01.10.2017

Fattigere på alt det andet

Forfatter: Steffen Wernberg-Møller



Fattigere på alt det andet

 I den senere tid så hænder det ganske tit, at jeg må spørge mig selv om, hvad det er jeg kæmper for ? Hvorfor gider jeg at kæmpe for Danmark og det danske folk ? Ind imellem kommer jeg i tvivl. Denne artikel, er med mig selv som konkret eksempel, et forsøg på at tegne et billede af, hvad det er vi danskere som folk i sammenhold og sammenhængskraft har mistet. Den personlige beretning skulle også gerne samtidigt afspejle, hvorfor man kan komme i tvivl. Om man forsvarer

noget der allerede er tabt - allerede er væk ?    

 For ikke så mange år siden flyttede jeg til den lille landsby Tim i Vestjylland. Der er megen sladder. Sådan var det også i Lemvig hvor jeg boede før. Mange husker nok byens kælenavn Lidenlund. Også der snakker folk mindst lige så meget om hinanden, som med hinanden. Samtalerne er ofte indledningsvist høflige og overfladiske. Det er måske om vejret eller tilbud i Brugsen, men ganske snart kan der tages fat på om-delen. Her er man anderledes dybtgående. Det ene ord tager det andet, de får momentum og vokser i saftighed. Disse møder med stemplinger og intriger som klimaks er næsten de bedste. Det giver kortvarigt en dejlig vi-følelse, men det er som med en grønlandsk tupilak. Man skal passe på med, hvad man sender af sted, for dårligdommen kan risikere at opsøge en selv. Lige pludselig er man selv centrum for de korrektes intriger og kolde skuldre, for måske en skønne dag, man selv er blevet realist og lidt blå i kammen.

 I denne landsby, ligesom sikkert alle andre i landet, sidder de fleste og kigger DR og TV2. Journalisternes venstreorienterede opdragende missionsvirksomhed har lært folk, at mennesker som jeg, der prøver at oplyse og advare om islam, er islamofobe racister. De har lært, at det er mig der er skurken - syndebukken - intrigernes mål. Så nu hilser man ikke. Man udstøder. Man forråder. Sådan har mainstreammediernes public service splittet folket ad, og været stærkt medvirkende til landets ødelæggelse. Hvilken service !

 At vi nu som folk er vendt mod hinanden er kompromitteringen af min adresse et kedeligt bevis på. Det er både et forræderi og et symptom. Det er sygdomstegn, og det er Danmark der er blevet syg. En landsmand angives til migrantmassen - til islam. Nu har jeg fundet en seddel på engelsk ved min bolig om, hvad jeg skal være bange for, og hvad jeg ikke skal være bange for.   

 Skaden der nu er sket på Danmark og det danske folk er ganske massiv og uoprettelig. Vi er splittede som aldrig før. For leden sad jeg og genså debatten fra folkemødet på Bornholm mellem Pernille Vermund, Kristian Thulesen Dahl og Søren Pape Poulsen. Pernille Vermund gjorde opmærksom på "hullet i bunden af skibet" - hvor meget EU og de internationale forpligtelser skader Danmark, mens Søren Pape Poulsen holdt fast i, at det fælles engagement gør os rigere. Han forstår tilsyneladende ikke, at vi måske nok bliver rigere på penge, men fattigere på alt det andet, og meget af det er uerstatteligt.

 Kristian Thulesen Dahl var et langt stykke hen ad vejen enig med Pernille Vermund hvad angår målet, men bare ikke i metoden til at nå derhen. Han mener, at det på sigt er mere frugtbart, og derfor bedre, at finde de områder hvor man er enige med andre partier, og så mødes der. Det virker sindigt og klogt, men det svarer til at gå rundt i skibets kantine og nusse med at male, mens vandet fosser ind i bunden.

 Pernille Vermund synes at være den "terrier" mange havde håbet på i Kristian Thulesen Dahl. Han havde da også fået et solidt mandat fra befolkningen til at kæmpe for det danske folk og Danmark, men i stedet går han og hygger med at male sammen med Lars, Mette, Søren og Anders i kantinen. Meget af tiden bruger de på, at diskutere farverne.

 Sådan som debatten forløb, er det tydeligt, at Pernille i stedet er ivrig efter at få lappet hullet i bunden af skibet - frigøre Danmark fra de internationale bånd der ødelægger landet, stoppe indvandringen/invasionen ad asyl- og familiesammenføringsvejen, og så sende de kriminelle udlændinge ud og hjem efter første dom.

 Disse forslag fra Nye Borgerliges leder er en god start, men det redder os ikke. Dertil er fertiliteten blandt muslimerne for høj. Dertil er deres børneopdragelse for fjendtlig. Vandet - islam - har fosset ind i mange år, og meget skal pumpes ud. Hjemsendelser i form af ordentlige repatrieringer bør indledes snarest, og de dårligst integrerede og mest fjendtlige - dem der ønsker at leve i et Kalifat med Sharialov - skal have påbud om repatriering først. Eventuelle statsborgerskaber skal annulleres begrundet i løftebrud jf. loyalitetserklæringen de har skrevet under på.

 Det kan godt være, at de nære oplevelser fra mine "med"-borgere i lokalmiljøet har disillusioneret mig, og bragt mig i bitre tvivl om, om vi allerede har mistet alt det andet. Men den tvivl virker Pernille Vermund ikke til at have. Hun virker både stålsat og opsat på, at kæmpe for alt det andet. Da Søren Pape Poulsen famlede ved taburetten, kom Kristian Thulesen Dahl straks tililende med ordene : "jeg skal nok holde taburetten under dig". Det fik Pernille Vermund til at sige, at den garanti får du ikke fra mig ! Til forskel fra Thulesen Dahl, så tror jeg ikke, at Vermund betingelsesløst vil garantere taburetten under nogen som helst, hvis hun kan se, at det ødelægger Danmark og os selv. Heller ikke når Nye Borgerlige er blevet store, og et rødt flertal truer. Nogen værdier går man bare ikke på kompromis med, og i øvrigt er der mange der bedre kan leve med, at Danmark sænkes af en rød bredside, fremfor en blå.

 Steffen Wernberg-Møller        

        

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>