24.09.2006
Overgreb med racistisk baggrund
Forfatter: Harry Vinter
Politiets Efterretningstjeneste har offentliggjort sin årsberetning
Politiets Efterretningstjeneste, PET, har offentliggjort sin årsberetning 2004-2005.
Heri er et afsnit om de såkaldte RACI-indberetninger.
Afsnittet er af særlig interesse for Den Danske Forening, idet det blandt andet omhandler de mange overgreb, som herboende folk af anden etniske oprindelse end dansk dagligt udsætter etniske danskere for – fra ukvemsord som ”danskerluder” til voldelige overfald og mord.
Vi bringer afsnittet i dets fulde længde:
RACI-indberetninger
Politiets Efterretningstjeneste har siden efteråret 1992 fra politikredsene modtaget underretning om kriminelle forhold og hændelser, der kan tænkes at have racistisk baggrund, og som er rettet mod udlændinge. Ordningen blev i 2001 ændret til at omfatte ethvert forhold med mulig racistisk/religiøs baggrund, uanset om det kriminelle forhold er rettet mod en person eller interesse af udenlandsk eller dansk herkomst.
Formålet med indberetningsordningen er navnlig at give tjenesten mulighed for at vurdere, om der kan konstateres tegn på udøvelse af en mere organiseret og systematiseret kriminel virksomhed, der udspringer af racisme og fremmedhad.
Denne vurdering foretages ved at sammenholde de enkelte indberettede forhold med efterretningstjenestens øvrige oplysninger på de relevante sagsområder og ved at sammenholde de indberettede forhold indbyrdes.
I 2004 blev der registreret 37 sager med potentielt racistisk indhold. I 2005 er der pr. den 31. december 2005 registeret 81 sager.
Indberetningerne for både 2004 og 2005 kommer fra et bredt udvalg af landets politikredse.
Hovedparten af indberetningerne kommer dog ikke overraskende fra de større danske byer. I 2004 hidrørte 9 indberetninger fra København, 4 indberetninger fra Århus og 5 indberetninger fra Glostrup. I 2005 hidrørte til sammenligning 20 indberetninger fra København, 14 fra Århus og 4 fra Glostrup.
Som Politiets Efterretningstjeneste påpegede i forrige årsberetning, er det usikkert, i hvilket omfang tallene er dækkende for det faktiske antal racistisk begrundede kriminelle forhold.
På den baggrund har Politiets Efterretningstjeneste iværksat en række tiltag med henblik på at sikre, at ordningen giver et så retvisende billede af disse problemers reelle omfang som muligt. Således vil politikredsene for fremtiden få tilsendt kvartalsvise oversigter over indberettede sager med angivelse af, hvilke kredse der har indberettet sager. Samtidig offentliggør tjenesten løbende indberetningerne – igen med angivelse af politikreds – på tjenestens hjemmeside www.pet.dk/publikationer.
I forhold til initiativer, der skal sikre, at befolkningen også er opmærksom på, at racistisk motiveret chikane, trusler, vold og hærværk skal anmeldes til politiet, overvejes det i samarbejde med landets politikredse at iværksætte en kampagne, der retter fokus på disse forhold.
Herunder pågår der i efterretningstjenesten overvejelser om udarbejdelse af informationsmateriale, f.eks. en pjece, som henleder opmærksomheden på lovovertrædelser med racistisk eller religiøs baggrund samt den særlige indberetningsordning.
Politiets Efterretningstjeneste har via samarbejdet med repræsentanter fra forskellige etniske minoriteter i Danmark fået oplysninger om, at der blandt deltagerne i indvandrerforummet og kredsen af imamer er flere, der har været udsat for chikane, trusler og hærværk med racistisk motiv mv., og at man i disse fora har givet udtryk for en vis resignation i forhold til at anmelde sådanne overgreb til myndighederne.
Efterretningstjenesten vil i forbindelse med ovennævnte samarbejde løbende opfordre de deltagende til at anmelde overgreb af denne karakter, ligesom ovennævnte tiltag i det hele taget gerne skulle medvirke til, at et eventuelt mørketal vedrørende racistiske og/eller religiøst motiverede lovovertrædelser minimeres.
Politiets Efterretningstjeneste har endvidere besluttet at udvide den eksisterende indberetningsordning til også at omfatte kriminelle handlinger med mulig politisk baggrund. Efterretningstjenesten reviderer derfor i øjeblikket instruksen fra december 2001 vedrørende indberetningsordningen.
Kommentar:
Det fremgår af årsberetningen, at PET samarbejder med repræsentanter fra forskellige etniske minoriteter, og at enkelte af disse har følt sig udsat for chikane.
Den Danske Forening har ikke modtaget nogen henvendelse fra PET med tilbud om samarbejde. Desuagtet påtager foreningen sig gerne at medvirke til at bringe racistiske overgreb mod danskere frem i lyset.
Som det ses af årsberetningen, blev der i 2004 registreret 37 sager med potentielt racistisk indhold. Tallet steg til 81 sager i 2005.
Tallene er påfaldende små. DDF antager ud fra indberetninger fra medlemmer, at der bliver råbt ”danskerluder” efter danske kvinder et eller andet sted i landet mindst 81 gange – ikke om året, men om dagen. Og det er absolut en af de mildeste former for chikane, danskere udsættes for.
På et nyligt DDF-møde på Amager fortalte flere deltagere om steder, hvor hverken unge eller gamle danskere længere tør færdes efter mørkets frembrud af frygt for muslimske bander, som fører sig frem som religiøst politi.
Fra Den Danske Forenings side skal der derfor lyde en kraftig opfordring til at indberette enhver form for chikane eller overgreb, etniske danskere udsættes for.
Den Danske Forening påtager sig gerne at formidle indberetning til myndighederne.
Kilde: http://www.pet.dk/upload/pet%C3%A5rsberetning_2004-05.pdf
|