Med Milosevics død forsvandt en af de værste torne i øjet på det ”internationale samfund”, der i de senere år har fået for vane at definere politiske modstandere af deres folkeblandingsprojekt som kriminelle, der skal straffes – og helst tilintetgøres. At Milosevic op til sin død reelt blev nægtet den nødvendige lægehjælp, er symbolsk.

Uffe Ellemann-Jensen udtalte - ganske uhørt lige efter en europæisk statsleders død – at Milosevic ikke ville blive savnet, og at han var en hensynsløs nationalist. Men ret skal være ret: Mange vil ved Uffe Ellemann-Jensens bortgang nok heller ikke vil savne ham, en hensynsløs internationalist, der på længere sigt nok har lagt tingene til rette for større katastrofer, end Milosevic blev anklaget for.

Men gjorde Milosevic sig skyldig i andet end ”forbrydelsen at gøre modstand”? Man husker den fordømmende beskrivelse af rotten i et klassisk zoologisk værk: ”Dette dyr er meget ondsindet. Når det angribes, forsvarer det sig.” Læren af Milosevics skæbne er, at europæerne død og pine skal acceptere det muslimske demografiske fait accompli. Ingen må vende udviklingen og sende albanerne hjem til Albanien, tyrkerne til Tyrkiet, pakistanerne til Pakistan osv. Selv om muslimerne opretter et terrorvælde, overalt hvor de får magt (der er allerede mange små ”Kosovo’er” i de franske forstæder).

Når man læser Milosevics berygtede, ”ultranationalistiske” tale fra 1989 om tilstandene i Kosovo, der gjorde ham populær, ser man reelt ikke andet end velbegrundede klagepunkter vedrørende de utålelige tilstande for serberne i Kosovo. Dengang var NATO tavs, men NATO’s generalsekretær, Jaap De Hoop Scheffer, var alligevel ved Milosevics død fræk nok til at sige, at hans død ”havde berøvet Balkan retfærdigheden”. Den har NATO såmænd selv for længst berøvet området … Og hvad er i øvrigt ”retfærdighed”, når to grupper kæmper om samme område, kun én kan vinde, og NATO ensidigt støtter den ene part?

I nekrologerne over Milosevic i dansk presse og medier går ord som ”arrogant” og ”kynisk” igen og igen, men er der nogen mere arrogant og kynisk magt i verdenshistorien end EU og  de vestlige regeringer, når de kriminaliserer enhver reel modstand og rydder al opposition mod det multietniske katastrofeprojekt ad vejen, om nødvendigt med militær magt? Fremfærden, selvsikkerheden, ordvalget ... Ingen diktator i historien har vist overgået disse ulyksalige utopister, når det rigtigt brænder på for deres kære projekt.

Ifølge forhv. udenrigsminister Niels Helveg-Petersens mindeord om Milosevic var denne ”en ulykkesfugl”. Mon ikke eftertiden kan hæfte samme betegnelse på Det Radikale Venstres ledende ”statsmand”? Nuværende udenrigsminister Per Stig Møller overgår sin forgænger og kalder Milosevic ”en katastrofe”. Han udtaler videre med typisk plat ideologisk etikettering, at med Milosevics død har ”højrenationalisterne i Serbien mistet deres frontfigur”. Hvorfor ”højre”, når Milosevic også var kommunist? Hvorfor ikke erkende, at ”nationalisme” er hævet over højre og venstre, og at Milosevic – netop takket være ”verdenssamfundets” brændemærkning – med rette utvivlsomt bliver et symbol for europæiske nationalsindede i alle lejre, efterhånden som islamiseringsprojektets undertrykkelse presser sig på?