”Skal muslimerne deporteres?”, spørger en stærkt kritisk brevskriver Den Danske Forening.

Svaret er nej, det skal de ikke.

Lad os blot holde en pæn tone.

De skal ikke deporteres, - de skal bare rejse hjem.

Det skal de, fordi alternativet ikke er til at bære.

Hvis der ikke kommer gang i repatriering af muslimerne, vil de føde sig til flertallet i løbet af mindre end 30 år.

De ”vantro” og ”urene” ikke-muslimer vil derpå få valget mellem at underkaste sig muslimernes ”beskyttelse” i overensstemmelse med shariaen - eller at miste retten til livet.

Tilværelsen som beskyttet (dhimmi) indebærer, at der skal betales beskyttelsespenge (jizya) til det muslimske herrefolk, og at de beskyttede skal underkaste sig en lang række betingelser, som siden 600-tallet har været fastsat i Umar-pagten.

En række af disse betingelser er allerede implementeret i dagens Danmark, f. eks. bestemmelsen om, at ikke-muslimske mænd aldrig må røre muslimernes kvinder, - hvorimod muslimske mænd skal have fri adgang til de vantro kvinder.

Hvis de beskyttede bryder eller kritiserer disse bestemmelser, fortaber de retten til beskyttelse, - hvilket vil sige retten til livet.

Det overgik det kristne armenske mindretal i Tyrkiet for netop 90 år siden. De udtrykte ønske om ligestilling med muslimerne, hvorefter de blev ofre for et af historiens mest grusomme folkedrab.

De tilbageværende kristne i Egypten og andre muslimske lande lever under så fornedrende forhold, at man må undres over, at danske medier ikke nævner det, når Egyptens ambassadør beklager sig over et par tegninger af Muhammed.

Marianne Jelved og Morten Kjærum kunne så indvende, at vi kan undgå tilværelsen som undermennesker i det muslimske apartheid-system ved selv at gå over til islam.

Ja, det kan vi. Men vi skal vide, at konsekvensen er et samfund indrettet efter strikse regler fra 600-tallets Arabien. Det indebærer indførelsen af et hav af forbud og påbud, som helt og aldeles vil fjerne enhver form for nytænkning og kreativitet.

Resultatet er fattigdom og elendighed, som man kan se det i alle muslimske samfund.

Samtidig skal vi så leve med, at kvinder skal indtage en rolle som andenrangs mennesker.

Konsekvensen af at opføre sig ”dansk” i et sådant fremtidigt Danmark vil være skæbnesvanger.

Tør du, kære brevskriver, løbe risikoen for, at din datter en dag skal stenes til døde, - eller at din søn skal halal-slagtes?

Kan du tillade dig at være så modig på deres vegne?