"Ligesom deres europæiske forgængere er de islamistiske krigere også fikseret på få kanoniske autoriteter. Koranen træder istedet for Marx, Lenin og Mao, og i stedet for Gramsci påkalder man sig Sayed Qutb.

Verdensproletariatet tjener ikke mere som revolutionært subjekt, det gør i stedet ummahén, partiet er ikke længere massernes avantgarde og selvudnævnte stedfortræder,  det er de islamistiske krigeres vidtforgrenede konspirative netværk.

Bevægelsen kan ganske vist knytte an til ældre retoriske former, som kan virke højtravende og storskrydende på udenforstående; mange af dens fikse ideer kan den imidlertid takke den kommunistiske fjende for.

Historien følger jernhårde love, sejren er uundgåelig, det gælder om overalt at afsløre afvigere og forrædere, der overdænges med rituelle forhånelser.

Heller ikke listen over de foretrukne fjender byder på overraskelser:

Amerika, det dekadente Vesten, den internationale kapital, zionismen. Den suppleres med de vantro, det vil sige de øvrige 5,2 mia. mennesker.Dertil kommer de frafaldne muslimer, der efter behag skal søges blandt shiaer, ibaditer, aleviter, jesider, zaiditer, ahmadija, hanafiter, drusere, sufier, charidjiter, ismailiter og andre trosretninger."

Hans Magnus Enzensberger: Schreckens Männer. Versuch über den radikalen Verlierer. 55 sider. 5 Euro. Suhrkamp Verlag 2006.