Islam er en opgave, og det gælder hele pakken. En muslim kan ikke, så at sige "shoppe rundt og hive ned fra hylderne", alt efter hvad der nu passer en bedst.

 Hvad der passer en bedst er komplet irrelevant.

 Det er irrelevant hvad mennesket syntes, og selvom man måske syntes, at stening, pisk, afhugning af lemmer etc. er barsk og barbarisk, så ændrer det ikke på, at proceduren skal følges, simpelthen fordi retningslinjerne er udstukket af Allah.

 Sådan forholder det sig også med den opgave enhver repræsentant for islam bør følge.

 Opgaven nedarves, så muslimen er født med opgaven. Det er en tung arv, for en muslim kan ikke fralægge sig opgaven eller tage den let. Ikke hvis han vil kalde sig en god muslim.

 Mange vesterlændinge tror fejlagtigt, at de grimme sider af islam, er radikale afarter af islam. Det er desværre ikke rigtigt, og det er heri problemet ligger.

 Problemet er, at retningslinjerne er radikale. Så når en muslim stræber efter at blive regnet for en god muslim, og hører efter, og følger retningslinjerne til punkt og prikke, så bliver vedkommende uundgåeligt fundamentalist.

 Da den gode muslim som sagt ikke kan "shoppe rundt", så skal vedkommende også acceptere de politiske ideologiske dele i islam, og det betyder en accept af den opgave, som er så fjendtlig for ikke-muslimer og deres samfund.

 Læser man sura for sura hvad der står, så er der ikke så forfærdelig mange tolkningsmuligheder, med mindre man gør som ahmadijaerne, der tolker koranen symbolsk fremfor at læse den bogstaveligt.

 Men på den måde, at navigere udenom fjendtlighederne, er at omgås reglerne, og det er forbudt.

 Ahmadijaernes lempelige omgang med reglerne betyder, at de regnes som frafaldne, og det er der dødsstraf for. Det viser hvor svært det er at slippe udenom reglerne i islam.

 Eneste mulighed er at forholde sig passivt. At dukke nakken og holde lav profil, og på stille vis ignorere de fjendtlige opgave-påbud, men det er generelt i muslimske kredse upopulært.

 En lav religiøs profil udløser ingen medaljer i form af respekt og anseelse, og slet ingen prestige, men tværtimod mobning og udstødelse.  

 Man kan sige, at passiviteten på ingen måde gavner ens status i det muslimske samfund, og svarer i nogen grad til, hvor lidt det booster ens prestige og status i et vestligt samfund, at melde sig ud og gå på landevejen.   

 Forsøger muslimen aktivt at slippe udenom opgaven, ved for eksempel at konvertere, så er vedkommende frafalden, og det straffes med døden. 

 Forsøger muslimen på anden vis, aktivt at distancere sig, ved for eksempel at kritisere dele af islam, så er der stor risiko for, at vedkommende bliver kategoriseret som frafalden.  

 Så det er en tung og alvorlig opgave der er pålagt muslimerne, men det er så sandelig også alvorligt for alle andre her på jorden.

 Medens der ikke er nogen vej ud for muslimen, så er der heller ikke nogen vej omkring for ikke-    

muslimen. I et islamisk samfund er der kun tre muligheder.

 (1) Et liv som undermenneske - en såkaldt dhimmi som er pålagt at betale en særlig skat, jizya, til muslimerne, (2) eller at konvertere, (3) eller døden.  

 Summa summarum. Ingen mennesker her på jorden har glæde af islam. Der er kun lys for enden af tunellen for rettroende gode muslimer, der lever underkastet og som prioriterer opgaven. De har udsigt til paradis efter livet.

 Her og nu - i selve livet, er der ingen der har glæde af islam. Det er heller ikke meningen.

 Her på jorden i livet er islam til for islams skyld, og enhver muslims liv bør kun handle om en eneste ting : islam. Allerhelst skal han kun have en ting i hovedet - islam, Allah og profeten Muhammed - hvilket er årsagen til, at distraktioner minimeres så meget som muligt.

 Kvindelig skønhed, frit hår og bar hud - musik - kunst - fantasi - drømme, eller løssluppen innovativ tænkning er sådanne distraktioner. Det er farligt for islam, for muslimen risikerer at få ideer - alternative ideer.

 Det går ikke. Så bryder islam sammen som system, for der er i virkeligheden en hel del der gerne vil løses fra opgaven og slippe ud i det fri.

 Opgaven som den er påbudt enhver muslim, er at beskytte islam, promovere islam og sørge for at islam vokser. Det er dårligt nyt for alle andre.

 Det hele bliver ikke bedre, når islam kombineres med klantænkning, for så kommer billedet til at se nogenlunde sådan ud :

 "Jeg mod min broder, min broder og jeg mod min fætter, min broder, min fætter og jeg mod andre klaner, alle muslimske klaner mod de vantro og deres samfund".

 Med de retningslinjer er fredelig sameksistens udelukket, og det betyder ; hvis ikke muslimen vil tage delvist afstand fra islam, men insisterer på hele opgaven, så kan vedkommende ikke bo her iblandt os.

 Så skal de, der vil efterleve "hele pakkeløsningen" i al dens fjendtlighed, hjælpes til deres oprindelige hjemlande eller et andet islamisk samfundssystem.

 Disse hjemsendelser af rettroende muslimer, bør nødvendigvis ledsages af overvejelser om, hvordan de fri samfund bedst beskytter sig selv fremadrettet. 

 Det synes oplagt, at et system der er så politisk, fratages sin status som religion. Det næste naturlige skridt må være, delvist af forbyde islam i den fri verden. Det gælder den politiske ideologiske del.

 Der har været flere angrebsbølger. Korstogene var en defensiv handling. Sidst nåede islam til Wien's porte, men Europa blev i sidste øjeblik reddet af de flyvende ungarske husarer. Denne gang er vi infiltreret, og denne gang står vi end ikke sammen.

 Klarer Europa det alligevel, trods alle odds imod, så må der sørges for, at dette bliver den sidste gang, islam får lov til at komme så tæt på. Det kan sikres med et nyt jerntæppe, der skærmer den fri verden fra den aggressive ufri islamiske verdensdel.

 Steffen Wernberg-Møller