Offentliggjort 7. august 2006 i Jyllands-Posten :

Er vi villige til konfrontationen?

Af Ole Hasselbalch, professor, jur. dr., Humlebæk

Der er ikke mere respit for langsom opfattelsesevne eller vankelmod. Den, der ikke forstår grundlaget for de goder, han nyder, og er villig til at handle i henhold hertil, er dømt til at miste dem. Det står ikke skrevet nogetsteds, at Vesten og vor samfundsmodel vil vinde. Der er følgelig heller ikke basis for en dialog med islam, så længe denne tros udøvere blot betragter sådant som et redskab til vildledning, skriver dagens kronikør.

 

Vandene skilles efter Muhammed-affæren. De, der ikke nu forstår, hvad situationen er, vil næppe nogen sinde forstå.

Der var ikke er tale om en spontan, folkelig forargelse over nogle lidet opsigtsvækkende bladtegninger: Sagen opstod måneder efter offentliggørelsen, den ægyptiske regering optrådte som fødselshjælper, og de autentiske tegninger blev suppleret med et sæt forfalskninger og løgnehistorier. I det hele taget brænder man ikke ambassader og flag af på de kanter uden regeringsgodkendelse.

Inden for den arabiske kulturkreds er forstilt vrede over en påstået krænkelse et velkendt fænomen. I vinter var der mange grunde til at opfinde en sådan krænkelse: Ægypten stod over for et parlamentsvalg, og regimet havde behov for at markere sig. Iran havde brug for at aflede den vestlige offentligheds opmærksomhed fra landets atomprogram. Syrien havde brug for at få lettet presset efter indblandingen i mordet på en tidligere libanesisk premierminister. Forhandlingerne om Kosovos fremtid stod for døren. Det nye palæstinensiske selvstyre havde brug for kredit. Endelig var der behov for skrappere blasfemibestemmelser til at lægge låg på en omsiggribende tendens i vesteuropæiske medier til at beskæftige sig med de uspiselige dele af Islam - det engelske parlament stod f.eks. over for behandling af "The Religious Hatred Bill".

Muhammed-balladen udløstes kort sagt ikke af en krænkelse. Den var skabt i den ekspanderende muslimske verden til brug i konflikten med Vesten.

Denne konflikt drejer sig grundlæggende om, hvorvidt en politisk ideologi i religionens kappe skal have lov til at påtvinge os sine dogmer og endog diktere, at disse skal erstatte empirisk viden. Lykkes dette, er vi tilbage til dengang, hvor Kopernicus og Galilei stod for inkvisitionen. På et sådant grundlag kan et ordentligt samfund ikke bygges.

Som Muhammed-sagen viser, er de midler, der bruges imod os, imidlertid usædvanlige.

Kerneelementet er befolkningsudviklingen. Som Per Stig Møller påpeger i JP 9/7: I midten af dette århundrede vil en halv milliard europæere - heri for øvrigt et stort antal tilvandrede muslimer medregnet - stå over for et Mellemøsten og Nordafrika med ca. fire gange så mange mennesker. Han kunne have tilføjet, at Københavns Universitets demografer har varslet fremmed flertal her i Danmark inden for dette århundrede (Berlingske Tidende 20/8 2005).

Denne situation spekulerer islams frontløbere i. En i Norge bosat fundamentalist, Mulla Krekar, siger eksempelvis: »Se på udviklingen i befolkningen i Europa, hvor antallet af muslimer vokser som myg. Hver vestlig kvinde i EU producerer gennemsnitligt 1,4 barn. Hver muslimsk kvinde i de samme lande producerer 3,5 barn. I 2050 vil 30 pct. av befolkningen i Europa være muslimer.« (Dagbladet 13/3 2006). Libyens Gadaffi udtrykker det på denne måde: »Vi har 50 millioner muslimer i Europa. De er tegn på, at Allah vil give islam sejr over Europa - uden sværd, uden kanoner, uden erobring. De 50 millioner i Europa vil gøre Europa muslimsk i løbet af få årtier. Allah mobiliserer det muslimske Tyrkiet og føjer det til den Europæiske Union. Det er yderligere 50 millioner muslimer. Der vil så være 100 millioner muslimer i Europa. Albanien, som er et muslimsk land, er allerede i EU. Bosnien, som er et muslimsk land, er allerede i EU. 50 pct. af dets indbyggere er muslimer.« (Memri-TV)

Det er endvidere kendt, hvilke strømninger der dominerer de muslimske indvandrergrupper. Med udspring netop i Muhammed-sagen kan f.eks. nævnes den opinionsundersøgelse, LO's Ugebrevet A4 trykte 13/3 2006: Under halvdelen ville tage afstand fra de danskfjendtlige optøjer i Mellemøsten - 11 pct. havde endog "fuld forståelse" for flagafbrænding, ambassadeødelæggelser og boykot af danske varer.

De såkaldt moderate muslimer tæller ikke i det store billede. Kun 1.000 meldte sig ind i "Demokratiske Muslimer" på fire uger - samme antal som fundamentalisterne til enhver tid kan mønstre i Nørrebrohallen. De moderate vil derfor formentlig i det lange løb blive bragt til tavshed allerede af den grund, at der ikke vil være politimæssige ressourcer til at beskytte dem.

