28.08.2016
Venstres hemmelige plan
Forfatter: Lars Hedegaard
Venstre vil ikke gøre noget ved landets miserable tilstand
Med mindre vi antager, at Søren Pind er gået fra snøvsen (den mulighed kan ikke helt afvises), må vi formode, at der er en plan bag hans udtalelser om de stærkt højreorienterede, hvis frygtelige udsagn fremkalder vold. Selv har han ikke villet udpege de skyldige, men David Trads er kommet ham til undsætning, og det viser sig at være en lille gruppe på 10-12 personer, der står for ondskaben her i landet. De får sandelig noget fra hånden.
Noget begynder at dæmre: Venstre vil ikke gøre noget ved landets miserable tilstand. De vil hverken standse folkevandringen eller dæmme op for islamiseringen, og derfor kan de heller ikke standse den omsiggribende vold, usikkerheden i danskernes dagligdag, ghettoerne, bilafbrændingerne eller stenkastene fra broer. Og snart vil vi se angreb på kirker og mord på åben gade.
Hvad skal Løkke og Pind gøre, den dag danskerne vil stille dem til ansvar for deres adfærd? Ja, de vil kunne henvise til, at justitsministeren jo for længst havde udpeget voldens sande bagmænd, nemlig dem, der optræder på David Trads' hitliste. Pind havde advaret disse formastelige mod at tale ondt om islam, men de blev ved, og nu ser vi resultaterne.
Pind kan måske tilmed håbe, at nogle af superskurkene i mellemtiden er blevet ekspederet ud af denne verden. Så vil han synge "Imagine" og beklage, at de ikke lyttede, mens tid var.
Kilde: Lars Hedegaards facebook
|