Islam er i sig selv radikal
Vildledende perspektivering
Efter et islamisk terrorangreb ( islamisk jihad ), så hører man ofte, at han blev radikaliseret i fængslet eller i den og den moske. Det er imidlertid en problematisk måde at stille det op på, for det hindrer en forståelse af, hvad det er der foregår.
Vestlig og islamisk tankegang er vidt forskellig
Ligesom når der tales om islamisme, der giver indtryk af, at der findes en speciel afart af islam som er fjendtlig og farlig, så efterlader mediernes brug af ordet radikalisering det indtryk, at vedkommende uheldigvis er kommet i berøring med en særligt skæv fanatisk form for islam. Den måde at tænke på, og opstille tingene på, er vestlig og helt parallel med at sige, at han blev kriminel i fængslet. De asociale kriminelle unoder fik han i det dårlige selskab i fængslet.
Såkaldt islamisme er en del af islam
Imidlertid er det ikke sådan det forholder sig, hverken med islamisme eller det at være blevet radikaliseret. Det ord som korrektheden i den vestlige verden har opfundet som islamisme, omfatter en integreret uadskillelig del af islam. Den ideologisk politiske del. Den fjendtlige del. Islamisme er ikke en skæv perverteret afart af islam. Det er ikke en særhed, men en del af islam.
Dårligt selskab for nogen - godt selskab for andre
Som imamen fra Grimhøj moskeen Abu Bilal ligefremt formulerede det på åben skærm ; "islam er en samlet pakkeløsning". Man kan altså ikke droppe den såkaldt islamistiske del, og samtidig kalde sig en rettroende god muslim. I forlængelse heraf, så er en muslim ikke blevet radikaliseret som følge af dårligt selskab, men tværtimod fra et islamisk synspunkt, et godt selskab, i hvilket muslimen har hørt efter hvad der er blevet sagt. For islam er islam, og problemet opstår des mere troende muslimen bliver, fordi islam i sig selv er radikal. Altså, når vi vesterlændinge taler om mere radikal, så taler en muslim om mere rettroende - en bedre muslim. Det er hverken sært, skævt eller fanatisk i en muslims øjne. Det er islamisk rigtigt.
Vestligt venligtsindet og rettroende muslim er et paradoks
Det at islam i sig selv er radikal betyder, at des bedre muslimen hører efter eller selv nærlæser Koranen, og des mere troende muslimen bliver som følge deraf, des mere radikal og fanatisk vil vedkommende også automatisk blive. Det betyder også, at en god muslim, som er rettroende netop fordi han accepterer hele pakkeløsningen, aldrig samtidigt vil kunne være venligtsindet overfor "vantro" og "vantros" samfund, simpelthen fordi fjendtligheden er en del af islam. Fjendtligheden er et religiøst påbud ! Siger han andet, er det taqiyya for midlertidigt, at holde "vantro" hen - en skinmanøvre. (Husk, at narre "vantro" er en pligt, hvilket eksempelvis også er årsagen til, at der ikke vil kunne laves en aftale med en muslimsk friskole, simpelthen fordi jihad er et religiøst påbud). Ikke alle kan administrere vestlig frihed under ansvar, for det må man ikke.
JP's tegning af Muhammed og Jens Jørgen Thorsens vægmaleri af Jesus - forskellig reaktion !
Muslimer generelt er i en kategori for sig selv. Næsten alle er meget skrøbelige og lette at støde. Det er en indlært strategi for at beskytte islam fra kritik. Mange vesterlændinge vil nok mene, at man er religiøst radikaliseret og fanatisk, hvis man får en mental nedsmeltning og går bersærk over en tegning af Muhammed. Spørgsmålet er vel egentlig, om ikke muslimer per definition i en eller anden grad er radikaliseret og fanatiske, netop fordi islam i sig selv er radikal ?
Steffen Wernberg-Møller
.png)
