25.01.2006

Iran 2006:

Forfatter: Poul Vinther Jensen

I sine udtalelser går præsidenten over stadig nye grænser

Den vestlige verden er trods sin styrke kommet på store og vanskelige opgaver de seneste år.

Uroen i den islamiske verden - med Irak som det største urocenter - er ikke noget der klares med et snuptag. Men ikke nok med det, der er ved at komme et nyt problem, som kan vise sig at være endnu vanskeligere end Irak.

Med valget af Mahmoud Ahmadinejad som præsident for Iran er der kommet nogle selvbevidste kræfter til magten i Teheran.

Det har betydet, at den iranske regering har besluttet at satse på a-kraft. Man er i dag i stand at udføre

berigning af uran, og for kort tid siden brød Iran forseglingen på sit atomberigningsanlæg i Natanz.

Med denne handling kan Iran konstruere kerneladninger, der vil kunne monteres i raketter. Officielt er det kun til civile formål.

Men det ændrer på den sikkerhedspolitiske situation!!

Iran er en af verdens store olieleverandører. Sidste år blev der leveret olie til det hungrende Vesten og asiatiske lande for 223 milliarder kr.

Denne indtægt gør Iran til storkunde hos mange industrilande og kan derfor spille de vestlige lande ud mod hinanden. USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig har indkaldt til hastemøde i det Internationale Atomagentur (IAEA) og ønsker sagen for Sikkerhedsrådet i FN.

Der er blot det problem, at den iranske præsident Mohmoud Ahmdinejad ikke vil respektere nogen international afgørelse fra Sikkerhedsrådet.

Han har udtalt, at "de kan rende mig".

Sanktioner bliver der ikke noget af, Det har hverken Frankrig, Kina, Rusland, Tyskland eller Italien råd til, hverken politisk eller økonomisk.

Det er ikke nemt.

I Dagbladet Politiken lørdag den 21. januar skriver professor og kommentator Timothy Garton Ash følgende:

"De ved, at USA sidder håbløst fast i nabolandet Irak, hvor iranerne har stigende indflydelse i den shiamuslimske sydlige del af landet og nærmest efter behag kan gøre livet besværligt for de amerikanske styrker.

Teheran har et fast greb om nosserne på Washington, som George W. Bush måske ville udtrykke det privat. De ved også, at Kina (som har en aftale med Iran om omfattende energiforsyning) og Rusland har interesser, der er meget forskellige fra Europas og USAs.

Og de ved, at lande som tyskland og Italien vil være meget utilbøjelige til at lade sanktioner gå ud over deres lukrative samhandel med Iran.

Iran har stærke kort på hånden."

Det er et meget realistisk bud, professor Garton Ash har på situationen i Iran, - desværre kan man sige.

Men det fortæller, at ministeriet Fogh Rasmussen i denne situation ikke skal anbefale nogen hjemsendelse af de danske styrker i Irak. Det vil være et svigt overfor Danmarks nærmeste sikkerhedspartner, nemlig USA!!!

Og det ville indebære en styrkelse af de fundamentalistiske kræfter i den islamiske region Iran, Irak og det øvrige Mellemøsten

Danmark bør i anstændighedens navn forblive i Irak, så længe USA og Storbritannien er tilstede med deres tropper.

Netop, når det gælder frihed og sikkerhed, står Danmark i dyb gæld just til disse to nationer!!

En tilbagetrækning af de danske styrker, vil indirekte være at styrke præsident Mohmoud Ahmdinejad´s dødsens farlige kurs overfor den frie verden!!!

Derfor har det iranske problem den internationale presses bevågenhed.

Den 13. januar skrev den tjekkiske avis Mlada Fronta Dnes fra Prag følgende:

"Man må frygte, at truslen om FN-sanktioner imod Iran ikke vil gøre indtryk på dets præsident Mahmud Ahmadinejad. Hvad skal få Ahmadinejad til at føje sig, når diplomatiet ikke virker, og sanktioner formentlig vil være tandløse?

Luftangreb på Irans nukleare faciliteter kunne være en mulighed, men risikoen for, at de vil give bagslag, er stor. Sådanne angreb vil kunne blive Allahs gave til Ahmadinejad på et tidspunkt, hvor den islamiske revolution er ved at gå i opløsning og hans egen position vakler.

Ikke desto mindre kan militær magt ikke udelukkes, fordi tiden er ved at løbe ud."

Den 14.-15. januar skrev International Herald Tribune følgende:

" Verden har ikke råd til at ignorere Irans nukleare ambitioner og styrets foragt for diplomati. At det er for nemt at sprede atomvåben-teknologi er et argument for at indføre flere forhindringer - ikke for at give op og håbe på det bedste.

Kina og Rusland bør gå sammen med USA, Storbritannien og Frankrig om at indbringe Irans opførsel for Sikkerhedsrådet og fordømme den som en stadig stigende trussel.

Ligefrem tale og et fælles standpunkt er aldrig en dårlig ide, især ikke når det mere almindelige diplomati slår fejl, som det har gjort hidtil.

Den 19. januar skrev Isvestija fra Moskva følgende:

"Officielt foretrækker Vesten ikke at tale om mulig magtanvendelse. I USA som i Europa hedder det, at der kun lægges pres på Iran gennem diplomatiske kanaler.

Men hvad vil der ske, hvis Teheran ikke giver efter?

Iranerne føler sig sikre på, at krig er udelukket og afholder sig derfor ikke fra at provokere Vesten. I sine udtalelser går præsidenten over stadig nye grænser, overbevist om at han ikke risikerer at blive draget til regnskab.

De kommende måneder vil vise, om han gør regning uden vært."

 

 

Kilder:

Dagbladet Politiken, lørdag den 21. januar 2006. Oversættelse: Lorens Juul Madsen

Dagbladet Information, Weekend-udgave 14.-15. januar, mandag den 16. og fredag den 20. januar 2006.

 

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>