Profetballaden var en opvågning for mange danske. Som Uffe Ellemann-Jensen har belært os, indebærer globaliseringen, at vi må begynde at forstå den verden, vi lever i. Men særligt én person forstod det hele langt før alle andre, og derfor blev han ført til skafottet. Vi skylder ham stor tak. Læs her: 

 

MOGENS GLISTRUP "De Fremmede i Landet " 1994

Kapitel 43 Muhamedanismen (uddrag)

VII. Den, der reelt dyrkes er ikke Allah. For ham kender Koranen kun gennem Muhameds læresætninger. Derfor er det Muhamed, som er Muhamedanismens virkelige centrum. Som professor Jes P. Asmussen udtrykker det i sin bog Islam (Politikens Forlag, 2. udg. 1989): »Muslimer kan finde sig i angreb på Allah - der findes ateister og ateistiske publikationer og rationalistiske selskaber; men foragt for Muhammed vil selv i samfundets mest liberale dele fremkalde en fanatisme af glødende intensitet.« Det er Sir Muhammed Igbal's ord. Han, der i »Evighedens bog« fra 1932 ligeud sagde: »Du kan fornægte Gud, men ikke Profeten!« Og det er sande ord, som vesterlændingene alt for ofte negligerer eller ikke fuldt ud fatter.

Muslimerne har et begreb, der hedder isma og betegner Profetens fuldstændige frihed for alle moralske fejl. Hvordan kunne han ellers være de troendes sædelige forbillede og autoritet? »Han måtte være syndfri, for ellers ville Gud have gjort synden til pligt,« skrev en ægyptisk muslim i 1800-tallet. »Hvis du ikke havde været«, hedder det i den religiøse overlevering, »så havde jeg ikke skabt himlene.« Det er store ord, men i en from muslims øjne ikke for store. Profetens navn og rygte er af en sådan art, at intet kan kompromittere ham«.

I Islamteologien den dag i dag er det derfor en (døds)synd at komme med nogetsomhelst tilføjende eller korrigerende rettelse til, hvad der stammer fra Muhamed. Også det, vi ville kalde (historie)videnskabelig kildekritik, er udelukket. På flaget for Islam (samt for Mekkas og Muhameds land, verdens største olieproducent Saudi-Arabien) findes mindelsen om den store Hærfører Muhamed i form af et sværd. Ovenover står den trosbekendelse, som muhamedaneren har fremført mindst fem gange hver dag gennem hele sit liv: »Allah il Allah. Muhamed fas ul Allahi«. (Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhamed er Hans Profet). Intet under, at for den jævne mand står Muhamed mere centralt, end for eksempel Kristus gør i Kristendommen. På vesterlandsk er det derfor stort set falsk varebetegnelse at tale om en muslimsk Islam-religion. Ideologien karakteriseres mere præcist som bekvemmelighedsdagligdagsleveregler for beduinkrigsmanden Muhamed i den haremshusstand, hvor han levede for 1370 år siden.

VIII. I de seneste århundreder er kristendommen udvandet. Så det nu er et alment syn i Danmark, at religion er en privatsag. Derimod vil udsagnet »Islam er en privatsag« fortsat ikke have nogen mening i muhamedanismen. Hos dem er det absurd nonsens med adskillelsen af religion og det timelige hverdagstrivielle samfund. De læner sig ikke tilbage og siger, at enhver bliver salig i sin tro, og at det står enhver frit for at være kristen eller muslim. At forny Islam ved tiltag af den art vil føre ud i Muhamedanismens Undergang. Det vil resultere i et stadigt pres og debatter om bestandig at skulle ændre endnu mere muslimsk identitet for at følge med tiden. Svagheden og svigten er den sikre vej til tilbagegang, der i sig bærer kimen til tommere og tommere moskeer.
* I deres skråsikre overbevisning om eget bedreværd, nærer korandisciplene foragt for de slappe dumriandanskere. Vor ligegyldighed til hverdag overfor Vorherre bestyrker dem i, at vi ikke fortjener at bevare livet. At vi uegennyttigt overvælder dem med store gaver, overbeviser dem om, at de ved at gøre sig vanskelige med vold, sultestrejker, grådselvmedlidenhedsscener osv., kan tilrane sig meget mere. Det er i de lys, man skal betragte hændelser som palæstinenserindmarchen i Enghave Kirke 1. september 1991 og Jugoslavmuhamedanernes nægtelse af at flytte ind på Avnstrup Asylcenter i april 1993.Efter et par måneders Danmarksophold siger Sudandistriktspræsten Benson Joel til Kristeligt Dagblad 23. april 1991:

