"Selvkritik"?

Det er velkendt, at den kulturradikale fløj føler "selvkritik" af danskerne berettiget, mens nok så velberettiget kritik af "de andre" stemples som arrogant racisme. Ligesom kritik og parodier rettet mod kristendommen altid er populære, mens islamkritik i bedste fald betragtes med mistænksomhed.

Imidlertid er det jo netop tydeligvis ikke "sig selv", de kulturradikale kritiserer. De stiller sig netop uden for det nationale fællesskab og uden for kristenheden, gør endda et stort nummer ud af deres angivelige oplyste selvstændighed og stiller sig i positur som "opposition" ? med en solid majoritet af de toneangivende meningsdannere bag sig. Arrogancen og bedreviden over for "de andre" er efter alt at dømme generelt større fra de kulturradikale mod vestlig nationalfølelse og religion, end den er fra vestlige islamkritikere mod islam. På trods af, at svælget mellem kritikere og de kritiserede i udgangspunktet er langt større i det sidste tilfælde end i det første.

De kulturradikale vil det hele: De vil både regnes som en del af "os" og have lov til at kritisere "os" ud fra en reel fremmedposition ? hvorefter de er frække nok til at kalde det "selvkritik". Hertil må svares, at kritik civilisationer imellem er en ærlig sag, men man må være hæderlig nok til åbent at bekende partifarve. Den ene civilisation går ind for kritisk tænkning og fri diskussion om selv de mest følsomme spørgsmål, mens den anden har tabuer og profeter, der er immune for kritik. Her er intet kompromis muligt, men kun en gensidig konstatering af standpunkter. Men de kulturradikale ? med Det Radikale Venstre og Politiken i spidsen ? kan ikke flygte fra, at de reelt har stillet sig på de latterligt "sårede følelsers" side, på den fremmede civilisations side, og at deres "selvkritik" konkret er en civilisationsfremmed røst, der er i harmoni med middelalderskrålet fra minaretens top.

Når multikulturalisterne udøver "selvkritik", bør de altid tages på fersk gerning i deres hykleri og udstilles som de muhamedanere i vestlig klædedragt, de i deres effekt er. De har, som Grundtvig formulerede det, som dragedukker udelukket sig selv fra folket og valgt et nyt, og den konsekvens bør de selvfølgelig være ærlige nok til at stå ved, når de folkegrupper, de har tilsluttet sig, engang skal sendes hjem. Metz, Seidenfaden, Rifbjerg, Bæk Simonsen, Carsten Jensen & Co. har det tydeligvis langt bedre med Muhameds disciple end blandt deres "eget" folk, som de foragter, så hvorfor ikke flytte til deres stammefæller i ånden i Pakistan, Tyrkiet eller Irak, langt væk fra det foragtelige danske folk, hvis eksistensvilkår rager dem en fjer?

Fordelen herved vil også være, at så er de virkelig blevet delagtige i den islamiske verden og har så ifølge egen opfattelse ret til at kritisere den, da jo kun "selvkritik" er legitim. Og islam har som bekendt virkelig behov for deres progressive synspunkter. Men spørgsmålet er, om islam er lige så tolerant over for sådan selvkritik som Vesten? Men bare rolig, kære kulturradikale: Vi i Vesten vil da gerne modtage jer som flygtninge, hvorefter I som dissidenter med rette kan sidde og tordne mod jeres undertrykkende regimer i hjemlandene. Da vil Vestens gamle progressive langt om længe komme i harmoni med deres grundlag ? når de klart er udskilt som fremmede her, kan de endelig solidarisere sig med deres oprindelige grundlag, som da vil være "de andre", og med god samvittighed kritisere deres egne i den islamiske verden, som har det mest behov?