Når en bestemt befolkningsgruppe gør sig uheldigt bemærket i kriminalitetsstatistikken, følger der ofte en udglattende kommentar om, at overrepræsentationen er mindre, hvis man korrigerer for sociale og økonomiske forhold. Korrektionen forudsætter, at fattigdom ofte leder til kriminalitet.

Men er det rigtigt? Det store flertal af fattige borgere er lovlydige, og der findes utallige eksempler på, at kriminalitet for såvel høj som lav fører til social og økonomisk nedtur. Dermed er det sandsynligt, at kriminalitet leder til fattigdom i højere grad, end at fattigdom leder til kriminalitet. Alene i maj 2018 har der været terrorangreb i Belgien (Liège), Frankrig (Paris) og Holland (Haag), hvor gerningsmændene råbte ' allahu akbar'. Hver gang hævder indvandrerlobbyen, at ' det intet har med islam at gøre', og at muslimsk terror vokser ud af frustrationer, som skyldes fattigdom og dårlige levevilkår.

Den søforklaring har intet hold i virkeligheden, for trods fattigdom i Sydafrika, Paraguay, Vietnam, Nepal, Madagaskar, Bulgarien, Filippinerne, Haiti og mange andre ikke-muslimske lande er de ikke kilde til global terror. Desuden er befolkningerne i de stenrige arabiske Golf-stater ikke fredeligere stemt over for Vesten end befolkningerne i mindre velstående muslimske lande, tværtimod. Samtidig viser al erfaring, at konkrete muslimske terrorister rekrutteres fra alle samfundslag.

I modsætning hertil kører fattige uuddannede og marginaliserede romaere ikke lastbiler gennem menneskemængder, sprænger sig selv i luften på cafeer, knivstikker tilfældige mennesker på gaden, truer med død over Vesten i almindelighed samt Israel og USA i særdeleshed, benytter flyvemaskiner som missiler imod højhuse, sten mod politi, brandvæsen og ambulancefolk på arbejde, gruppevoldtager unge kvinder som nytårsfornøjelse eller angriber debatmøder for ytringsfrihed.

Alt peger derfor på, at terror har meget lidt at gøre med fattigdom og alt at gøre med islams lære.