Israel´s angreb på Hizbollah i Libanon, har bred opbakning i den israelske befolkning. Det er en krig mod en bevægelse, der ikke har nogen bestemt stat bag sig.

 Libanons regering bærer naturligvis et ansvar for at Hizbollah har kunnet finde husly i de sydlibanesiske landsbyer, det betaler man for i disse dage. Men det er ikke en krig mellem Israel og Libanon.

 Men enigheden i Israel har sine grænser. Det kan man konstatere ved at læse, hvad tre af Israels dagblade skriver om Israels angreb på Hizbollah i Libanon.

 Den 27. og 31 juli skrev Jerusalem Post følgende i to ledende artikler: 

" 27. juli. - Israel er i krig mod en hær af terrorister, som stolt skyder mod vores civilbefolkning, mens den gemmer sig bag sin egen. Det er en krig, som Israel skal vinde. Billeder af Hizbollah-leder Hassan Nasrallah bliver nu hyldet i blandt andet Cairo og Ramallah. Han bliver nu tiljublet ligesom Gamal Abdel Nasser, Yassir Arafat og Saddam Hussein tidligere er blevet det af arabere, der anser deres egen regering for at være for venlig over for Israel. Der er selvfølgelig mange andre arabere, der er klar over, at krigslystne diktatorer kun medfører fattigdom og fiasko for den arabiske verden.

Men hvordan kan vi i den vestlige verden sikre os, at det er de fornuftige muslimske stemmer, der bliver hørt, og ikke dem der danser med lyden af krigstrommer."

" 31.juli. - Ved at kræve at Israel nødvendigvis må give yderligere territoriale indrømmelser for at gøre en ende på angrebene fra Libanon, omstøder det saudi-fransk-libanesiske forslag effektivt det hævdvundne FN-princip om, at landvinding opnået via magtanvendelse ikke kan accepteres...

 Medmindre resten af det internationale samfund bestemt afviser ideen om at sammenkæde en afvæbning af Hizbollah og en omgruppering af Libanons hær med en israelsk tilbagetrækning fra Shebaa Farms, vil den libanesiske våbenhvile-aftale vise sig at være dødsklokkerne for fred i Mellemøsten i mange år fremover."

Den 16. juli og  skrev Ha`aretz fra Tel Aviv følgende i en ledende artikel:

 " 16. juli - Han findes i alle nabolag, den store bølle man ikke må provokere. Bliver han fornærmet? Så trækker han straks kniven. Spyttes han i ansigtet? Så trækker han pistolen. Slår man ham? Så trækker han maskingeværet. Ikke at han ikke har ret til det, for han blev jo forulempet. Men hvilken reaktion!

 Størst beundring påkalder sig den stærke, som forstår at kontrollere sin vrede.

Desværre ligner Israels hær igen nabolagets bølle. En soldat bortføres i Gaza? Så må hele Gaza betale. Otte soldater  dræbes og to bortføres i Libanon? Så må hele Libanon betale. Et og kun et sprog tales i Israel: Magtanvendelsens sprog." 

Den 3. august skrev Haaretz følgende i en ledende artikel:

 " 3. august. -"Hver ekstra dag undergraver denne grusomme fjendes styrke," sagde Olmert. Men i virkeligheden er der ikke dækning for hans udsagn, i hvert fald ikke i øjeblikket.

Kløften mellem premierministerens udtalelser og onsdagens begivenheder rejser nye spørgsmål. Selv om Olmerts hensigt var at indgyde nationen nyt håb, kan det ikke gøres uden et faktuelt grundlag.

Olmert kan ikke ignorere det blod, der ligger på jorden. Hans udtalelser om, at en af krigens sejre er, at Nasrallah ikke længere ønsker at affyre missiler mod Israel, modbevises i realiteternes skarpe lys.

Hizbollah forsætter stort set med at affyre raketter som de har lyst til. det nytter ikke længere at stille sig tilfreds med store ord om sejre, mens Hizbollah til stadighed viser, at intet kan afholde dem fra at fortsætte angrebene på Israel.

 Et af krigen s vigtigste mål var at forhindre misilangreb på Israel. det mål er endnu ikke nået, og det må man ærligt erkende."

Kilde: Dagbladet Information: Fredag den 21 juli, Weekend 29.-30.juli Tirsdag den 1. august, og Fredag den 4. august 2006.