Kulturredaktør Flemming Rose fra Morgenavisen Jyllands-Posten er på sin lange USA-rejse kommet  omkring den 90-årige Bernard Lewis i den lille universitets by Princeton.

 Bernard Lewis er født 1916 i England, 1933-1939 uddannet i orientalske studier ved University of London og Paris´ universitet .

 1940-1945 krigstjeneste med efterretningsarbejde i Mellemøsten som speciale.

 1945-1974 lektor og professor på School of Oriental and African Studies, University of London.

1974-1990 professor og forsker ved Princeton University i USA.

 Bernard Lewis har fungeret som rådgiver for regeringsledere i USA, Tyrkiet, Jordan og Israel.

B. Lewis taler flere orientalske sprog, bl.a arabisk, persisk, tyrkisk, og hebraisk.

 I sin to timer lange samtale med Flemming Rose, hvor forholdet imellem Vesten og Islam er omdrejningspunktet siger Bernard Lewis bl.a

 ”I den muslimske verden skelner man ikke mellem religion og civilisation, men bruger ordet islam til at betegne begge fænomener, og deraf opstår der misforståelser.

 Der er ting, som sker i den islamiske verden, som vokser ud af den islamiske civilisation, men som bryder med den islamiske tros traditioner. Inden for de seneste cirka 100 år er der sket voldsomme forandringer i den islamiske verden, i samfund og tro. 

En kilde til radikalisering har været indflydelse fra Vesten, modernisering. Befolkningerne er blevet bevidste om deres tilbageståenhed, fattigdom og svaghed i forhold til Vesten, og det må de nu gøre noget ved.

I det 20. århundrede overtog den muslimske verden derfor en masse ting fra Vesten med de bedste intentioner, men det fik destruktive konsekvenser.

 En var, at herskerens magt blev styrket betragteligt, således at enhver konge i det mindste sheikdømme fik mere magt, end Sulejman den Store havde i 1500-tallet.

 Moderniseringen har fjernet nogle af de begrænsninger, der tidligere lå på herskerne.

 I det traditionelle muslimske samfund havde man valgte ledere inden for en række grupper, de handlende på basarerne, skriverne, stammehøvdingene , adelen, ingen af disse ledere blev udnævnt af herskeren, men blev valgt af deres egne, og det gav dem indflydelse til at begrænse den øverste magt

 Det var selvfølgelig ikke demokrati, men det var langt fra det despoti, som den klassiske, islamiske litteratur fordømmer.

 Så det vi oplever altså i det 20. århundrede, at den vestligt inspirerede modernisering styrker despotiet.”

 Det Lewis her beretter om, ser vi i fuld flor hos Saud-dynastiet.

Saud-familien tæller over 20.000 personer, der sidder på alle væsentlige poster i Saudi-Arabien.

Det er her den ultra-konservative  wahhabisme  er den statsautoriserede ideologi. Det er her der er kontrol med de vigtigste muslimske helligdomme i Mekka og Medina.

 Dernæst olien, som giver magt og rigdom,- og dermed afgørende politisk indflydelse.

 Men som Bernard Lewis udtryker sig: 

" Olien har været Mellemøstens store forbandelse. Den har haft yderst destruktiv indflydelse på regionens evne til at udvikle sig. Den har været diktatorernes livsforsikring.

 Uden kombinationen af disse to omstændigheder, saudiernes erobring af Mekka og Medina og fundet af olie, ville Saud-familien sandsynligvis være forblevet stammehøvdinge i en fjern egn i Najd, og wahhabismen ville være forblevet en ekstremistisk gruppe i et perifert land.

 Men nu har de etableret sig overalt i verden med finansiering og grupper i Europa, USA og andre steder.”

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten/ Kultur weekend, Flemming Rose

          Fredag den 12. maj 2006.