Krigen mod os er i fuld gang. Mod os? Man kan kalde det mod os eller mod Vesten, Kristenheden, vor civilisation eller bruge andre betegnelser, uden at det gør den store forskel. Det, der er tale om, er islams stadig mere tydelige krig mod os ”vantro” i vor del af verden. Vi betragtes mere og mere klart af alle islamister og langt ned i rækkerne af alle muhamedanere  som islams fjender, der bør behandles som sådanne efter koranens forskrifter. Den amerikanske professor Huntington fremsatte allerede for en del år siden sine tanker om verdenskonflikternes ændring fra de traditionelle modsætninger og krige mellem de gamle stormagter til ”civilisationernes” sammenstød mellem grupper, der først og fremmest er bestemt af deres tilknytning til de forskellige verdensreligioner. Disse tanker har været meget diskuterede og til dels forkætrede. Udviklingen i årene siden synes at gøre dem meget aktuelle. En voksende del af krigeriske begivenheder synes faktisk at være forbundet med religiøse modsætninger. Og muhamedanere er i de fleste tilfælde en af de stridende parter.

Midlerne i denne krigsførelse er som regel så forskellige fra traditionel krigsførelse, at man måske viger tilbage for overhovedet at tale om egentlig krig. I de seneste år har man stemplet mange voldsudøvelser som ”terrorisme”. Men sagen er vel, at denne form af mange i fremmede ”civilisationer” betragtes som den form for krig mod deres fjender, der falder dem lettest og er mest effektiv over for modstanderne. Det er en krigsform, som har mange skikkelser og meget forskellige udøvere fra statsterrorisme, over større terrornetværk til små selvstændigt arbejdende grupper eller enkeltpersoner. Dette gør det langt vanskeligere for de ramte at finde passende modforholdsregler og kampformer. Man kæmper  i nogen grad i blinde mod fjender, som skjuler sig i anonyme omgivelser, der benyttes som skjul og skjold.  Kampen vil derfor let komme til at ramme også disse civile omgivelser, når der sigtes mod de egentlige terrorister. Det er kort sagt i mange tilfælde vanskeligt at kæmpe mod terrorismens krigsform med krigsførelsens klassiske og normale våben, og det udnyttes selvsagt af terroristerne, der oftest er temmelig ligeglade med egne og deres civilbefolknings tab, men udnytter civile tab i deres propaganda over for kristne og vestlige folk, som er langt mere følsomme i den retning. Desuden giver terrorismen en oplagt mulighed for stedfortræderkrig., hvor terrorgrupperinger optræder som skjulte repræsentanter for større magter, der ikke selv ønsker at træde frem, men med penge og våben forsyner deres terrorhåndlangere med det fornødne til udøvelsen af deres håndværk. En sådan mere eller mindre skjult bistand er det som oftest endnu vanskeligere at ramme end terroristerne selv, skønt den kan være helt afgørende for at holde terroren ved lige.

Den overvejende del af terroren imod  Vesten stammer givetvis fra den muhamedanske verden. Den har desuden været i voldsom og stadig stigende vækst gennem adskillige årtier, inden den i de seneste år slog ud i så ekstreme former, at den blev erkendt som et problem og en fare for hele vor civilisation, livsform og nationale frihed.  Når det kunne komme så vidt, skyldes det nok især, at  vi gennemgående var og er for uvidende om muhamedanismens karakter og mål. Den blev opfattet som en fredelig religion på linie med andre religioner, der for det meste er det. Men dette er nok en fejlvurdering af de farlige.

                      Islam er ikke blot en religion på linie med så mange andre. Den er en ideologi, der gennemsyrer alt i samfundet uden skel mellem det religiøse og det verdslige. Den vil beherske de troendes hele tilværelse i alle henseender og give love og regler for hele menneskelivet. Altså en totalitær bevægelse, der i så henseende overgår både kommunisme og nazisme. Men dertil kommer, at den i sit væsen kræver at være herskende over hele verden og altså er aldeles aggressiv over for alle andre. Og andre skal ikke blot omvendes ved ordet, men i givet fald også ved sværdet. Hvor islam har haft magten og gennemført et religiøst styre, er alle ikke-muhamedandere bl.a. kristne, hvis de overhovedet blev tålte, normalt blevet behandlet som andenrangs borgere, der skulle yde, men ikke nyde lige ret med de troende.

I den nuværende situation, hvor verdens over 1 mia. muhamedanere i hvert fald endnu ikke militært kan hamle op med Vestens militære magt i åben krig, må deres aktivister naturligvis afpasse deres krigstaktik efter denne realitet. Derfor vil de foreløbig være henvist til at holde sig til den ovennævnte terrortaktik og få det mest mulige ud af den. Efterhånden som modstanderne bliver mere pressede af denne skjulte krigsførelse, der er vanskelig at imødegå, kan islamisterne så optrappe deres krigsindsats til at gøre brug af andre og måske mere traditionelle midler, men deres fordel ligger bl.a. i, at de kan bruge alle slags midler og hurtigt skifte fra det ene til det andet, alt efter som omstændighederne tilsiger det. Det større billede synes imidlertid utvivlsomt at vise, at den islamiske verden under ét bliver stadig mere magtfuld også med moderne våbenteknikker, og at disse let spredes fra de større og mere fremskredne islamiske lande til disses lydstater og stedfortrædere i krigen mod Vesten. Det ses for nylig tydeligt i Hizbollahs krigsførelse mod Israel i Libanon.        

                      Strategien i muhamedanernes islamistkrig imod os er klar nok. Den går til syvende og sidst ud på, at vi som alle andre ikke-troende skal overvindes og enten blive muslimer evt. tålte andenrangs mennesker eller blive udryddet. I første omgang siges dette direkte om Israel, der skal udslettes af landkortet og israelerne udryddes eller fordrives. Men vi skal ikke tro, at vi andre er sikret en bedre skæbne. USA, der fremstilles som den store djævel, har jo allerede fået terroristernes grænseløse had at føle. Men også andre større lande i vor vestlige verden har fået deres del af terroren. Den rammer karakteristisk nok så at sige udelukkende civile, der naturligvis er lettere og mere ubeskyttede mål end militære eller politi. De seneste års store terroraktioner i Madrid og London med hundreder af dræbte civile foruden mængder af sårede viser tydeligt dette. Og samtidig  afslører de et forhold, som man har søgt at lukke øjnene for eller helt at benægte. Disse terroraktioner var nemlig ikke udført af udsendte al-Quaida-specialister, men af lokale muslimer, der var efterkommere af indvandrere fra den muhamedanske verden og betragtedes som velintegrerede i deres nye europæiske lande oftest med statsborgerskab i disse, personer som man i værtslandene ikke havde mistanke om at ville foretage den slags handlinger. Det viser klart, hvilken bombe under det fredelige samfund man har fået lagt med den gennem lange tider tålte masseindvandring fra islamien. Da det synes umuligt på forhånd at afgøre, hvem af disse muhamedanere der udgør en reel terrorrisiko, må hele denne nu overalt store og hastigt voksende befolkningsgruppe være en dødelig fare for vore landes fred og sikkerhed. Den seneste kæmpeterroraktion i Londons Heathrow lufthavn, som det lykkedes at afsløre og forhindre, viser ganske samme billede i endnu større skala.

                      Krigen mod os er sandelig i fuld gang. Nogle vil sige, at den 3. verdenskrig allerede er begyndt.