DET PROFETISKE PROGRAM

Af Ole Hasselbalch
professor jur.dr.

Fra programmet kan f.eks. citeres det nærmest profetiske udsagn om den kommende terrortrussel:
”Situationen i Mellemøsten og Nordafrika vil sandsynligvis eksplodere før eller siden, fordi disse områder i det lange løb ikke har udsigt til at kunne brødføde deres voksende befolkninger. Et højst tænkeligt scenario i en sådan forbindelse vil være, at Islam først bliver en ideologisk/religiøs tilflugt for mennesker, der lever en udsigtsløs tilværelse … I det øjeblik dette sker, vil de muslimske befolkningsgrupper i Vesteuropa komme til at udgøre en indre sikkerhedsrisiko af uoverskuelige dimensioner …”.

Og om de kulturelt betonede konflikter, der nu popper op overalt:
”I takt med tilførelsen af helt fremmedartede kulturer, hvoraf mange endog rummer træk, der er ganske uforenelige med danske levenormer (jf. f.eks. muslimernes kvindesyn) vil stabiliteten i det danske samfund gå tabt.”

Om fremmedkriminaliteten:
”Illegale indvandrere kan kun forsørge sig på det sorte arbejdsmarked eller gennem kriminalitet. Men der er også - af ikke ganske opklarede årsager - en overrepræsentation af kriminelle blandt indvandrere med opholdstilladelse. Udviklingen på dette område er i disse år ved at gå ind i en kritisk fase, fordi udenlandske "mafia"grupper af forskellig art gennem indvandrermiljøerne har skaffet sig en operationsbasis her i landet, som politiet har meget vanskeligt ved at efterforske i. Såfremt disse grupper får bidt sig fast, vil det i kraft af deres ud fra dansk målestok særdeles hårdhændede metoder kunne blive umuligt at få dem til at løsne
grebet igen.”

Og om misbruget af humaniteten:
”De økonomiske midler, der bruges på at bosætte indvandrere hos os, kan ikke samtidig investeres i forsøgene på at stabilisere forholdene i indvandrernes hjemlande. Ej heller kan de bruges på de millioner af katastrofeflygtninge, som indvandrerne i Vesteuropa har ladet bag sig. Ved alligevel at investere i dem, der er rejst til Danmark, handler vi moralsk kritisabelt - så meget mere eftersom der kunne skaffes langt flere nødlidende ude i verden en tålelig tilværelse for de samme penge.”

Hvorfor skete det så alligevel?
Hvad gik der da galt? Det er jo ikke atomfysik, der redegøres for i programmet. Det er let forståelige fakta-oplysninger, der var og stadig er tilgængelige - og dokumenterbare - for enhver ikke bare via os, men også ad andre veje. Og det er ræsonnementer, der er indlysende ud fra disse fakta.

Forklaringen er, at der dengang som nu fandtes kredse, som så deres interesse i at få stukket oplysningerne og advarslerne så langt ind under gulvtæppet som vel muligt: De professionelle humanister – Godhedsindustrien, som nogen kalder det. Der tjentes således – og tjenes stadig - gode penge på at holde importen af uintegrérbare og massivt udgiftskrævende mennesker i gang.

Denne import lykkedes det disse profitører at holde kørende. Men de kunne dog ikke gøre det ved egen kraft alene. De behøvede hjælp til det.

De ”anstændige”
Det er her, de ”anstændige” kommer ind i billedet. Nemlig de mange mediepersoner og politikere, der trådte frem – så vidt muligt helt hen i første række – for at blive rost for deres humanisme, vidsyn, medmenneskelighed mv. De, der støttede alt, hvad der for et hurtigt blik kunne bidrage til at fremstille dem selv som eksponenter for disse egenskaber.
Over for disse anstændige stod så den virkelighed, det ikke altid er behageligt at tænke på, og som man ikke bliver medie-darling af at fremhæve. Undertiden dikterer virkeligheden nemlig, at nødvendigheden sættes forud for den gode vilje i en grad, så at det kan gøre ondt i sjælen. Og det var i høj grad tilfældet netop med den virkelighed, der trængte sig på i 1987.
Dette kerede de ”anstændige” sig imidlertid ikke om. De fremturede uden hensyntagen til den ubehagelige virkelighed. De lod den simpelt hen ude af betragtning - og sammen med den lod de konsekvenserne for landet ude af betragtning.

"Det var uanstændigt blot at spørge efter den ubehagelige virkelighed."
Men heller ikke disse konsekvenser tog de anstændige sig af. Det behøver man nemlig ikke, når man er anstændig. For det var uanstændigt blot at spørge efter den ubehagelige virkelighed.
Dette lille problem var der desværre ikke så mange, der bemærkede. Pressen holdt nemlig den ubehagelige virkelighed væk fra almindelige menneskers synsfelt.

”Modige Mimi”
Et eksempel på en superanstændig er Mimi Stilling Jacobsen, der i sin tid var formand for de nu afdøde Centrumdemokrater. I 1992 skaffede det dengang seneste, men af gode grunde nu også afdøde skud på menneskevenlighedens stamme, organisationen “Facts - Mennesker for Frihed og Tolerance” sig stor mediebevågenhed ved at kåre hende som “årets modigste politiker”.
Man kunne godt synes, at der måske fandtes modigere politikere end netop Mimi Jakobsen. Problemet med disse politikere var imidlertid, at de ikke var anstændige. Jeg så 4/2 2017 en udsendelse på DR TV ”Husker du … 2001” netop med hende. Det var året, hvor Centrumdemokraterne røg ud af Folketinget. I udsendelsen nærmest græd modige Mimi over, at ”anstændigheden” i den grad var blevet kørt over ved valget dengang. Den anstændighed, forstod man, som hun repræsenterede over for flokken af hjerteløse egoister.
DR modsagde hende ikke eller stillede spørgsmål. Det lå og ligger nemlig stadig helt fast, hvad det vil sige at være anstændig. Med mediernes beredvillige hjælp monopoliserede mennesker som Mimi Jacobsen, der udgør en parodi på, hvad man normalt forstår ved ansvarlighed, således anstændigheden i deres eget billede. Derved kørte de virkeligheden ud i mørket og forvoldte enorme skader.

Modbydelighedens apoteose
Mimi Jacobsen og hendes lige opererede på bekostning af dem, der ikke løb med. Men desværre altså også på bekostning af en virkelighed, som af den grund tromlede ubarmhjertigt videre til ubodelig skade for vore fremtidige generationer.
Derfor er det i dag berettiget at sige, at de anstændige dengang er modbydelige mennesker. De huser nemlig den selvgodhed, som karakteriserer den, der fremmer sig selv uden hensyn til konsekvenserne for andre.