Der findes ikke noget mere naturligt end sult. Det er sult, der regulerer bestanden af gråspurve, mælkebøtter og mennesker. Når bestanden bliver for stor i forhold til den tilgængelige føde, sætter sulten ind.
Derfor vil indsamlinger for at føde Afrikas voksende menneskemasser blot føre til, at bestanden af afrikanere vokser, indtil den igen støder imod sult-loftet. Og så samles der ind igen.
Denne mangel på erkendelse af livets basale betingelser er årsagen til, at Afrikas befolkning er vokser fra 200 mio. i 1950 til 1200 mio. i år, og at væksten vil fortsætte derudaf.

I den vestlige verden har vi imidlertid fundet ud af at narre naturen. Vi bruger prævention, så vi undgår at støde på sult-loftet. Det er grunden til, at den vestlige verden har en voksende velstand, som man ikke kan opnå, når alle ressourcer skal bruges på at forsørge store børneflokke.

At bekæmpe sult uden at bekæmpe sultens årsag er halsløs gerning, men det er en fed forretning for de "humanitære" organisationer. De ansatte i den "humanitære" industri har sandelig skaffet sig varig beskæftigelse.
Der burde samles ind til prævention. Men det ville overflødiggøre de "humanitære" organisationer, og hvad skulle platugler som Anders Ladekarl så lave?