Øje og sind sløves over for det, man altid har set omkring sig. Det er der bare!

Sådan også med ytringsfriheden. Hvad skal man egentlig med den? Det meste snak er ligegyldigt. Og det koster enormt mange granskove!

Ytringsfriheden har desuden kun interesse for en mindre del af befolkningen. Hvorfor så overhovedet bekymre sig om den? De kan jo holde mund!

Men ytringsfriheden er demokratiets grundsten. Begynder man at rokke stenen løs, så skrider bygningen. Uden ytringsfrihed ingen demokrati. Ytringsfriheden er grundsætningen for nye tanker, udvikling, fremgang. Må man ikke fremføre andre tanker end dem, magthaverne har bestemt, så står samfundet stille.

Se her, hvordan Tjekkiet har kæmpet for sin ytringsfrihed:

Under efterkrigstidens kommunistiske styre steg utilfredsheden år for år både i den brede befolkning og i dele af kommunistpartiet. Trods magthavernes hårde fremfærd mod enhver opposition blev kritikken dog efterhånden så massiv, at man følte sig nødsaget til at gennemføre små reformer og til sidst måtte kommunistpartiets leder, Novotny, gå af i januar 1968.

Alexander Dubcek overtog posten som partiets og dermed landets leder. Han viste sig – måske lidt overraskende - at være meget reformivrig.

Han ville ikke afskaffe kommunismen, men give den ”et menneskeligt ansigt”. Han indførte ytringsfrihed, så befolkningen fik tiltro til ham og sluttede op om ham. Optimismen voksede og man begyndte at tale om ”forår i Prag”.

Sovjet og dets vasalstater blev nervøse over udviklingen, som kunde ramme deres egen magtposition, og – bare syv måneder efter Dubceks magtovertagelse – kastede Warszawapagtlandene sig over Tjekkoslovakiet, den 20. august 1968. Med 500.000 soldater, 6000 tanks, 2000 kanoner og 800 fly invaderedes landet af Sovjet, Polen, Østtyskland, Ungarn og Bulgarien. Næste dag var hele landet under kontrol, og Dubcek og hans tilhængere arresteret.

Dubcek blev smidt ud af kommunistpartiet og moskvatro kommunister overtog kommandoen under ledelse af Husák.

Vesten viste stor sympati med tjekkerne, men af frygt for at udløse en 3. verdenskrig holdt NATO sig i skindet, og FN havde ingen magt.

Men Moskva havde igen vist sit sande ansigt ligesom ved overfaldet på Ungarn 1956 og mange kommunister fik øjnene op for det grusomme diktatur. De store kommunistpartier i Spanien og Italien gjorde sig uafhængige af Sovjet.

Ved Berlinmurens fald og Sovjetimperiets sammenbrud rejste tjekkerne sig. Spektaklerne i efteråret 1989 -  ”Fløjlsrevolutionen” - med krav på ytringsfrihed og frie valg førte til regimeskifte. De valgte Vaclav Havel til præsident. Han som var blevet kastet i fængsel, da kommunisterne knægtede ytringsfriheden. De valgte ikke - som andre lande - stortalende politikere med gyldne valgløfter, men en enestående og uforfærdet kulturpersonlighed, som vidste, hvad frihed er værd.