslim aldrig vil kunne være en god samfundsborger i Danmark eller noget som helst andet vestligt samfundssystem. Hvis han var det, så ville han være en dårlig muslim. For han ville have lagt alt det som det muslimske tørklæde symboliserer på hylden. Det tørklæde som han har påtvunget sin kone, og som er hjernevasket med, at det er hendes eget valg, og udtryk for hendes egen personlige frihed.  

Men islam er alt andet end frihed. I den verden handler det hverken om individuelle valg eller personlig frihedsmanifestation, men om det modsatte. Mørket. Kollektiv underkastelse.

Det handler på ingen måde om selvrealisation som menneske, for i islam er mennesket irrelevant og menneskerettigheder absurd. Det eneste der er af betydning er Allahs retningslinjer og Muhammeds eksempel. Alt handler om islam. Mennesket er til for islams skyld. Det er meningen med livet og årsagen til eksistens. 

Kort og "godt". Hvis man er god muslim, så kan man kun være en god samfundsborger i et islamisk samfundssystem. Et Kalifat. I den udstrækning han/hun er en god borger i et vestligt samfund, skyldes det bestræbelserne på at nedbryde og ændre det eksisterende.       

En anden argumentation der dukkede op fra den ene dag til den anden, og blev brugt så synkront fra flere sider i det muslimske miljø, at der stensikkert er tale om koordineret "coaching". Det er denne her med "at vi skal alle være her".

Men den indstilling er vores. Det er det vestlige menneskesyn, og den kan man ikke påtage sig som muslim, og bruge som banebryder for islam - et system som i den grad skaber samfund, hvor der netop ikke er plads til alle.

Når gode danskere/dårlige muslimer, bilder sig selv og andre ind, at der findes et moderat islam, så er det fordi medlemskabet af den "klub" er umulig at forsvare. For ordentlige folk med civiliseret kognition, er der kun to ting at gøre. Enten at opfinde en konstruktion der hedder moderat islam, eller at melde sig ud.

Robert Spencer har ofte nævnt Dr. Jasser, og betragter ham som en af de aller farligste muslimer i verden. Årsagen er, at han har stor succes med at overbevise folk om, at der findes et moderat, harmløst og ligefrem godt islam. Den dawah er farligere end utallige jihad terrorangreb.

I den udstrækning, at folk overbevises om, at der findes et moderat islam, sænkes paraderne. Det er utrolig farligt, for det gør der ikke, og den dag masserne opdager, at der kun findes et islam der er alt andet end moderat, er det sandsynligvis for sent. 

Nyopfindelsen moderat islam baner ligesom islamofobi og racismestemplet vejen for islam. Mens de to første er holdkæftbolsjer, så er moderat islam en sovepude. En dødbringende sovepude. 

Måske er det allerede for sent. Islam er allerede en del af myndighederne i den vestlige verden. Forestil dig, at du har haft indbrud. Du ringer til politiet. Et par timer senere dukker to betjente op i din dør. De er begge arabiske af herkomst. En sort BMW med fire personer er diskret fulgt efter politibilen, og holder parkeret lidt længere nede ad vejen. Da betjentene går rundt i huset og leder efter spor, ser de dit yndlings kaffekrus stå på sofabordet. Det har en tegning på som forestiller Muhammed med en bombe i turbanen. De ser også dine julepostkort fra Trykkefrihedsselskabet, der hænger med magneter på køleskabet. Den ene betjent går lidt afsides og kalder over radioen. Snart efter er de seks i din stue.

Der findes ikke et moderat islam ! At sænke paraderne i den opfattelse er en fatal fejltagelse. Det er som nævnt en dødbringende sovepude, ligesom den der med "at der er forskel på muslimer". Det er der ikke !

Der er forskel på, hvordan den enkelte muslim går til opgaven på, men der er ikke forskel på det de repræsenterer. Islam. Og "den" er der kun en af.

Det kostede mig mange penge i terapi, at finde den indsigt, at hvis man er utilfreds der hvor man er, så må man enten lave noget om eller flytte sig.

Men den lærdom kan jeg ikke bruge til noget som helst i relation til islam. I den boldgade kan man gennem information og oplysende ræsonnementer ikke ændre noget, og det bliver stadigt vanskeligere at flytte sig væk fra islam. 

"Den" er snart overalt.

Derfor forstemmes jeg, og fyldes af mismod, hver gang jeg på gader og stræder møder en muslimsk kvinde med tørklæde.

Der er tale om koldt stål. Ikke pap.

Steffen Wernberg-Møller