Femtekolonne-virksomhed!!! 

Et af de centrale punkter i hele Muhammed-sagen er, om statsminister Anders Fogh Rasmussen skulle have inviteret ambassadørerne fra de muslimske lande til et møde i statsministeriet.

I Dagbladet Information weekend 18. -19. februar går journalisterne Rasmus Bo Sørensen og Jesper Løvenbalk tilbunds i forløbet.

Overskriften er "12 Tegninger og et nej fra en statsminister".

De to journalister skriver bl.a.:

"Afvisningen af mødet med de 11 ambassadører vil få tildelt en central rolle, når historien om Muhammed-sagens udspring skal skrives.

Men det var en beslutning truffet i et redaktionslokale i Viby J - og ikke i statsministeriet - der satte præmisserne for konflikten.

Det skete, da kulturredaktør Flemming Rose den 19. september 2005 sendte breve ud til 40 bladtegnere med en opfordring om at portrættere profeten Muhammed.

Ideen udsprang af en artikel, Ritzaus Bureau havde bragt få dage forinden, hvor forfatteren Kåre Bluitgen klagede over, at han ikke kunne finde illustratorer til sin nye børnebog om profeten.

Havde selvcensuren sneget sig ind i den offentlige debat?

Det var nok en undersøgelse værd, mente Flemming Rose. I alt takkede 12 tegnere ja til udfordringen, og den 30. september kunne Jyllands-Posten under overskriften ”Muhammeds ansigt” præsentere sine læsere for tegningerne.

Reaktionerne udeblev ikke.

"Det er at udnytte ytringsfriheden til en demokratisk undertrykkelse af muslimer i Danmark," sagde talsmand for Islamisk Trossamfund Qassem Zaed Ahmed, i en artikel den 9. oktober.

Han kunne samtidig fortælle, at de muslimske organisationer allerede har sendt klagebreve til de muslimske landes ambassader i Danmark."

Det er en vigtig oplysning, der kommer her til slut.

Det er Islamisk Trossamfund, der retter henvendelse til de 11 ambassadører for de muslimske lande for at få dem til at være budbringer for sig.

Det lykkedes. Allerede den 12. oktober satte 11 ambassadører deres underskrifter på en fælles erklæring til statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Den ledende i sagen var Egyptens ambassadør Mona Omar Attia, nu fhv.

Anders Fogh Rasmussens korte og præcise svar kom 9 dage senere med følgende ordlyd:

"Ytringsfriheden har vide grænser, og den danske regering har ingen midler til at påvirke pressen"

Det var et godt svar. Det eneste der kunne gives.

Men jeg stiller det spørgsmål:

Kan et trossamfund i Danmark (Islamisk Trossamfund) tillade sig at gå bag om ryggen på danske myndigheder og den danske regering, ved at bruge 11 ambassadører som skjold og budbringer.

De repræsenterer fremmede magter.

Hvis Islamisk Trossamfund er utilfreds med noget, et dansk dagblad har bragt, så er der Pressenævnet eller Domstolene.

Hvis man ønsker at tale med Pressens minister, som er statsministeren, så er det også muligt at få ham i tale, enten skriftligt eller mundtligt ved et møde.

En stor del af Islamisk Trossamfunds medlemmer er danske statsborgere.

Derfor er det femtekolonne-virksomhed at inddrage 11 ambassadører i en sag, der er et rent dansk anliggende.

At man efterfølgende laver en rejse-delegation under Ahmed Abu Labans lederskab, der rejser rundt til islamiske lande og miskrediterer Danmark, - gør ikke sagen bedre.

Kilde: Dagbladet Information, weekend 18.-19. februar 2006/ Rasmus Bo Sørensen og Jesper Løvenbalk.