I Jyllands-Posten den 16/11 skrev RS bl.a.:

"Det danske folk har aldrig fået mulighed for at afgøre, om Danmark skal være et multietnisk samfund i stedet for en nation.«

I dag, knap 30 år senere, er det uomtvisteligt, at Krarup dengang havde blik for en udvikling, som de fleste partier og politikere på Christiansborg ikke forstod konsekvenserne af. I mit eget parti kom advarslerne fortrinsvis fra socialdemokrater på den københavnske vestegn, men de blev affærdiget som racister af partiledelsen. Pia Kjærsgaard var et af de få folketingsmedlemmer, der forstod alvoren, og året efter Krarups debatindlæg stiftede hun Dansk Folkeparti. 

Få politiske beslutninger har forandret det danske samfund så voldsomt som udlændingeloven af 1983, men den fordomsfri og legitime politiske debat om konsekvenserne blev undertrykt. Krarup forsøgte allerede i 1980’erne at råbe befolkning og politikere op, men alvoren gik først op for de fleste, da masseindvandringen havde skabt grundlæggende og uønskede forandringer af samfundet, fordi overrepræsentationen i de forkerte statistikker viste sig så massiv. Og længe efter at vi burde have erkendt alvoren, blev man ved at udstede opholdstilladelser og forære folk statsborgerskab uden at sikre blot et minimum af balance mellem pligt og ret.

Krarup havde ret i, at befolkningen aldrig blev spurgt. Det er et paradoks, at vi løbende har afholdt folkeafstemninger om langt mindre indgribende spørgsmål som eksempelvis, om vi skulle tilslutte os den fælles patentdomstol i EU, mens den massive indvandring blot har været et vilkår, danskerne måtte acceptere med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser.

...

Som værn mod et nyt Holocaust enedes Europas lande om Den Europæiske Menneskerettighedserklæring. Det rummer et tragisk paradoks, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols mere og mere vidtgående fortolkning af erklæringen i dag betyder, at den frem for at beskytte jøderne snarere beskytter afviste asylsøgere, islamister og terrorsympatisører mod at blive udvist til deres hjemlande. Men heller ikke da vi overlod magten over dansk udlændingepolitik til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dommere uden et demokratiske mandat, blev danskerne spurgt.

I et essay fra 2003 har Søren Krarup forklaret, hvorfor han blev konservativ, og her sætter han fingeren på et efter min mening ømt punkt hos de stemmer i den politiske debat, som ofte befinder sig på den værdipolitiske venstrefløj. Ofte taler de hellere abstrakt om håb, visioner og utopier, der giver dem en god følelse i maven og udløser ros fra andre verdensmænd. Men de svigter det, som Krarup følte var hans forpligtelse; nemlig at svare på »det konkrete, det historisk givne, den arv og forpligtelse, der gælder mig som dette bestemte menneske i denne bestemte sammenhæng«. 

Derfor var det oplagt, at netop Krarup blev den stærke, konservative stemme i udlændingedebatten, fordi han forholdt sig til de konkrete forandringer af Danmark, som nok så mange ord ikke har kunnet skygge for. Og derfor var det oplagt, at netop Krarup var en af de få, der stod fast, da de fleste andre tog fejl i de udlændingepolitiske skæbneår."

Den 17/11 kommenterer sognepræst Marianne Wagner i JP:

"..den socialdemokratiske anfægtelse er ikke ny. Den var der også ved terrorangrebet på WTC i 2001, hvor en gruppe »unge« kørte i kortege fra Vollsmose til Odense bymidte for at fejre det. Den var der igen ved angrebet i Krudttønden og ved synagogen, og drejebogen for diverse politikere er efterhånden godt brugt: Man fordømmer handlingerne for derefter at krænge sig selv ud ved et fakkeloptog, hvor man fortæller os, at vi skal fortsætte med at leve, som vi altid har gjort, for ellers vinder »mørkemændene«. ​​​​​​​

...

I stedet for at skrive elegier over Krarup og Danmark, så burde han spørge sig selv, hvad han egentlig foretager sig i politik."