Det er ikke nogen hemmelighed, at Den Danske Forening ikke er tilhængere af det multietniske og multikulturelle samfund. Vi tror ganske enkelt ikke på, at det vil være til Danmarks bedste.

 Vore modstandere, - de kulturradikale internationalister,- ser anderledes på det, og hævder at det er en naturlig nødvendighed i et international og globaliseret verden. Ja, de mest frelste påstår at det er en forudsætning for Danmarks fremtid.

Det passer ikke!!!

 Danmark kan som en forankret nationalstat med en samlende enhedskultur, give sit bidrag til det mellemfolkelige samarbejde, såvel politisk som økonomisk. Jeg vil hævde, at det er en fordel at være en et forenet folk præcis i denne sammenhæng. I dag er multietniseringen så langt fremme i bl.a. Frankrig, Holland, Tyskland og til dels Spanien, at det til en vis grad styrer de pågældende landes udenrigspolitik.

 Det er et klokkeklart tilbageskridt for suveræne nationalstater!!!

For Danmarks vedkommende er det knap så fremskredet, - selvom tilstedeværelsen af 210.000 muslimer i landet naturligvis sætter en ”usynlig” dagsorden overfor de islamiske lande. Netop i disse dage ser vi forskellen på en nationalstat, Israel og en række stater og terrorbevægelser, der bygger deres sammenhold på stammeidentiteten.

 Libanon er en stat, men en del steder, er det Hizbollah og Hamas, der sætter og styrer den politiske dagsorden.

Det var de to grupper der besluttede sig for at bortføre de tre israelske soldater. Sålænge de tre soldater ikke er frigivet betingelsesløst kan nationalstaten Israel naturligvis ikke tale om våbenhvile. De tre soldater, - er Israel.

 Israel kan derimod henholde sig til resolution 1559 fra FN´s sikkerhedsråd. Dette dokument kræver, at Syrien trækker sig helt ud af Libanon, og at Hizbollah bliver afvæbnet. Det er i en sådan presset situation nationalstaten viser sin styrke:

Herom skriver filosoffen og forfatteren Roger Scruton under overskriften ”Nationalstatens dyder” følgende:

 Under moderne forhold har national loyalitet følgende almindelig anerkendte fordele:

 Vi, som borgere i nationalstater, er bundet af gensidige forpligtelser over for alle dem, der kan gøre krav på vor nationalitet uanset familie og uanset tro. Følgelig   frembryder   religionsfrihed   frihed    i samvittighedsspørgsmål, og ytrings – og meningsfrihed ingen trussel imod vor fælles loyalitet.

 Vor lov gælder for et bestemt territorium, og vore lovgivere vælges af dem, hvis hjem det er. Loven bekræfter derfor vor fælles lod og påkalder vor fælles lydighed. Lovlydighed bliver en del af planlægningen, en del af måden, hvorpå landet indrettes. Vort folk kan hurtigt forenes stillet over for trussel, eftersom man forenes til forsvar for det, der er nødvendigt for alle – sit territorium.

 Symbolerne på national loyalitet er hverken militante eller ideologiske, men består af fredelige billeder af hjemlandet, af det sted, hvor vi hører hjemme. Nationale loyaliteter fremhjælper derfor forsoning mellem klasser, interesser og trosretninger og danner baggrund for en politisk proces baseret på konsensus frem for tvang. I særdeleshed får nationale loyaliteter mennesker til at respektere den enkeltes suverænitet og rettigheder.

 Af disse og ligende grunde munder national loyalitet ikke blot ud i demokratisk styre, men overtages dybtgående af det. Mennesker, bundet af et nationalt ”vi” har ingen vanskeligheder ved at acceptere en regering, hvis meninger og beslutninger, de ikke deler; de har ingen vanskeligheder ved at acceptere oppositionslegitimitet, eller den frie ytring af skandaløs-lignende synspunkter.

 Kort sagt, de er i stand til at leve med demokrati og til at udtrykke deres politiske aspirationer gennem valgurnen.

 Ingen af disse goder er at finde i stater, der er grundet på stammeidentitetens ”vi” eller troens ”vi”. Og under moderne forhold er alle sådanne stater i en konstant tilstand af konflikt og borgerkrig, uden hverken en ægte retsorden eller et stabilt demokrati.

 Nationalstatens dyder er åbenlyse i de to karakteristika, der ofte citeres af dem, der er tættest forbundet med transnationalt styre: ansvarlighed og menneskerettigheder.

 Lige siden Terents halvt for sjov stillede spørgsmålet quis custodiet ipsos custodes ? –hvem skal vogte vogterne? – har spørgsmålet om ansvarlighed været i forreste linje i al konstruktiv politisk tænkning. Hvor velvillig end monarken, den herskende klasse eller ”avantgarde-partiet” måtte være, er der ingen sandsynlighed for, at han, hun eller de længe vil forblive velvillige, når de ikke står til ansvar for andre end sig selv.

 Regeringsmagten tilbyder kun borgerne sikkerhed, hvis den også står til regnskab over for dem. Ansvarlighed skabes ikke blot ved at erklære, at den eksisterer, ej heller ved at oprette institutioner, der teoretisk set værner om den. Den bringes til eksistens, når borgere har travlt med at håndhæve den. Dette kræver evne til at mobilisere en opinion vendt mod de regerende, således at de bliver fjernet fra magten. Det kan til gengæld kun ske, hvis borgere går i brechen for hinandens ret til protest og anerkender en fælles interesse i at tillade oppositionen at komme til orde.

 Borgere må samarbejde om at opretholde de institutioner, der vil lade den politiske beslutningstagen underkastes ransagelse fra en fri presse og en retsorden. National loyalitet er den klippe, hvorpå alle sådanne holdninger er grundfæstet. Den gør mennesker i stand til at samarbejde med deres modstandere, til at anerkende enighed om at være uenige, til at bygge institutioner, der står over, er mere holdbare og mere upartiske end selve den politiske proces.”

 Kilde: Roger Scruton, (f.1944) professor i æstetik ved Birkbeck College i London og efterfølgende professor i filisofi ved Boston Universitet i Massachusetts.

”Nationernes nødvendighed”: oversat fra engelsk af Lis Pihl

Udgiver: Dansk Samling  www.dksamling.dk