 

»Når danskerne taler om dialog mellem islam og kristendom, aner de ikke, hvad de snakker om. Den islamiske fundamentalisme er som et kræftsår, der breder sig. Der er et uoverstigeligt gab mellem de to religioner. De, der snakker om frihed og tolerance, glemmer, at disse begreber betyder noget helt andet i muslimsk sammenhæng. Prøv at se hvor meget frihed der gælder i de muslimske lande. Danskerne risikerer at blive rendt overende af de muslimske fundamentalister: I er så valne og slappe og overmåde tolerante, og derfor har I ikke noget forsvar over for de kræfter, der lukkes ind. Præsterne i moskeerne ophidser muslimerne til at overfalde de kristne, ofte med dødelig udgang.«

Muhamedanerne er falskspillere, hvis de omtaler deres fortroppers indtrængen i Danmark, som var det bare en variant af Bernhard Severin Ingemanns og  Johannes Møllehaves gudsdyrkelse. Vor Jesus var en vagabonderende, arbejdsløs tømrersvend. Han ville vende den anden kind til, når nogen førte sig voldeligt frem. Hans liv kulminerede den palmesøndag, da han på et æsels ryg red ind i Jerusalem for at blive korsfæstet. Deres Muhamed red fulgt af en kæmpeskare 600 år senere ind i Mekka på en kamel for at blive Arabiens enehersker. Ud over at være statsregent var han en grusom krigsgeneral med strengdisciplinkrav og højesteretsenedommer, som praktiserede øje for øje og tand for tand. Og bestemt ikke barmhjertighedskriteriet: »Elsk din fjende«.
Blaise Pascal skrev: »Muhamed grundlagde et herredømme ved at myrde. Kristus ved at lade sig myrde«.

Det er torskedumt at opfatte dette anderledes end helt bogstaveligt. Altså at vi står overfor en overmåde stærk aggressionsideologi: Alt fortidigt - herunder Kristendommen - er i det højeste noget ufuldkomment. Alt fremtidigt har nøje at indpasse sig efter Muhameds forskrifter. Kun den omstændighed, at muhamedanismen er så ny blandt liv- og dødemnerne i Danmark, kan undskylde Elisabeth Arnoldernes reducering af den til en akademikersalonkonversation om teologispidsfindigheder.
Blot ved at studere Bjergprædikenen og Koranen i sammenlæsning vil selv en Arne Melchior erkende, at helhedsbilledet er vidt forskelligt af Allah og de kristnes Gud. Islams målsætning er erobring af Verdensherredømmet. Også den del, vi kalder verdslig.

 

Når muslimerne overtager magten i et land, berøves ikke-koranbekendere adgang til indflydelsesposter. Selvsagt har de aldersstegne skrifter fra primitive, fremmede samfund, Biblen og Koranen, det tilfælles, at mangt og meget er aldeles uplausibelt for Nudanskerne. Men det 20. århundredes kirkefolk er så tolerante og selvbegrænsende, at tillidsfuldt fællesskab er praktisabelt mellem de erklæret kristne og de andre danske. I den milliardstærke muhamedanermenighed findes derimod den dag i dag, så fanatiske bogstavtroende (fundamentalistiske) indslag om reguleringer af dagligdagens adfærdsnormer, at et styrkefyldt muhamedanerislæt vil ulykkeliggøre de danskes fremtidsliv.

De blåøjede 1968-naivister vil nok endnu en stund postulere, at de muhamedanske ikke er nær så slemme, som Dansk Ydre Mission. Også i denne omgang får de bratte opvågninger fra deres sommerfuglestøvstroskyldighed, når de opnår syn for sagn for, at muhamedanismen ikke er nogen religion, men en militant aggressiv kadre.

Men selvfølgelig er der ikke inden for denne bogs rammer plads til ud i alle detaljer at dokumentere den erkendelse, jeg er nået til af muhamedanismens virkelige indhold. Vil nogen have flere enkeltheder, er en givtig nutidig bog »De I'Islam en général et du monde moderne en particulier« (1991). Forfatteren Jean Claude Barreau var leder af den franske stats indvandrerkontor. Men muhamedanerne sørgede for, at bogen kom til at koste ham hans levebrød.