Nu er det naturligvis ingen naturlov, at de folkerigeste kulturer altid sejrer. Spanieren Cortez væltede f.eks. det mægtige inkarige med et par hundrede soldater. Bagmændene bag Muhammed-krisen véd da også udmærket, at de hverken militært eller økonomisk kan vinde over Vesten. Det er netop derfor, de opererer på det psykologiske plan ved at opfinde fiktive krænkelser og kræve "respekt" for deres "religion". De har nemlig brug for vor passivitet, indtil befolkningsudviklingen alligevel vil gøre det for sent at stille noget op.

Derfor karakteriseres islamkritik som hetz og had, naturlige værgemidler kaldes "diskriminerende", og de, der igennem 25 år har advaret om, hvad der går i svang, søges med hjælp fra danske medspillere stigmatiseret og stemplet som "højreradikale".

Lader vi os af den grund opsuge i skænderier om "debattens toneleje", mistes imidlertid kostbar tid - samtidig med at vi for øvrigt overser, hvordan respekten for andre religioner praktiseres i det dybt intolerante Mellemøsten, hvor det de sidste 100 år er lykkedes stort set at udrydde de kristne og jødiske samfund.

Status i dag er, at Europa er ved at gå tabt på grund af europæiske lederes manglende evne til at identificere truslens karakter eller i al fald deres kiggen den anden vej, vankelmod, uvilje ved at sige tingene rent ud og ulyst til at tage de ubehageligheder nu, der vil forhindre noget endnu værre senere.

I konsekvens heraf står et samfund efter mellemøstlig model med korruption, nepotisme og religionsvanvid for døren. På vejen vil frihedsrettighederne gradvis blive trængt tilbage - i første omgang fordi den, der risikerer at blive selvmordsbombet, normalt hellere giver køb på idealerne end lader livet. Skatteopkrævningen vil bryde sammen i takt med, at tilstandene i kioskbranchen breder sig til andre erhvervsgrene. Politiets arbejdsbetingelser vil blive umulige i stadig større geografiske områder. Det sociale niveau vil efterhånden kollapse i konsekvens af muslimernes familiestruktur, deres opfattelse af kvindens placering i samfundslivet samt en manglende forståelse hos alt for mange af dem for den sammenhæng, der nødvendigvis må være mellem det at nyde og det at yde. Konsekvenserne vil blive værre end efter middelalderens Sorte Død, idet vore efterkommere som undertrykt mindretal vil savne muligheden for at genopbygge det tabte.

Mennesket har jo oftest vanskeligt ved at forestille sig ulykker, der endnu ikke er indtruffet. Og de mange indflydelsesrige Seidenfaden'er og Skov Christensen'er vil med deres fantasterier trække den forkerte vej.

Der er imidlertid ikke mere respit for langsom opfattelsesevne eller vankelmod. Den, der ikke forstår grundlaget for de goder, han nyder, og er villig til at handle i henhold hertil, er dømt til at miste dem. Det står ikke skrevet nogetsteds, at Vesten og vor samfundsmodel vil vinde.

Det er således ødelæggende at fortsætte med at støtte etableringen af en kultur her, hvis tilhængere som gruppe betragtet ikke har og efter al menneskelig erfaring heller ikke nogen sinde vil forstå, hvad forudsætningerne er for den fred og velfærd, de nyder. En sådan "integration" er det samme som tilbagerykning af den vestlige samfundsordning på vor egen jord. Vi har både ret - og over for vore efterkommere pligt - til at beskytte os mod sligt.

Derfor må uddelingen af statsborgerskab til personer, der ikke kan forventes at ville respektere vore værdier, stoppe - og de, der fejlagtigt har fået et alligevel, må motiveres til at tække teltpælene op. Ligeledes må den igangværende indtrængen af mellemøstlig kultur i danskernes dagligdag modvirkes og ikke tværtimod understøttes. Når jødiske gymnasieelever f.eks. chikaneres og trues i skolen eller gymnasiet, skal deres forældre ikke rådes til at indmelde dem andetsteds, men institutionen derimod ryddes for de muslimer, der ikke kan opføre sig ordentligt. Og hvis muslimske damer ikke kan bade sammen med andre i svømmehallerne, må de henvises til Det Røde Hav i stedet.

Der er endvidere brug for at få klarhed over, hvilken petrodollarbetalt indflydelse på presse, offentlighed og politikere der skubber i den retning, hvor vi nu er på vej hen, og hvilken manipulation af mellemøstlig oprindelse, offentligheden udsættes for. Det er kendt, at oliesheikerne har købt ikke blot amerikanske ambassadører, men endog en tidligere præsident. Hvorledes stiller det sig her i landet? NATO er i stand til at modstå et frontalt kampvognsangreb, men de vestlige ledere var helt uforberedte på fupnumrene bag Muhammed-krisen. Er de bedre rustet i dag?

Endelig og ikke mindst er det jo altså således, at respekt for islams dårligdomme ikke er egnet til at fremme islamisk selvransagelse. Islam af i dag rummer nogle alvorlige systemfejl: Den blander sig aggressivt og uden skelen til midlerne i andre menneskers tilværelse på samme måde som totalitære politiske ideologier. De øvrige verdensreligioner måtte omtolkes for at de - førhen - kunne bruges på tilsvarende vis.

Der er følgelig heller ikke basis for en dialog med Islam, så længe denne tros udøvere blot betragter sådant som et redskab til vildledning.